Optakt runde 7: Derbi madrileño og sejrsløse Valencia

Knap er midtugerunden overstået, før Rayo Vallecano og Espanyol fredag aften åbner op for en ny runde La Liga. Her er optakten til den syvende af slagsen, som byder på store opgør for gignterne.

© Chivista

Det går stærkt i La Liga i denne uge, og der er masser at tale om. Når alt kommer til alt, er der dog en enkeltstående stor begivenhed, der overskygger alt den kommende weekend: El derbi madrileño, det ægte, store Madrid-derby. Real Madrid tager imod Atlético Madrid, efter at Real Madrids form er dykket, og madrasmagerne har taget skridt i den rigtige retning.

Der er derfor lagt op til et brag af en kamp, hvor det er svært at pege på en forhåndsfavorit. Det mest spændende aspekt frem mod kampen er, at Real Madrids defensiv har set haltende ud, mens Atlético omvendt har fået gang i offensiven.

Real Madrid blev kørt over af Sevilla, blandt andet på grund af en dårlig Marcelo-præstation, men også Sergio Ramos så skidt ud. Marcelo er ude af derbyet på grund af den skade, han pådrog sig i netop Sevilla, og med Dani Carvajal tilbage i træning, ser det lidt mere fornuftigt ud. Lopetegui kan så sætte Nacho ind på venstre back, og om det så bliver Odriozola eller Carvajal må tiden vise, men cheftræneren er formentlig ikke alt for ked af at skulle give Marcelo en pause og sikre lidt mere stabilitet netop i denne kamp.

Den får de brug for, for Atlético ser ud til at have fundet melodien i offensiven. Thomas Lemar og Ángel Correa har med gode præstationer givet holdet mere af det bid, de så ofte har manglet for at bryde modstanderne ned. Når der kommer trusler fra anden linje, bliver også Diego Costa og Antoine Griezmann langt farligere. I den modsatte lejr er farligheden også ved at blive et tema, bare med negativt fortegn. Efter Benzema og Bales flotte sæsonstarter ser optimismen ud til at have fortaget sig en anelse på den front. Isco er stadig ude, og så er det op til Asensio og måske Mariano at skabe målene for Real Madrid. Førstnævnte har evner og form, men sidstnævnte er stadig et stort spørgsmål. Har han kvaliteterne til at spille en rolle for Real Madrid?

Det har Thibault Courtois, og den belgiske målmand træder lørdag i fodsporene på spillere som Bernd Schuster, Hugo Sánchez og José Antonio Reyes, der har optrådt for begge mandskaber i deres seniorkarrierer. Dermed er der også tale om en duel mellem to af verdens absolut bedste målmænd med belgieren i den ene ende og Jan Oblak i den anden.

Østkyst baskers
Omkring fire timer inden Madrid-derbyet er det FC Barcelona, der er under lup. Det er de på hjemmebane, og det er de imod Athletic Club, som tidligere tog point fra Real Madrid på hjemmebane. Normalt har baskerne det svært på Camp Nou, men lige nu ser FC Barcelona ud til at være til at ryste, og selvom Athletic tabte 0-3 hjemme til Villarreal (et uforholdsmæssigt resultat taget kampforløbet i betragtning), har de noget at byde på. De kan måske med deres insisterende pres sætte gang i den usikkerhed, der hele tiden synes at hvile under overfladen i FC Barcelona-defensiven, og så kan det blive ganske interessant at se FC Barcelonas reaktion. Men mon ikke Valverde i hvert fald dropper alle tanker om rotationsprincip og nøjeregnende hvilepauser for en stund?

Østkystens andet storhold Valencia står også over for den baskiske udfordring, når de rejser til San Sebastián for at sætte Real Sociedad i stævne. Valencia er ganske bemærkelsesværdigt det eneste hold i denne La Liga-sæson, der ikke har formået at vinde endnu. Til gengæld har de kun tabt en enkelt gang, og det er ganske sigende for deres udfordringer.

Marcelinos 4-4-2 ser ofte ud til at dræbe kreativiteten, og mens det ser ganske solidt ud i det overordnede billede, er Valencia-holdet simpelthen for nemme at forsvare sig imod. Luk godt af fra siderne, og undlad at skabe plads mellem kæderne, som Rodrigo kan falde ned og udnytte. Så er den hjemme, og så er det virkelig svært for Valencia at skabe chancer. Den opgave kunne man godt have Real Sociedad mistænkt for at være voksen, og så skal man altså ikke forvente en målfest i San Sebastián. Medmindre Marcelino nu er så desperat efter en sejr, at han kalder alle mand frem. Det ville dog ikke ligne ham.

Europa-kandidaturer
Et sted imellem Valencia og toppen ligger en række hold, som har gjort det spændende, og ser ud til at kunne manifestere deres kandidaturer til at kæmpe med om Europa-pladserne med sejre i den kommende runde.

Espanyol har vundet tre af tre på den mennesketomme hjemmebane, men ude har catalanerne endnu ikke prøvet at vinde. Det får de en gylden mulighed for på Estadio de Vallecas, hvor Rayo Vallecano senest så sig gennemtævet af Deportivo Alavés. Rayo fik dog oprejsning med et flot 2-2-resultat på Anoeta i midtugen, men skal Espanyol få hul på udebanebylden og dermed gøre sig til i toppen af tabellen, så får de alligevel næsten ikke bedre vilkår end det.

Også Real Betis kan tage et afgørende skridt op i toppen med en sejr hjemme over Leganés, som kommer med mirakelsejren over Barça i benene. Om det giver dem generel medvind, eller om det var en enlig svale, vil vise sig, men får Betis-angriberne gang i målscoringen bør de kunne vinde kampen. Loren Morón fik hul på bylden i torsdagens 1-0-sejr ude over Girona, og det var vigtigt for Quique Setién, der alt for tit har set flot spil munde ud i ingenting i modstanderens felt og foran målet.

Sidst men ikke mindst kan Villarreal i kampen mellem de lange V’er med en hjemmesejr over Real Valladolid skabe grobund for optimisme i keramikbyen. Den var ellers langt væk i sæsonens indledning, hvor intet så ud til at virke for Villarreal. Nu virker det på forunderlig vis lige pludselig som en gave at have fået Ramón Funes Mori op på midtbanen, og en 3-0-sejr ude over Athletic Club bør kunne give vinger til at besejre Real Valladolid, der dog også selv er kommet i gang med sæsonen efter at have hentet den første sejr hjemme over Levante torsdag aften.

Seerforslag
Denne weekend står i konservatismens navn, og derfor foreslår jeg at se to af de største klassikere i spansk fodbold, som skaber grobund for en solid fodboldlørdag i stuerne:

FC Barcelona – Athletic Club, lørdag kl. 16.15
En klassiker mellem de både på symbolsk og sportslig vis førende repræsentanter for henholdsvis Catalonien og Baskerlandet, de to regioner i Spanien med størst trang til selvstændighedssnak og regionalnational identifikation. På Camp har Athletic haft mere end svært ved at finde sin identitet, for ikke siden 2001 har baserne trukket sig sejrsrigt ud af et opgør på det store stadion. Lørdag møder de dog et rystet FC Barcelona-hold, og mon ikke Eduardo Berizzo vil forsøge at gå aggressivt til værks og se, om han kan skabe usikkerhed – både på banen og på tribunerne, hvor kritikerne sidder klar til at spide hjemmeholdet.

Oddsforslag
FC Barcelona plejer at være god for kraftige modreaktioner, når de har ramt et par dårlige resultater. Med det forbehold at man måske allerede skulle have forventet den i midtugen efter sidste uges pointtab hjemme mod Girona, så kan man godt tillade sig at forvente et FC Barcelona-hold, der kommer med alt. Med det og Athletics dårlige historik på banen in mente, foreslår jeg en Barça-sejr med handicap 0-1.

Real Madrid – Atlético Madrid, lørdag kl. 20.45
Real Madrid og Atlético kommer med forskellige formkurver i Atléticos favør. Samtidig har holdene stadig et sprælsk opgør i den Europæiske Super Cup i baghovedet, og her trak Atlético sig sejrsrigt ud, efter også at have vist sig som det stærkeste hold. Derfor er der lagt i kakkelovnen til et forrygende opgør, som tillige er fuldstændig åbent. God fornøjelse!

Oddsforslag
El derbi madrileño er altid god for masser af dueller, højt tempo og en tilspidset stemning. Det er også god for en duel mellem Sergio Ramos, og mit simple forslag er at spille på rødt kort i kampen.

Kommende kampe

13/09/2020
Barcelona 01:00 Elche
Real Madrid 01:00 Getafe
20/09/2020
Levante 01:00 Atlético de Madrid
Sevilla 01:00 Elche
30/10/2020
Eibar 22:00 Cádiz
31/10/2020
Real Madrid 15:00 Huesca
Athletic Bilbao 17:00 Sevilla
Osasuna 19:30 Atlético de Madrid
Deportivo Alavés 22:00 Barcelona
01/11/2020
Real Betis 15:00 Elche
Celta Vigo 17:00 Real Sociedad
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *