Danskerbrillen: Stærke Kjær, men ellers hård start for La Liga-danskerne

Det går op og ned for danskerne i La Liga. Simon Kjær har bidt sig fast i Sevillas Once de Gala, men Daniel Wass og Pione Sisto kæmper i deres klubber. Få overblikket over danskernes start på den nye La Liga-sæson.

© Дмитрий Садовников

La Liga-sæsonen 2018/2019 har afsluttet sin 10. spillerunde, og i den forbindelse kigger Hay Liga nærmere på, hvordan det går de fem danskere i den bedste spanske række. Det har nemlig været en blandet fornøjelse.

Simon Kjær, Sevilla

Den dansker med størst succes i La Liga efter 10 runder er uden tvivl Simon Kjær, der har sat sig solidt på en af pladserne i Sevillas tremandsforsvar. Den stærke stopper har startet i alle sæsonens første 10 kampe for andaluserne, der har budt på seks sejre, heriblandt 3-0-sejren hjemme mod Real Madrid, en uafgjort og tre nederlag.  

Det er dog en ikke solid mur, som Kjær og kompagni har fået sat op. Det er kun lykkedes dem at holde nullet to gange i sæsonen. Tværtimod indkasserer Sevilla en del mål. Hele 13 mål i de første 10 kampe. Heldigvis har den andalusiske klub en yderst potent offensiv, så de indtager en fornem tredjeplads i rækken.

Desværre for Simon Kjær er seneste nyt fra Sydspanien, at den danske landsholdsanfører ikke kommer i aktion i de næste par runder. Kjær måtte lade sig udskifte med en muskelskade i weekendens sejr mod Huesca. En skader der tvinger danskeren på tribunen i den kommende tid.

Daniel Wass, Valencia

Det er interessant, hvordan Daniel Wass selv betragter sin start i Valencia. Det begyndte godt med 90 minutter og et oplæg i 1-1-resultatet mod Atlético Madrid. Herefter satte Wass sig på midtbanen og startede de efterfølgende tre opgør, dog opgør hvor Valencia i alle tre måtte gå sejrsløse fra banen.

Efterfølgende er der blevet mere sporadisk med spilletiden. Mod Villarreal i september var Wass udeladt fra kamptruppen, men kom herefter tilbage og spillede 90 minutter mod sin tidligere klub Celta. Derefter blev danskeren dog bænket og fik ikke spilletid i kampene mod Real Sociedad og Barcelona. Han var tilbage i startopstillingen mod Leganés, men i den seneste kamp mod Athletic var han igen bænket og fik blot de sidste 20 minutter i et nyt uafgjort resultat.

Generelt har Valencia haft en svær start på sæsonen, hvor det helt store problem har været at score, hvilket har betydet, at de kun har vundet én kamp ud af ti. Wass har været benyttet på både den venstre midtbane, den højre og centralt. Det vidner måske om en træner, der famler lidt med Wass. Eller også skal Wass betragtes som en fleksibel breddespiller, der netop er hentet ind til at dække mange positioner ved skader og karantæner, som han har gjort med Kondogbia og Guedes. Det kan også være, at vi skal ud i en helt tredje årsag. I hvert fald tænker man, at det kan have været vanskeligt for Wass at finde sig tilrette i systemet med de skiftende positioner.

I alt er det blevet til seks startpladser i syv optrædener og et enkelt oplæg i La Liga, mens det er blevet til en enkel kamp i Champions League, hvor han fik 90 minutter i 0-2-nederlaget hjemme på Mestalla mod Juventus.

Nu venter der dog i de næste tre La Liga-kampe forholdsvise overkommelige modstandere i form af Girona, Getafe og Rayo Vallecano. Lad os håbe, at Wass med sine offensive kvaliteter kan være med til at vende skuden for valencianerne.

Pione Sisto, Celta Vigo

Sæsonen startede egentlig rigtig godt for Pione Sisto i Celta. Foretrukket i startopstillingen af den nye træner Antonio Mohamed, hvilket danskeren kronede med en forrygende præstation mod Levante i anden spillerunde, hvor han både lagde op og scorede i 2-1-sejren. En præstation, der fik Mohamed til at hylde Sisto med ordene: ”Han var god i offensiven og i defensiven. Han har stor andel i sejren”.

Men herefter har Sisto haft det svært i den galiciske havneby. Den danske dribler har mistet sin startplads, hvor den nye Sofiane Boufal senest har sat sig på venstrekanten. Sisto fik chancen mod Sevilla i starten af oktober, men blev pillet ud i pausen. Herefter er det kun blevet til sene indskiftninger, hvor Sisto ikke har formået at sætte sit aftryk.

Samtidig med Sistos nedtur har Celta dog også haft problemer. Seks kampe i streg uden sejr lagde pres på Mohamed, men en solid 4-0-sejr i weekenden mod Eibar sikrede Mohamed lidt ekstra snor. Spørgsmålet er, om Mohamed er god for Sisto, eller om en trænerfyring vil åbne en dør til startopstillingen for den danske landsholdsspiller. Uanset hvad venter der Sisto, Mohamed og Celta et svært program i november, hvor de skal til Benito Villarmarín og Anoeta, mens de tager imod Real Madrid hjemme i Vigo.

Mathias Jensen, Celta Vigo

I Celta finder vi også Mathias Jensen, der kom til klubben i sommer. Danskeren kom skadet til Vigo, hvilket har givet ham en svær start på sin nye tilværelse i Spanien.

Efter at have siddet ude i sæsonens første fire kampe, var Mathias Jensen i truppen mod Real Valladolid og Valencia i slutningen af september, men vi skulle helt hen til 1. oktober, før Mathias Jensen fik debut. 77 minutter mod Getafe, der endte med et skuffende 1-1-resultat. Jensen var placeret på en uvant højre kant, hvilket ikke var en succes. Lokalavisen Faro de Vigo kaldte det en ”diskret debut. Hæmmet af placeringen på kanten”.

Siden da er det ikke blevet til minutter for Mathias Jensen, der igen er blevet ramt af en skade, som har holdt ham ude siden starten af oktober.

Andrew Hjulsager, Celta Vigo

Endnu sværere ser det ud for Andrew Hjulsager, der også tjener til føden i Celta. Den 23-årige offensivspiller var udeladt af kamptruppen i sæsonens første otte spillerunder, men blev i niende spillerunde udtaget til hjemmekampen mod sæsonens store overraskelse Deportivo Alaves. Med tre minutter igen fik Hjulsager sæsondebut, men han formåede ikke andet end at tilrage sig et gult kort i de få minutter, det blev til. Herefter røg Hjulsager ud af kamptruppen igen, og det er svært at se den tidligere Brøndby-spiller have en stor fremtid i klubben.

 

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *