Hay Liga Fan: På udebanetur til San Siro med Real Betis

Paw Værnhøj fortæller her om sin oplevelse som dansk Betis-fan på en udebanetur til Milano og San Siro. En tur der bød på en meriterende sejr og en oplevelse for livet for de 7000 medrejsende spaniere. Og altså en enkelt dansker.

© Paw Værnhøj

Jeg har fået mulighed for her på Hay Liga at skrive en lille beretning om min første udebanetur udenfor det spanske land med min elskede klub Real Betis.

Det blev mit livs oplevelse.

Jeg var så heldig at få billet til AC Milan imod Real Betis på San Siro igennem mit sæsonkort til Real Betis. Kun sæsonkortholdere eller medlemmer i Real Betis kunne få billet. Det var en drengedrøm, der blev til virkelighed, at få lov at besøge et så historisk stadion med min elskede klub.

Dagene inden havde jeg læst og fået at vide, at 7000 Betis fans ville tage turen til Milano, og at alle 7000 havde billet til kampen. Det er vanvittige tal for en udebanetur i Europa med et spansk hold!

En grøn-hvid hær

Jeg blev hentet tidligt onsdag morgen af tre amigosog vi kørte til Alicante, hvorfra vi skulle flyve. Hele flyet var klædt i grønt og hvidt. Alle fly fra hele Spanien til Milano i de dage må have været fyldt op til renden med Béticos. Der var fly fra Madrid, Alicante, Málaga, Valencia, Zaragoza, Jérez og Sevilla. En sand invasion af Béticos på vej til Milano.

Og oplevelsen i Milano skuffede bestemt ikke mine ellers store forventninger. 7000 var mødt op på kampdagen i det centrale Milano på den smukke Plaza Duomo, hvor den store smukke Duomo Katedral ligger.Jeg har prøvet lidt af hvert i mit liv som fodboldfan, men jeg tror ikke, at der er noget der slår det syn. Alle sang, snakkede, drak cervezasog nød virkelig det unikke moment, som  var noget helt specielt for alle med tilknytning til Betis.

Et sjældent syn

Helt generelt er der ikke kultur og historie i Spanien, for at tage på udebaneture. Dårlig økonomi og dårlig infrastruktur har været nogle af årsagerne. Og især den sidste holder altså ikke mere.

Men økonomien halter stadig meget efter. Specielt i Andalusien, hvor Betis hører til, er der stadig en arbejdsløshed på 23% generelt og op mod 50% blandt unge under 25. Men kærligheden til fodbolden er altid intakt. En anden grund til, at der ikke er den samme kultur for at rejse med sit hold, er de stigende billetpriser, vi ser rundt omkring i Spanien. Jeg læste forleden at FC Barcelonas fans skulle betale svimlende 120 euro for at se fodbold på Estadio Vallecas. Og så lige netop i Vallecas, som er et af de fattigste barrios i Madrid. Helt forrykt.

Men Real Betis efter min mening de bedste fans i Spanien uden sammenligning. Det vidner 51.000 sæsonkortholdere også om. Det er måske en lidt overset klub udenfor Spaniens grænser, men i Spanien og i Sevilla i særdeleshed er det en kæmpe klub.

Men tilbage til Milano og den fantastiske fodboldrejse.

Den grønne horde af mennesker marcherede og tog via metro imod San Siro for at nyde kampen. Og den blev en ren partidazo, en kæmpe kamp af Betis med flot offensivt spil og en sejr på 2-1 på et traditionsrigt stadion. Men først og fremmest var det en kæmpe kamp af de 7000 Betis-fans, som man også kan se og høre på denne lille video.

Den fantastiske kulisse fremtvang gåsehud igennem stort set samtlige 90 minutter, også selvom der var kun 20.000 tilskuere på San Siro, hvilket var en smule skuffende. Men 7000 af dem var altså Betis-fans!

3 dage senere var jeg i øvrigt i Getafe. Betis spillede skidt og tabte fuldt fortjent 2-0. Men det til trods; beticismoen længe leve, for der var 1500 béticos, der havde taget turen til Getafe! Real Betis fanskare har i den grad skrevet sig ind på det europæiske landkort, og i særdeleshed det spanske, som nogle af de mest trofaste.

Viva el Betis, manque pierda!

Fanbio
Paw Værnhøj er 25 år og kommer oprindeligt fra Sæby tæt på Aalborg. For tiden er han bosat i Málaga, hvor han arbejder i et dansk telemarketingfirma. Derudover har han en kæmpe kærlighed til spansk fodbold, hvor han har kastet sin kærlighed på Real Betis, som han ofte tager turen til Sevilla for at følge.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *