Anmeldelse af Strivesport

Den nye leverandør af La Liga-fodbold har umiddelbart meget at arbejde med, hvis de skal kunne leve op til de rettigheder, de har sikret sit.

Weekendens La Liga-sæsonpremiere bød for os danske og nordiske seere på en omvæltning i vores ”forbrug” af ypperlig fodbold. Som de fleste nok har bemærket, fik den engelskbaserede streamingtjeneste Strivesport mast sig ind på markedet med opkøbet af rettighederne til La Liga og Serie A i Danmark, Sverige og Norge foran de danske konkurrenter.

Det betyder selvsagt, at man er tvunget til købe et abonnement hos tjenesten for at kunne se La Liga (og Serie A, ja, ja).

Derfor har Strivesport også, som jeg ser det, en vis forpligtigelse til at levere et kvalitetsprodukt, men i weekendens store lakmousseprøve kom svaret desværre tilbage fra laboratoriet med negativt resultat. Her følger min kritiske anmeldelse på godt og ondt, plus og minus:

(Plus) Strivesport sender spansk fodbold
Det kan godt risikere at blive harsk omgang, denne anmeldelse, så jeg starter med noget positivt. Strivesport viser spansk fodbold, og spansk fodbold vil vi gerne se.

(Minus) Strivesport sender spansk fodbold
I den første weekend har kvaliteten været så lav, at det tæller som et minus, at netop Strivesport viser spansk fodbold. Den eneste grund til, at jeg startede med et plus, er, at det trods alt var deres første weekend. Men er det virkelig en undskyldning? Når man i dyre domme indkøber rettighederne til Europas bedste liga, og en anden også, så burde man vel forberede sig til tænderne på at have et godt produkt klar – særligt når man så inviterer potentielle kunder indenfor med et gratis prøveabonnement. Det er et fail.

(Minus) Hakker og hopper
Da jeg første gang afprøvede tjenesten til kampen mellem Real Betis og Levante, var jeg åbenbart heldig. Her slap jeg for hakker i forbindelsen, bortse fra i pausen, og det generede jo ikke det store. Men i de resterende kampe, jeg har tunet ind på i løbet af weekenden, har billedet så sandelig været et andet.

Med jævne mellemrum stopper streamet helt, og når det ikke gør det, springer det frem og tilbage i tid. Det gjorde blandt andet, at jeg fik set Valencias bolderobring op til Rodrigos udligning i aftes fem-seks gange, mens jeg måtte vente til en reprise senere i kampen med rent faktisk at se målet. Det blev simpelthen sprunget over. Øv! Jeg har så yderligere kunne læse mig til, at Strivesports billedopløsning i streams kun er halvt så god som den, f.eks. Viaplay kørte med sidste sæson. Dobbelt øv!

(Minus) Rettigheder købt til FC Barcelona og Real Madrid?
Frygt nummer et, der ramte mig, da jeg læste om Strivesports opkøb af rettighederne, var, at der her reelt set var tale om et opkøb af rettighederne til FC Barcelonas og Real Madrids kampe. Umiddelbart tyder det på, at der kan være noget om det. I hvert fald var der til Real Madrids og FC Barcelonas kampe mod henholdsvis Alavés og Getafe sat to kommentatorer på som de eneste. Samtidig fik Valencia og Atlético Madrids strålende opgør kun opmærksomhed fra en ensom kommentator fra en kælder i London. Retfærdigvis afviger Strivesport ikke markant fra de danske tv-kanalers ambitioner og prioriteringer på dette punkt, men jeg har trods alt fornemmelsen af, at de nok ville have sat to kommentatorer på Valencia – Atlético.

(Plus) Highlights og replays
Her gør Strivesport det umiddelbart godt. Inden for en overskuelig tid efter afslutningen af kampene kan man vælge mellem at gense kampene eller se et sammendrag af kampene på omkring to minutter, hvilket er lidt kort, men trods alt giver plads til både mål og større chancer.

(Minus) Boldekko som eneste lydspor
Bedre er det dog ikke. Der er nemlig intet kommentarspor på sammendragene. Ingen guider dig igennem, hvad der foregår, og de har endda valgt at fjerne den originale kommentering fra klippene. Hvad er det for noget? Mere fesent bliver det simpelthen ikke, når man kan høre lyden af læder mod læder i overdreven ekkoklang og tilfældige tilskuere, der råber fornærmelser mod spillerne, mens de tilfældigvis står tæt på en af de vindhætteomsluttede stadionmikrofoner.

At man ikke får en journalistpraktikant, eller whatever, til lige at informere seeren om, hvem der nu lige scorede på oplæg fra hvem, og hvilken tåbe af en forsvarer, det var, der hang i offside-linjen derovre bagerst i billedet, tenderer til sløset dovenskab.

Så let slipper I simpelthen ikke, Strivesport!

(Minus) Bettingside-kommentatorspor
Også på kvaliteten af kommenteringerne halter det gevaldigt. For nogle år siden var der en periode, hvor ingen havde rettighederne til La Liga. Her fandt jeg så ud af, at en af de kendte bettingtjenester rent faktisk viste kampene i miniformat, hvis man havde en konto. Det prøvede jeg, og det var ingen stor oplevelse. Kampe i miniformat er i sig selv rimelig skidt, og oven i købet var det en lidt doven, uengageret kommentering.

Den kommentering genkender jeg pludselig, når jeg har tunet ind på diverse La Liga-kampe, der ikke tilfældigvis var FC Barcelona og Real Madrid, i weekenden. Kommentatorerne gør det nødvendige, de har forberedt nogle statistiske oplysninger om holdene og kampene, men så hører det også op. Alle behøver ikke gå Jonas Schwarz-loco, men de må da gerne lade som om, de ikke bare glæder sig til slutfløjt og en pint på den nærmeste pub. Strivesport-kommentatorerne har ikke formidlet den glæde og spænding, der ellers omgærder kampene i den spanske liga, og det er ærlig talt en skam.

Jeg håber inderligt, at dette blot var startvanskeligheder, og i så fald glæder jeg mig over det, jeg har nemlig på ingen måde noget principielt imod Strivesport over for de danske fodboldstreamingtjenester. Men konklusionen på weekendens strabadser er altså bare, at Strivesport skal lægge sig gevaldigt i selen, hvis de skal leve op til de rettigheder, de har sikret sig.

Man bør simpelthen ikke kunne slippe så let afsted med at være rettighedshaver til så god fodbold!

For nuværende må jeg dog imidlertid stadig anbefale at købe adgang. Der er jo intet alternativ, medmindre man lever i den tro, at man kan undvære La Liga helt og aldeles, men hvis ikke kvaliteten bliver bedre, ser det ikke godt ud for La Liga-entutiaster i Skandinavien.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *