Arthur – den forsinkede arvtager til Xavis tiki-taka-imperium

Arthur blev lige fra ankomsten benævnt ’den nye Xavi’, og måske netop brasilianeren kan trække sværdet ud af stenen og vise, at han er en værdig arvtager af Xavis tiki-taka-imperium og igen gøre spillestilen til FC Barcelonas farligste våben.

© MartinB29

Det viste sig, at jeg langt fra var en ensom, nostalgisk sjæl, da jeg onsdag aften syntes at se noget, noget godt, som jeg havde set før. I en forrygende fodboldkamp mellem Tottenham og FC Barcelona, hvor Lionel Messi som så ofte før løb med overskrifterne, havde Ernesto Valverde vist den unge brasilianske midtbanespiller Arthur tillid fra start. Den tillid levede han op til, og han gjorde det på sådan vis, at det vækkede minder om en af historiens bedste og i hvert fald FC Barcelonas historisk set vigtigste midtbanespiller Xavi Hernández.

Ikke kun fordi han spillede godt, og at han gjorde det på samme plads og med nogle af de samme medspillere, som Xavi i sin tid var med til at gøre gode. Men simpelthen fordi han lignede Xavi. I fremtoning og spillemåde. Beslutningerne, afleveringerne, visionerne.

Brændemærket på forhånd
At Arthur til forveksling kunne ligne Xavi, var måske nok ikke den største overraskelse. Lige siden rygterne om hans ankomst til FC Barcelona begyndte at svirre, lød meldingerne på, at ”en ny Xavi” var på vej. Men som det er med Maradona i Argentina og til dels har været med Xavi, siden han efterlod et kolossalt tomrum på den catalanske midtbane, så er det nærmest en standardmekanisme, at nye indkøb bliver sammenlignet med de tidligere koryfæer.

Man fik dog en fornemmelse af, at der rent faktisk kunne være noget om snakken, da Lionel Messi og ingen ringere end Xavi selv var ude med kommentarer om, at Arthur havde den rette støbning til rent faktisk at løfte den opgave, som Xavi tidligere løftede.

– Alle, der er kommet, er gode, men Arthur overraskede mig. Han er meget pålidelig og sikker. Han minder mig om ham (Xavi, red.). Hans stil minder meget om hans. Han spiller kort, og han mister ikke bolden, sagde Messi i starten af september til Sport.

Og allerede inden Arthur havde været i kamp for FC Barcelona, roste Xavi indkøbet af den brasilianske midtbanespiller:

– Jeg synes, han er en spiller, der passer perfekt til Barça. Han har Barça-DNA med sine tekniske kvaliteter og det nødvendige talent.

Men hvad er det så, der gør, at han minder om Xavi?

Rollen, han indtager på tremandsmidtbanen, er for det første den samme. Det blev tydeligt i onsdagens kamp på Wembley. Sergio Busquets bagerst, Arthur lige foran som Xavi og så Ivan Rakitiç med lidt flere offensive løb som Iniesta. Med Arthurs landsmand Coutinho på Rakitiç’ plads, vil denne fordeling formentlig blive endnu tydeligere, og alt peger på, at det snart vil være en midtbane bestående af netop Busquets, Arthur og Coutinho, der er FC Barcelonas ”gallaopstilling”. Hvornår snart er, er så spørgsmålet, for Ivan Rakitiç er naturligvis stadig en klassespiller, som Arthur ikke bare lige fra det ene sekund til det andet vipper af pinden.

Men med Arthur på midtbanen var der langt mere sammenhæng mellem Busquets og angrebet at spore, end der har været med spillere som Rakitiç og Paulinho i samme rolle. Boldsikkerheden og evnen til at træffe de rigtige, fremsynede beslutninger med bolden er et af de vigtigste redskaber i rollen som bindeled mellem FC Barcelonas tålmodige opspil og det lynhurtige angrebsspil, som er så nødvendigt for dem for at bryde modstandernes forsvar ned. Det kræver en utrolig boldsikkerhed, og den synes Arthur at besidde!

For det er netop ikke kun den praktiske og taktiske rolle, Arthus udfylder, som leder tankerne hen på Xavi. Det er hele hans udtryk. Ellers ville Xavi måske heller ikke pludselig have været trending topic i mit Twitter-feed under en Champions League-kampe mellem Tottenham og FC Barcelona tre år efter ”karrierestoppet” i FC Barcelona. Men det var han altså, da jeg måtte søge bekræftelse i, at det ikke blot var en gammel Xavi-entusiast som mig, der befandt sig midt i et kæmpe nostalgitrip på sådan en aften.

De fodboldæstetiske fællestræk mellem Xavi og Arthur
Under kampen noterede jeg mig særligt fire fodboldæstetiske kendetegn ved Arthurs måde at bevæge sig, agere i forhold til spillet og behandle bolden, som rent stilistisk trak en direkte parallel til Xavis måde at styre FC Barcelonas karakteristiske spil på i løbet af sin karriere.

Den første er visionen i spillet. Xavi er måske den fodboldspiller i verdenshistorien, der lavede flest korte afleveringer i sin karriere. Alligevel var han aldrig en boldflytter i ordets til tider negative forstand. Han var en spilstyrer, og forskellen ligger i, at han sjældent valgte den første og bedste afleveringsmulighed, men blot den bedste. Om det så var i forhold til at holde gang i maskineriet eller sætte et angrebsforsøg i gang, var op til Xavis vurdering, men sikkert var det, at han altid syntes at være et skridt foran alle andre i sin opfattelse af, hvor spillet var – og vigtigst af alt var på vej hen. Disse elementer sås også i Arthurs spil onsdag aften, hvor han med sine beslutninger skabte plads til holdets spil, som så mere flydende ud end længe.

For at kunne fordele spillet så smidigt og effektivt som muligt, havde Xavi, og har Arthur, nogle redskaber i den tekniske værktøjskasse; blandt andre det andet kendetegn i sammenligningen mellem de to, nemlig dobbeltvendingen. Ofte 360 grader rundt om sig selv. Med den lille manøvre sender de for det første modstanderne lige foran dem i den forkerte retning, og for det andet flytter de ofte hele modstanderens system den lille meter, der gør, at modtageren af afleveringen i sidste ende får den nødvendige tid til at tage bolden til sig, og at der skabes ekstra plads til at angribe i målsiden for afleveringen. Det er spilfordelerens svar på skudfinten, og den virker.

Onsdag aften greb Arthur flere gange til knebet med succes og hurtige fødder, og det var i netop disse momenter, at undertegnedes indre Xavi-alarm for alvor bimlede og bamlede og fik pulsen til at stige i en vild og voldsom tiki-taka-rus.

Det tredje kendetegn tjener til dels samme formål. Oftest spiller de bolden hurtigt videre for at holde gang i spillet og skabe rytme, men i visse faser skaber de pladsen på en anden måde, nemlig med den lokkende venten, som også Sergio Busquets har taget til sig lidt længere tilbage på banen. Ved at vente med bolden og trække den nærmeste modstander helt hen til sig, skaber de plads til sidemakkeren, og når de så sørger for, at afleveringen falder på det helt rette tidspunkt, som kun de kender, så er én modstander sat af (Arthur/Xavis ankler ofte et blåt mærke rigere) eller en helt ny åbning i spillet har vist sig. Ofte vil Xavi/Arthur så selv med et ryk få bolden igen og bygge spillet videre ud fra det nyskabte rum. Den lokkende venten kræver både et enormt overblik, god timing og hurtige fødder.

Netop de hurtige fødder er det fjerde kendetegn, der retfærdiggør sammenligningen, og det er samtidig måske netop den evne, der gør deres spillestil mulig. Ikke hurtige fødder i Messi-klassen, der kan sætte seks mand af. Nej, hurtige fødder, der kan tage de små mellemberøringer på bolden, der hele tiden holder modstanderen på behørig og frustrerende afstand af bolden, hvad enten det er fra side til side, små vendinger eller falske bevægelser. De små berøringer, der ville sende Jürgen Klopp op i det røde felt, men som er så afgørende i FC Barcelonas spillestil. De skaber plads for Arthur/Xavi selv, de skaber plads for holdkammeraterne, der får tid til at afsøge og opsøge rummene omkring boldholderen, så boldomgangen kan genfinde sin rytme.

For en brasiliansk opdraget fodboldspiller som Arthur er netop disse mellemberøringer måske nok naturlige, men at drage nytte af dem i en systemisk tankegang som FC Barcelonas falder måske ikke så naturligt. Det så man da også i visse tilfælde i netop kampen mod Tottenham, hvor han ventede en kende for længe. Hvor det måske kom til at handle lidt for meget om at ”drille” modstanderen, hvorfor han ikke fik sluppet bolden i tide.

En æstetisk sammenligning – spørgsmålet er, om Arthur kan nå det samme niveau?
Ikke alle beslutninger sad lige i skabet. Ikke alle vendingerne kom på de rigtige tidspunkter. Nogle gange skulle han have spillet hurtigere frem for at vente, og nogle gange tog han en berøring for meget.

Manden er dog også kun 22 år, og de ovenstående lighedstræk til trods, er der selvfølgelig stadig et stort stykke arbejde for Arthur, inden han på samme måde som Xavi kan styre FC Barcelonas possessionspil kamp efter kamp. Det er netop æstetiske lighedstegn i deres udtryk og opførelse af fodboldspillet, ikke niveaumæssige lighedstegn, jeg sætter i denne analyse. Helt sikker er det dog, at han har redskaberne til at nå dertil, hvor man også kan begynde at sammenligne ham med Xavi på niveauet.

Her skal man også huske, at da Xavi var 22, var han langt fra den spiller, vi endte med at kende ham som. Den udvikling kom hen ad vejen, og med netop den opgave, der skal løses på den catalanske midtbane, er spilletid, erfaring og endeløse repetitioner nøglen til at kunne mestre disciplinen til fulde.

Hvis Ernesto Valverde, og muligvis hans efterfølger, giver Arthur tid og tillid, så har FC Barcelona måske denne sommer foretaget sig et af de bedste indkøb meget længe. Måske siden Ronaldinho.

Indtil videre var det for tilhængere af boldbesiddelse og hurtigt pasningsspil blot en fornøjelse igen at se en artist i denne disciplin, der vækkede minder om den måske vigtigste eksponent inden for genren i nyere fodboldhistorie.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *