En baskisk bomber takker af – farvel og tak til Aritz Aduriz

Du kommer ikke til at se Aritz Aduriz banke Athletic Club i front igen. Onsdag i sidste uge meddelte han nemlig, at han stopper med øjeblikkelig virkning. Paulo Augusto Chichon fortæller historien om en af de utroligste patinaer i fodboldhistorien.

© Juan Carlos Manceras

Aritz Aduriz meddelte onsdag den 20. maj via sine sociale mediekanaler, at han indstiller sin fodboldkarriere med øjeblikkelig virkning. Det gør han, fordi han skal have en hofteoperation, og coronavirussen gør sig dermed medskyldig i, at vi har set Aduriz’ navn blinke på måltavlerne for sidste gang.

Vi kender det 39-årige baskiske fyrtårn for sine mange år i La Liga, hvor særligt de sidste otte sæsoner i Athletic Bilbao har cementeret hans plads blandt de bedste og mest populære spanske angribere i det 21. århundrede. Som en god flaske tinto fra Rioja er han kun blevet bedre med alderen, hvilket de følgende tal vidner om:

Før han fyldte 30: 54 mål i karrieren.

Efter han fyldte 30: 159 mål i karrieren.

De svære 20’ere
Aduriz blev født i Sán Sebastián, hjemby til Athletic Clubs evige baskiske rivaler fra Real Sociedad. Som barn spillede han fodbold dagen lang på byens ikoniske og ekstremt fotogene strand La Concha. Aduriz blev hurtigt tilknyttet ungdomsklubben Antiguoko, hvor han spillede på hold med så prominente baskere som Xabi Alonso og Mikel Arteta.

Men det var to timer mod øst ad den scenerisk snoede AP-8-motorvej, at Aduriz skulle finde fodboldlykken. Efter et par år på reserveholdet fik han, 20 år gammel, sin debut for Athletic Club fra Bilbao i den bedste spanske række en septemberdag i 2002 – mod FC Barcelona. Senere skulle Aduriz udvikle en smag for at gøre sig bemærket mod netop catalanerne.

Det blev dog blot til tre optrædener i 2002/03-sæsonen for Aduriz, som derfor søgte kortere ophold hos både Real Valladolid og Burgos i de efterfølgende sæsoner. I 2006/07 forsøgte Aduriz endelig at bide sig fast hos Athletic Club, men holdets daværende profil Fernando Llorente blev oftere foretrukket i startopstillingen, så Aduriz måtte igen finde grønnere græs – væk fra det ellers så frodige Baskerland.

Hans næste destination kan ikke findes mere diametralt modsat i det spanske kongerige, for Aduriz skrev under med RCD Mallorca. I to mindeværdige sæsoner tørnede han ud for øboerne, og på smuk vis sikrede hans mange scoringer de rødblusede en 5.-plads i Aduriz’ anden og sidste sæson, og han efterlod dermed mallorcinerne som et europæisk hold forud for 2010/11-sæsonen. Men Aduriz havde fået smag for succesen og tilværelsen o toppen af La Liga, så da et traditionshold som Valencia bankede på den daværende 29-åriges hoveddør, blev svaret et rungende ”¡sí!”.

Hos Los Che sad et velkendt baskisk navn på trænerbænken i Unai Emery, som desværre for Aduriz ofte satte sine hold op med blot én angriber, og han hed mestendels Roberto Soldado – igen stod en af datidens store spanske angrebsprofiler altså i vejen for det store gennembrud. Men Aduriz fik da prøvet kræfter med et storhold, fik enkelte Champions League-kampe og oven i købet også debut for det spanske landshold. Noget manglede dog: spilletid. Efter to sæsoner i appelsinbyen vurderede Aduriz, at situationen ikke var holdbar; en spiller i starten af 30’erne, endegyldigt bag Soldado i køen. Måske var Aduriz ikke landet på den rette hylde? Et sted mellem lille Mallorca og mægtige Valencia, måske?

Bielsas Bilbao
Imens havde den karismatiske og retfærdighedsdømmende argentiner Marcelo Bielsa indfundet sig i trænersædet ”hjemme” i Bilbao. I forberedelserne til 12/13-sæsonen under sine velkendte intense træningspas og efter analysen af spillermaterialet, konkluderede han en mangel; Bielsa manglede et baskisk fyrtårn, en målscorer, som ikke er for akademisk anlagt, en vaskeægte hovedpine for modstanderens forsvar. Marcelo Bielsa manglede Aritz Aduriz.

Da behovet for luftforandringer var gensidigt, blev kontrakten underskrevet, og Aduriz vendte tilbage til Athletic Club – netmaskerne blafrede, og vores hovedperson virkede endelig til at have fundet momentum. Oprindeligt var han udset som førsteudfordrer til stadig relevante Fernando Llorente, men da sidstnævnte kort inde i sæsonen nægtede at skrive under på en kontraktforlængelse, blev han forvist til bænken, mens Aduriz pludselig var holdets spydspids. Han sluttede første sæson hos Athletic med 14 ligascoringer – dengang en personlig rekord. Llorente skiftede efterfølgende til italienske Juventus, og Aduriz lignede en mand, som i sin karrieres efterår havde fundet sig til rette.

Yndlingsoffer af fineste karat
FC Barcelona har af uransagelige årsager ofte fundet sig selv som modstander, når Aritz Aduriz har skulle fejre milepæle i sin flotte karriere. Først var der debuten i 2002, dernæst hans 100. ligascoring i Spanien, som faldt i en kamp mod catalanerne i februar 2015.

Men klarest i erindringen kommer hattricket i Supercopa de España i august 2015 formentlig til at stå tilbage hos fansene, når snakken i fremtiden falder på Aduriz. Den daværende Athletic-træner Ernesto Valverde kunne juble på sidelinjen, da de tre scoringer af Aduriz sikrede et formidabelt forspring forud for returopgøret. Her nettede han endda igen med sin udligning til 1-1, og dermed fik trofæet baskisk adresse, ligesom Aduriz kunne fejre karrierens første sølvtøj. Det var også Athletic Clubs første og hidtil eneste trofæ siden de gyldne 80’ere, noget Aduriz og Athletic skulle have ændret på i pokalfinalen mod Real Sociedad i år – men sådan skulle det ikke blive, i hvert fald ikke for Aduriz.

Få måneder efter triumfen blev klubben og Aduriz enige om, at 36 år ikke var nogen sag, og man forlængede kontrakten, og han fortsatte med at score mål.

Fra og med 2018/19-sæsonen begyndte der imidlertid at tegne sig en afslutning på de eventyrlige 30’ere, da sæsonen blev ødelagt af skader, hvilket bringer os til indeværende sæson. Første opgør af 2019/20-sæsonen stod mellem Athletic Club og FC Barcelona. De efterhånden vante La Liga-mestre fra Catalonien skulle starte titelforsvaret i Baskerlandet, og kampen var igualado og disputado – en tæt affære mellem jævnbyrdige. Lige indtil Aduriz – netop tilbagevendt fra en skadesplaget sæson – svingede sin 38-årige krop rundt som en teenage-springgymnast. Stadionuret viste 89 minutter, saksesparket var elegant, skuddet velplaceret uden chance for en af verdens bedste målmænd Marc-André ter Stegen, og de tre point blev i Baskerlandet hos Los Leones.

Publikum jublede da han blev skiftet ind få minutter forinden, men de brølede som ægte løver, da saksesparket fik netmaskerne til at blafre på San Mamés. Havde vi virkelig været vidne til sæsonens smukkeste scoring i sæsonens første kamp, i første spillerunde? Svaret er formentlig ja. Og et mål som vil stå tilbage som et af mange højdepunkter fra den sidste halvdel af Aduriz’ karriere.

Populær rollemodel
Scoringen har ingen rationel forklaring. Og Aduriz’ tårnhøje niveau i karrierens efterår er også svært at forklare og forstå. Efter mange år som andenviolin har han måske lært noget. For da han trådte på banen mod FC Barcelona den 16. august 2019, tog Iñaki Williams plads på bænken. En yngre model, hurtigere og mere spændende. Han har i stigende grad forvist Aduriz til bænken de senere år, selvom den aldrende angriber virker til fortsat at være publikumsfavorit i det nordlige Spanien. Men deres relation kunne ikke være bedre. Da saksesparket blev sat ind, og måltavlen viste 1-0 til baskerne tilbage i august, klappede og jublede Williams, ligesom han efter kampen tweetede ”con mi padre (med min far)”. I går, efter meddelelsen om Aduriz karrierestop, tweetede Iñaki igen: ”mi padre, vuestro padre (min far, jeres far)”. Og modstanderens træner, den allerede da pressede Ernesto Valverde, kunne heller ikke andet end klappe i sine hænder den augustdag på San Mamés. På det efterfølgende pressemøde sagde han: ”Da jeg så Aduriz positionere sig … det er en sekvens, han kender perfekt. Hans skud overraskede mig slet ikke.”

Aduriz’ karrierestop minder os om alle de fantastiske historier der findes lidt uden for de normale tophold i Spanien. Og dem skal vi huske at fortælle, og vi skal nyde dem. Han minder os også om, at vi bør nyde alle de fantastiske spanske spillere, som pludselig har fået en fornyet ungdom. Jésus Navas i Sevilla, Joaquín i Real Betis, Santi Cazorla i Villarreal – og Aritz Aduriz i Athletic Club. For en dag stopper legen, og det blev nu for Aduriz.

Værst af alt får han ikke opfyldt sit sidste ønske – at spille Copa del Rey-finalen mod regionsrivalerne Real Sociedad. Det skyldes coronakrisen, som har frarøvet os et sidste farvel til Aduriz og måske også muligheden for at se en hjørnesten i spansk fodbold, Baskerlandet, have begge sine tophold i en finale med massevis af stolte, larmende baskiske fans. Det giver ikke mening, lidt ligesom Aduriz formkurve efter han blev 30. Men Aritz Aduriz’ sidste punktum er nu sat. Det blev i realiteten sat i sæsonens første kamp, med det første mål i La Liga 2019/20, det måske smukkeste, på Aduriz’ første berøring i kampen. Baskerens sidste karrieremål faldt mod FC Barcelona, som han 17 år forinden havde debuteret imod. Og hvilket et af slagsen.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *