Fra himmel til helvede i La Liga – Sæsonoptakt 2019/20 (2/3)

I den anden del af Hay Ligas sæsonoptakt er fokus rettet mod det brede midterfelt, der både kan blande sig i toppen, men som også kan byde på grumme overraskelser i bunden, som vi nær så det sidste år.

I en lang periode sidste år så La Liga nærmest disrupted ud. Mens Deportivo Alavés og Getafe gjorde sig til i Champions League-feltet på bekostning af Real Madrid og Valencia – sidstnævnte helt frem til det allersidste – lå i særdeleshed Celta Vigo og Villarreal, men også de baskiske storklubber Athletic Club og Real Sociedad, længe og rodede rundt i den helt forkerte ende af tabellen.

Ja, det var vel kun Espanyol, der havde en ægte midtersæson. Lidt begejstring i starten af sæsonen blev afløst af lidt middelmådighed, og til allersidst havde de i al ubemærkethed spillet sig så langt frem i tabellen, at de i en vanvidsafslutning på Europa League-dysten sendte Athletic Club ud i mørket.

Det er dette eklektiske felt af ”midterhold”, jeg tager fat på i denne anden del af La Liga-optakten. Ingen kan som disse hold svinge fra himmel til helvede fra sæson til sæson, eller for den sags skyld midt i sæsonerne, som Real Betis’ sammensmeltning senest.

Her er mit bud på slutstillingen i midten og subtoppen af tabellen, hvem der kommer til at tage plads i midterfeltet og kan drømme om at kæmpe med om de europæiske pladser næste sæson. Jeg har i øvrigt lavet opdelingen, som jeg har, da jeg betragter Sevilla og Valencia som værende et skridt foran de øvrigt konkurrenter. De har i modsætning til disse hold mulighed for med en god sæson at blande sig endnu længere fremme, men det betyder på ingen måde, at de har distanceret sig altafgørende fra forfølgerfeltet.

Hay Ligas bud på midterfeltet
6. Real Sociedad
7. Real Betis
8. Athletic Club
9. Celta Vigo
10. Espanyol
11. Villarreal
12. Getafe
13. Levante

Lad mig starte fra bunden, hvor jeg har to hold fra Comunitat Valenciana, hvoraf den ene kan glæde sig over sommerens udvikling, mens den anden synes fastlåst i en dårlig spiral af manglende forstærkninger og præmature salg af profiler. Levante og Villarreal.

Lad mig starte med sidstnævnte. Hvordan pokker kunne det nær gå så galt for ’Den gule ubåd’ igen?

En af de nærliggende forklaringer var salget af det offensive omdrejningspunkt Samu Castillejo sidste sommer. Han blev sendt til AC Milan, ganske kort inden transfervinduet lukkede. Så kort, at man ikke nåede at hente en erstatning. Erstatningen kom så i en vis udstrækning indefra i form af Samu Chukwueze, et af de mest lovende talenter i spansk fodbold lige nu. Men den unge mand kunne naturligvis ikke præstere stabilt over hele sæsonen, og derfor kom Villarreals skiftende – og tilbagevendende – trænere i en kaotisk sæson også til at mangle offensivt skyts, særligt fra kanterne.

Nu gentager man så tilsyneladende succesen. Pablo Fornals er solgt til West Ham, og ingen erstatning er hentet ind endnu. Medmindre Moi Gómez er svaret, og er han det, skal Villarreal-fansene til at forberede sig på endnu en sæson i La Liga-dybet. Samtidig ramte en vigtig spiller som Manu Trigueros slet ikke niveauet, og vender han tilbage til sit gode spillehumør, vil det være en tiltrængt forstærkning for Villarreal. Det samme ville være Bruno Soriano være, men jeg tør ikke gisne om, hvorvidt veteranen nogensinde finder tilbage til grønsværen.

Nede bagi har man så i det mindste forsøgt at polstre sig en smule med indkøb af velkendte navne som Alberto Moreno og Raúl Albiol. Førstnævnte skal erstatte Jaume Costa, som ryger til Valencia, mens Raúl Albiol muligvis kan bidrage med noget af den stabilitet, som forsvaret i den grad savnede i sidste sæson.

Som tingene står lige nu, synes jeg dog ikke, man skal betragte Villarreal som førende kandidat til at blande sig i kampen om Europa-pladserne. De skal forsøge at finde ind til sig selv igen, måske lande en pæn midterplacering, mens Samu og måske en enkelt mere af de yngre kræfter fra eget akademi kan spilles endegyldigt ind på holdet. Der gemmer sig dog immervæk stadig en masse kvalitet i holdet, så hvis det hele lige pludselig spiller, skal intet udelukkes. Men er Javier Calleja manden, der kan bringe Villarreal tilbage til toppen? Jeg tvivler ærlig talt.

Mens Villarreals transferstrategi synes at være øst så meget som vest, så ser det ud til, at Levante har fundet ind i en fin rytme for en klub af deres størrelse. Sidste år var Levante på sine gode dage en sand fornøjelse at følge, og særligt når kontramaskinen for alvor dampede, som tilfældet for eksempel var på Benito Villamarín og Santiago Bernabéu, så de nærmest ustoppelige ud. Manglen på stabilitet, særligt bagtil, gjorde dog, at de ikke helt kunne se sig fri fra nedrykningstruslen. Det tror jeg, de kommer til denne sæson.

Både Borja Mayoral og Rubén Vezo fra henholdsvis Real Madrid og Valencia fortsætter efter gode lejeophold. Men vigtigst af alt har man, udover afgangene fra Jason og Chema, undgået at måtte afgive alt for mange af sine nøglespillere. José Campaña ser for eksempel ud til at blive, og samtidig har Levante hentet et par dygtige spillere fra Huesca i Gonzalo Melero og Jorge Miramón, som begge viste at have niveau til La Liga til trods for Huescas generelle vanskeligheder.

Derfor har Levante for en gangs skyld gang i et kontinuerligt forløb, hvor de samme spillere skal bære næste sæson. For eksempel vil jeg igen anbefale at følge José Luis Morales. Nogle dage er det det hele værd at tænde for streamingtjenesten bare for at følge hans pågående udfordringer og effektive kontrastød. Fornuftige spillere er også kommet til på frie transfers, og hvis et par stykker af dem kommer ind og bidrager positivt, særligt bagtil, kan Levante måske endda blive sæsonens højdespringer. Uden at der går Getafe og Champions League i den, vel at mærke.

Og når nu vi er ved Getafe
Getafe var sidste sæsons absolutte højdespringer. Og havde Valencia ikke besluttet at leve op til både egne og omverdenens forventninger gennem et forrygende forår, ja, så havde vi skullet snakke om, hvordan Getafe skulle klare sig i Champions League. Nu må de ”nøjes” Europa League. Det skal den lille Madrid-klub nok også få sit besvær med. Ikke fordi de ikke er gode nok til at spille med i Europa League, nej, spørgsmålet er mere, om de har bredden til at gøre sig til på alle fronter i en sæson med tre turneringer.

Det ser heldigvis for dem ud til, at de formår at holde pænt sammen på truppen. Den trup, der igennem en hel sæson agerede som en samlet organisme, som var de en del af den samme krop – med José Bordalás som hjernen i foretagendet. Getafe er om nogen klubben, der skal ud at gøre præcis det samme som sidste år. Og så er det vel egentlig ganske fornuftigt at bruge sommeren på at holde sammen på truppen.

De har for eksempel sikret sig en mand som Maksimovic på permanent basis. Han tog efter et svært Valencia-ophold et skridt op som en god La Liga-spiller. Også Allan Nyom, som pludselig så helt god ud under sit lejeophold, har man hentet fra West Bromwich.

Getafe har også, noget man snart kan forvente som et fast sommerindslag, udvidet den gamle garde af angribere ved at tilføre Segunda-målscoreren Enric Gallego til flokken bestående af Molina, Ángel og Mata. Så her mangler bredden i hvert fald ikke noget. Lidt længere tilbage har man så tilføjet Marc Cucurella på en lejeaftale fra FC Barcelona efter et succesfuldt ophold, som gjorde ham noget nær aktuel som backup for Alba i Barça. Getafe får i gam en yderst spændende spiller.

Det altovervejende argument for, at Getafe kan nærme sig en gentagelse af sidste sæsons bedrifter, er dog, at de har bevaret holdet. Men her skal man huske, at de sidste sæson leverede, som de gjorde, til trods for truppens kvalitet. Ikke på grund af den. Og de kan heller ikke tillade sig at forvente, at så mange af de større klubber får så lavt pointsnit, som tilfældet var i sidste sæson. Det kombineret med et Europa-eventyr gør, at man ikke skal forvente mere af Getafe, end at de ligger sig solidt i midten af tabellen. Det har dog heller aldrig været for lidt for dem!

Garitano, Garitano og galiciske hjemkomster
Nogle, der gerne sigter lidt højere, er de baskiske fodboldflagskibe Real Sociedad og Athletic Club. Begge kom de skævt i gang med sidste sæson, men begge fik de rettet op på skaden til sidst. Og begge var de i løbet af sidste sæson ledet af en Garitano.

I Athletic tog Gaizka Garitano over midt i sidste sæson, da Eduardo Berizzos projekt blev dømt endeligt ude af den sportslige ledelse. Garitano kom fra et job på Athletics B-hold, noget der blev modtaget med en vis skepsis rundt omkring.

Men den gjorde Garitano lynhurtigt til skamme. Manden, som i sin tid stod bag Eibars utrolige oprykning og siden redning i La Liga, men som siden ikke fik det til at fungere i hverken Real Valladolid eller Deportivo, fik lynhurtigt vendt tingene på hovedet i Athletic. Fra et sært og atypisk apatisk udtryk til sidst under Berizzo, lignede Athletic pludselig sig selv. Intensiteten var tilbage i holdet, og med en fasttømret stamme af de spillere, man som udenforstående også ville mene, var de bedste spillere, fik han i bedste FM-stil sat skik på et hold, der lidt havde mistet sin retning.

Og vigtigst af alt: Iñaki Williams begyndte at træde i karakter. Fra et tragikomisk forløb med flere år uden scoringer foran eget publikum, begyndte den sorte panter med et rødhvidt løvehjerte, som han selv siger det, at træde i karakter. Ikke kun som den gode spiller, han længe har være, men også som den målscorer, Athletic snart kommer til at savne. Aritz Aduriz, skadet igennem det meste af sæsonen 18/19, spiller nu sin sidste sæson. Og det er op til netop Williams at erstatte de mål, veteranen tager med sig på pension. Og han har da også vist, at han er indstillet på at løfte det ansvar. Med en fuldstændig uhørt lang kontraktforlængelse helt frem til 2028 er beskeden klar: Williams er den nye galeonsfigur i den Athletic-trup, som er så sårbare over for afgange. Og det kan man godt glæde sig til at følge.

I det hele taget vil jeg anbefale at rette fodboldbrillerne mod Baskerlandet den kommende sæson. For også i Real Sociedad sker der spændende ting, særligt fra et nordisk perspektiv. Nok fik Real Sociedad ikke hentet Andreas Skov Olsen, selvom de længe lå lunt i svinget. Men til gengæld fik de skrevet under med både norske Martin Ødegaard og svenske Alexander Isak. Førstnævnte har efter et broget forløb i Real Madrid fået tiltrængt luft i den hollandske liga, hvor han begejstrede. Nu får han et år til at bevise sig i Real Sociedad, inden turen måske, måske ikke, går til hovedstaden igen. Isak er derimod skiftet permanent til en tilværelse på det nyrenoverede Anoeta, efter Dortmund tilsyneladende mistede tålmodigheden med den ellers så hypede svensker. Også han gjorde ellers, hvad han skulle i Æresdivisionen, med utrolige 13 mål og 7 oplæg i 16 optrædener for Willem II.

Nu skal han kæmpe med Willian José om spilletiden, og det bliver ikke nemt. Men mon ikke den 19-årige svensker nok skal få sine kampe. Det samme gælder for Ødegaard, selvom der er masser af konkurrence om pladserne. Særligt efter tilgangen af Portu, den lille Girona-ekvilibrist, samt det vigtigste, set med Real Sociedad-brillerne: at de tilsyneladende holder på Mikel Oyarzabal.

Allerede i sidste sæson, efter Imanol Alguacil overtog efter Asier Garitano, der ikke kunne overføre sine koncepter fra Leganés til et hold med langt mere kvalitet, begyndte Real Sociedad at se spændende ud. Flere yngre navne fra egne rækker som Aritz Elustondo og Igor Zubeldia begyndte at vise rigtig flotte takter, og med de spændende tilføjelser til en i forvejen slagkraftig trup, ser Real Sociedad overordentligt interessante ud den kommende sæson – de må bejle til en Europa League-plads!

Europa League må også være det ultimative mål for Celta, som, i komplet modsætning til Real Sociedad, har lavet en mindre nordisk udrensning. Sidste sommer røg Wass og Guidetti, og denne sæson kom turen så til Emre Mor, Andrew Hjulsager og Mathias Jensen, som trods vidt forskellige forløb havde det tilfælles, at de ikke havde niveauet til at begå sig i La Liga for nuværende. Ærgerligst var det med Mathias Jensen, som i en af sine få kampe viste, at han måske ikke var så langt fra. Men det lange skadesforløb i en ny klub så også ud til at tære på den unge midtbanemand, så derfor var det måske for det bedste, at han skiftede til hjemlige rammer i Brentford for en stund.

Tilbage er Pione Sisto. Stadig. Meget pegede i retning af, at den danske driblekonge også skulle finde sig en ny arbejdsgiver denne sommer. Men indtil videre er han blevet, og senest går historien på, at han har afvist et bud fra Aston Villa og Premier League. Det virker da heller ikke til, at Celta nødvendigvis har mistet al tiltro til Sisto. Han har da også bidraget med spilletid og et enkelt mål i opstarten. Kan han lave et mindre karriere-turnaround, er der en plads til ham – de kan trods alt huske, hvor højt niveau han havde, da han ramte sin topform og var ved at gøre sig selv til en vaskeægte La Liga-profil.

Sisto kommer uden tvivl til at kæmpe for spilletiden, hvis han bliver (som undertegnede, hvis ikke det var tydeligt, håber på). Celta har hentet et par spændende forstærkninger til offensiven. I begge tilfælde er der tale om lokale drenge, der kommer hjem. Efter manglende gennembrud i FC Barcelona skifter Denis Suárez tilbage til den klub, han som teenager forlod for at prøve lykken i Manchester City. Samtidig har man byttet sit bedste Pichichi-bud Maxi Gómez ud med Santi Mina, som kommer hjem fra Valencia. Oven i købet skulle man arbejde hårdt på at få Nolito tilbage fra Sevilla. Læg dertil Braia Méndez, de galiciske nationalister må knibe sig selv i armen over al de lokale kvalitetsråvarer i himmelblå dragter!

Med de forstærkninger ser Celtas offensiv helt igennem fantastisk ud. Også selvom ingen af de tilkomne kan garantere for samme målsnit som Maxi Gómez, for det kan en skadesfri Iago Aspas så rigeligt.

Det store spørgsmål for Fran Escribá befinder sig i den anden ende af banen. For hvordan får han sat et slagkraftigt forsvar sammen? Senest lukkede kun Levante (66) flere mål ind end Celta (62) – og overlevede. Celta lukkede endda hele ti mål flere ind end Real Betis (52), det tredjedårligste forsvar af de overlevende La Liga-klubber. Ind er kommet den 23-årige ghaneser Joseph Saidoo fra Genk. Ham har Celta punget 8 millioner euro ud for, og man må derfor formode, at de i høj grad sætter sin lid til, at han kan bidrage med kvalitet. Og stabilitet frem for alt!

Det eneste positive ved den defensive problematik er, at netop defensiv organisation må betragtes som Fran Escribás absolutte specialitet. Så måske er det ikke det værste scenarie for netop ham at være i besiddelse af så meget offensiv kvalitet, at han nærmest bare kan slippe det løs og så fokusere sit arbejde på at få holdet til at forsvare. Lykkes det, kan Celta godt blive en faktor. Sikkert er det i hvert fald, at de ikke kommer i nedrykningsfare igen.

Rubi ud, Rubi ind
Jeg slutter denne gennemgang af La Liga-midterfeltet med en, der er skiftet fra et midterhold til et andet midterhold med lidt højere ambitioner … eller i hvert fald et andet selvbillede. Nemlig Rubi, som Real Betis har kapret som cheftræner fra Espanyol. Dem efterlod han lidt overraskende i Europa League, hvor de i øvrigt indtil nu har cruiset sig igennem kvalifikationen.

Espanyol ser ellers ud til at skulle indtage Europa med en relativt uforbedret trup. Måske endda lidt svækket, afhængigt af øjnene der ser. I hvert fald måtte de sige farvel til Mario Hermoso, sidste sæson store åbenbaring. Midterforsvareren nåede sågar at få debut for det spanske landshold, inden han denne sommer er draget til Atlético for at afhjælpe tabet af Diego Godín.

Ind har man hentet Bernardo Espinosa fra Girona samt Fernando Calero fra Real Valladolid. Begge har de været dygtigt forsvarsspillere i deres respektive klubber, så måske kan Espanyol godt overleve denne overgang? Oven i købet har det set ud til, at den unge egenavlede Lluis López har været foretrukket frem fra Bernardo i opstartsfasen, inden Calero her på falderebet også er tilført ligningen. Det, samt David López tilbagevenden fra skade engang til september, gør selvfølgelig vejen lidt lang for López (og måske tabet af Hermoso knapt så mærkbart?).

Men López er ikke den eneste unge Espanyol-spiller, der måske kan stå over for et gennembrud. Også Javi Puado samt særligt Adriá Pedrosa og Óscar Melendo byder sig til, og det kan måske netop være det friske pust, en ellers lidt aldrende Espanyol-trup har brug for.

Det er måske også netop derfor, klubben har satset på at erstatte Rubi med David Gallego. Han kommer netop fra at have trænet disse unge knægte på klubbens B-hold. Kan han bygge op med unge kræfter rundt om spillere som Marc Roca og Borja Iglesias, ser det lyst ud. Sidsnævnte ser dog svær ud at holde på for Espanyol, og minsandten om ikke det netop er Real Betis, der også her har fingrende i catalanernes skatkammer.

Betis vil nemlig meget gerne hente Iglesias, som i sidste sæson tog La Liga med storm. Og det er der en helt speciel årsag til. Real Betis har nemlig ingen angriber. I hvert fald ikke en, hvis niveau nærmer sig resten af Betis-truppens niveau. Loren Morón har efterhånden fået mange chancer for at bevise sig, og han bliver bare aldrig en kontinuerlig målscorer i La Liga. Det må de sande i Real Betis, og når de at reagere på det, for eksempel ved at hente Borja Iglesias, ja, så ser det rigtig fornuftigt ud i den grønne del af Sevilla.

Sidste sæson ville begejstringen næsten heller ingen ende tage i Betis. I hvert fald til at starte med. Men så gik det ellers ned ad bakke, og Quique Setién gik fra at være på alles læber til primært at være på vrede Betis-fans’ læber. Til sidst blev han så fyret. Det til trods for at Betis på de gode dage var et helt igennem fantastisk fodboldhold. Men forsvaret koksede for ofte, og Loren Morón kunne ikke score.

Nu er der igen begejstring i Real Betis. Rubi kommer med en spilfilosofi, der minder lidt om Quique Setíen, men trods alt med en mere realistisk tilgang til tingene, vil kritikerne af Setién påpege. Og en 4-2-3-1, der måske kan få sat lidt skik på holdets balancepunkter. Det ser det ud til, at William Carvalho og det tidligere Eto’o Academy- og FC Barcelona-talent Wilfried Kaptoum kommer til at skulle sørge for fra deres positioner på den centrale midtbane.

Foran dem kan Rubi så skifte frit mellem Joaquín, Juanmi, Cristian Tello, Sergio Canales og – sidst men ikke mindst – Nabil Fekir. Den helt store sensationstransfer denne sommer, Nabil Fekir. Fransk verdensmester og flere gange i søgelyset hos endnu større klubber end Real Betis. Deriblandt også Valencia, som endte med at tage droppe ham på grund af en vurdering af hans skadeshistorik. En beslutning, der var med til at puste til uenighederne i Valencia-ledelsen, i øvrigt. Nu står Real Betis med ham. Og ikke kun har de fået en offensiv profil, som måske kan få Betis-fansene til at glemme salget af Giovani Lo Celso, før de overhovedet når at opdage hans fravær. De har også hentet ham foran netop Valencia, som i Betis’ fansene nogle gange lidt svulstige selvbillede er en klub, de faktisk gerne vil måle sig med.

Men, men, men. Lo Celso eller Fekir er underordnet, hvis ikke Betis får fat i en rigtig målscorer til at agere i feltet. Og sommeren har ikke vist tegn på forbedring på den front internt i truppen. Tværtimod. Loren Moron har scoret 0 gange i opstarten, mens den unge canterano Raúl er topscorer med bare 2 mål. Betis har scoret 7 mål i 8 kampe mod modstandere som Deportivo, Puebla, Portimonense, Querétaro, Porto og Sheffield United. Alarmerende tendenser, som de naturligvis ikke kan sidde overhørig i den ambitiøse klub, som så gerne vil kæmpe om at overgå lokalrivalerne Sevilla FC.

Det kan de komme til. Hvis de henter en angriber, inden transfervinduet lukker. Og gerne Borja Iglesias.

Bliv klædt på til sæsonstarten ved at læse om bundstriden lige her eller optakten til mesterskabskampen lige her.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *