Hay Liga Fan: Hvor sejler Den gule ubåd hen?

I denne udgave af Hay Liga Fan får du et analytisk skriv om Villarreals forberedelser til den kommende sæson, den nuværende situation i klubben og ikke mindst forventningerne til dette års La Liga.

Så er det ved at være tid igen. Vi er trådt ind i ugen, som alle La Liga-følgere har glædet sig til. Fredag åbner den nye sæson, og hvilken én vi har i vente! Nye hold, nye store ind- og udgående transfers og store forhåbninger fra alle klubbers side, hvor ikke mindst troen og ønsket om en god sæson hersker blandt alle holds fans. Dog sidder der en Villarreal-fan gemt i sit forvirrede sind i den danske hovedstad, som er meget i tvivl om, hvilket ben han skal halte på.

Det er første gang i mine 17 år som Villarreal-fan, at jeg forud for en sæson slet ikke ved, hvilken vej pilen peger for mit hold. Nok er jeg fuld af forhåbning, men mine forventninger følger ikke helt med i samme tempo. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor det ender i denne sæson, men jeg kan ikke skjule min bekymring over den måde, som klubben drives på.

Sideskift og nyt kapitel
Sidste år var jo som bekendt et værre lorteår – for at sige det ligeud. Og ja, jeg var bestemt én af dem, der i januar-februar måned ikke troede, at min klub ville klare skærene. Jeg var nok ikke den eneste, der sad med den fornemmelse, og det var da også nærmest først med to kampe igen, at jeg begyndte at tro på overlevelse. Men at snakke om ”overlevelse” i sidste sæson kan også synes vanvittigt. Uden at pudse mine gule briller, så har – og havde – Villarreal truppen til at ligge langt fra nedrykning og i stedet kæmpe med om europæiske pladser. Men tingene ville bare ikke lykkes, og det var decideret stolpe ud i mange situationer – og med en trænerfyring og en genansættese af den netop fyrede træner, Calleja, så var cirkusset jo klar til endnu en forestilling.

Alle spillere med undtagelse af nogle få skuffede mig voldsomt i sidste sæson, men alligevel lykkedes det at finde troen på sig selv og hinanden i de sidste afgørende kampe, hvor mere eller mindre heldige sejre mod direkte rivaler i nedrykningsdysten var med til at booste holdet til overlevelse. Og nu står vi så her, på tærsklen til en ny sæson, hvor håbet om genoprejsning da stadig vibrerer i min krop. Mit problem er sådan set bare, at det på den offensive del af banen stort set er den samme trup, der skal ud at kæmpe for det, de ikke magtede i sidste sæson. Og træneren hedder stadigvæk Javier Calleja, som, udover at have et år mere på CV’et som træner i Primera División, stadig mangler at bevise sig som en toptræner. Bevares, der er da blevet købt og solgt lidt for at rette spillertruppen til, men uden at løfte sløret alt for meget for resten af denne klumme, så er jeg ikke endvidere begejstret.

Ovenstående kunne så bringe mig videre til det spørgsmål, jeg selv går og tygger på i disse dage: Hvad er egentlig klubbens målsætninger for den kommende sæson? Jeg ved godt, hvad Præsident Fernando Roig ville svare. Det hedder for hans vedkommende ”at få 40 point så hurtigt som muligt og derfra se, hvad det kan blive til”. Men hvad med den titel, som alle i og omkring klubben så desperat hungrer efter? Ja altså, vi vinder næppe La Liga, men går vi all-in på Copa del Rey i år? Eller er det vigtigere at sørge for at hægte sig på i den sjove halvdel af tabellen. Jeg glæder mig hvert fald til at se, hvad sæsonen vil bringe, for at gisne om det holder mig blot søvnløs om natten.

Ny transferpolitik eller dårlige forhandlingsevner?
Calleja har udtalt med ikke-europæisk deltagelse in mente, at han gerne ser en trup på 22 mand. Altså to spillere til hver plads. Uden at hive lommeregneren frem så står han pt. med tre målmænd, én højre central forsvarer, og samtidig ved han stadig ikke, om kamptajn Bruno Soriano kommer i gang igen – dvs. tre centrale midtbanespillere. Og holdet er så godt som lukket. Vinduet er naturligvis fortsat åbent, og man forventer snarest, at Santi Cáseres er på vej ud ad døren. Hvad Bruno angår, går det fremad, efter han i juli endnu engang blev oprereret i knæet, men det er nok stadig for usikkert at sige noget mere konkret om det.

Nu skrev jeg før, at jeg ikke var særligt begejstret for Villarreals nuværende trup. Det har heller ikke ændret sig her en 15-20 linjer efter. Men ét er, hvad jeg tænker og tror. Noget andet er, hvordan tingene økonomisk hænger sammen for Fernando Roigs foretagende. Det er klart, at ingen europæisk deltagelse i år har gjort ondt på klubben økonomisk, og man havde måske nok budgetteret anderledes i forhold til lønbudgetter og med sidste års signings i baghovedet, hvor blandt andet købet af Toko Ekambi og Gerard sprængte bankkontoen.

Her med små tre uger til transferdeadline så status følgende: Ude er Bonera (stoppet), Pedraza (Betis), Fornals (West Ham), Álvaro (Marseille), Víctor Ruiz (Besiktas), Jaume Costa (Valencia), Miguelón og Raba (Huesca). Derudover har man selvfølgelig fået klaret småting som Cheryshev, Semedo, Soriano, Sansone osv.

Ind er kommet en venstreback fra Liverpool, som i sidste sæson spillede fem ligakampe; Alberto Moreno. En gammel mand fra Napoli, som dog har bemærket sig fint i det italienske; Raúl Albiol. En højre vingback fra noget så sexet som Eibar; Rúben Peña. En ung midterforsvarer og en kant, som sidste år var lejet ud til segunda-fodbold, henholdsvis Pau Torres og Leo Suárez. En af klubbens egne, som af Marcelino ikke blev vurderet god nok, og som nu er vendt retur; Moi Gómez. Og sidst men ikke mindst en camerouner, som var med til at spille Fulham helt og aldeles ud af Premier League sidste sæson; Zambo Anguissa. Sidstnævnte er kommet på en lejeaftale med købsoption på €30 mio., så han skal spille noget af en sæson, hvis Roig skal hive pungen frem næste år. Den dyreste mand er således Rubén Peña fra Eibar, som har kostet i underkanten af €9 mio. og som skal kæmpe med vicekaptajn Mario om pladsen på højre back. Resten har man mere eller mindre fået ”gratis”. Nu siger jeg ikke, at ”jo dyrere, jo bedre”, den teori blev jo i dén grad afkræftet sidste sæson. Men det er da bemærkelsesværdigt, at man sidste år henter Carlos Bacca, Gerard, Toko Ekambi og Iborra til omkring €60 mio., mens man i år ”kun” har brugt €12 mio.

Det skal dog siges, at man desperat har forsøgt at få fingrene i kantspilleren Javier Ontiveros fra kaosklubben Málaga CF. En handel, som på trods af enighed mellem alle tre parter, fortsat mangler en underskrift fra Málagas Sheik Al-Thani, der desperat forsøger at presse prisen op. Handlen bliver deror nok ikke til noget på trods af fortsat dialog. Dette baner åbenbart vejen for, at Leo Suárez kan se frem til en plads i truppen. Og hvorfor så det? Jo, fordi Roig enten vil forstærke truppen med Ontiveros, og hvis ikke det lykkes, stiller han sig tilfreds med det, han har! En fuldkommen håbløs holdning, hvis du spørger mig.

Og nu er vi ved at være inde i sagens kerne. Hvad er det lige, der sker for Villarreal og deres køb og salg. Det er sønnike, Fernando Roig Negueroles, der varetager forhandlingsposten i klubben, og siden han tog over fra vicepræsident Manuel Llaneza, er der sket rigtig mange mystiske ting. Lad mig blot tage et par stykker af dem her – én ad gangen:

1) Alfonso Pedraza havde en frikøbsklausul på godt og vel €15 mio., og man var langt i forhandlingerne med Eintracht Frankfurt i løbet af juli. Pedraza bliver så lige pludseligt udlejet til en ligakonkurrent, Betis, som endda sikrede sig en købsoption på €10 mio.

2) Cheryshev havde en frikøbsklausul på omtrent €8 mio., da Valencia fik ham i sidste sæson. Det ville Los Che ikke betale, så i stedet fik de lov at leje manden. Til at starte med uden købsoption. Dog har de nu her året efter sikret en permanent aftale for russeren på omkring €3-4 mio.

3) De to tysk-italienere, Sansone og Soriano, blev begge lejet ud til italienske klubber sidste år. Slutteligt valgte Bologna Calcio at købe begge spille, der havde kostet Villarreal €28 mio., for ca. € 10. mio.

4) Én af de bærende kræfter i forsvaret siden oprykningen i 2013, Jaume Costa, som tilmed har gjort sig som en af viceanførerne på holdet, har man gudhjælpemig lejet ud til Valencia – VALENCIA!! Og det endda uden en købsoption! Calleja har allerede gjort det klart, at han ikke satser på Jaume, så hvorfor dælen har man ikke sikret sig at få solgt manden – eller som minimum sørget for en tvungen købsoption næste sommer?

5) Álvaro Gonzalez med en frikøbsklausul på omtrent €8 mio. lejes ud til Marseille, som har sikret sig en købsoption på €5 mio. næste sommer, hvilket tilmed er lige i underkanten af det, vi gav for ham i sin tid.

6) Og så er der selvfølgelig de her ulykkelige historier om Rúben Semedo og Alfred N’Diaye, som Villarreal købte for hhv. €14 mio. og €8 mio.. Disse to tilfælde har bare været uheldige signings, og tilmed også store økopnomiske tab for klubben … Cosas del fútboly de la violencia.

For lige at afrunde transfersnakken, så mener jeg ganske enkelt, at der er en forkert tendens i gang i Villarreal i forhold til køb og salg af spillere, og det er mig ganske uforståeligt.

Nuværende form?
Men hvordan går det så i det hele taget? Hvis vi kigger på pre-season, har der ikke være så meget at græde snot over. Syv kampe er blevet til seks sejre. Et enkelt nederlag til Schalke 04 på 3-1 har været det eneste grus i maskineriet indtil videre. Ellers har man besejret Levante, Bologna, Nucía, Augsburg, Köln og West Bromwich. Ikke fordi jeg jubler af begejstring, især ikke når man kigger på kvaliteten af de nævnte hold, men der har trods alt været nogle gode takter undervejs.

Man kan tydeligt se, at Calleja har forsøgt at skabe et boldbesiddende hold, der kan begå sig i flere systemer. Undervejs har Villarreal både afprøvet 4-5-1, 4-3-3, 3-5-2 samt den flade 4-4-2. Og han har da også udtalt, at det skal være holdets styrke at kunne tilpasse sig modstanderen og kampens forløb. Således fremhæver han vigtigheden i at kunne omstille sig til flere systemer. Dette var imidlertid aldrig sket under eksempelvis Marcelino, som sværger trofast til en omgang 4-4-2-omstilingsbold, uanset holdet- og kampens situation.

Spillerne har set lovende ud, og kombinationerne det samme. Cazorla ligner én ungsenior på 22 år, og både Gerard og Carlos Bacca har været forrygende oppe foran. Men vi skal ikke længere end et år tilbage, hvor jeg kunne sige nøjagtigt det samme …

Men der er jo kommet lidt nye spillere til som sagt. Hele forsvaret er stort set blevet skiftet ud. Tilbage er kun Funes Mori, Quintillá og Mario Gaspar. Alberto Moreno, Albiol, Pau Torres og Rubén Peña er friske pust, ja! Skræmmende? På ingen måde! Udover de tre på hinanden følgende skader til Alberto Moreno, så har der dog været fine takter fra både Albiol, Pau og Peña. Længere oppe på banen har Zambo Anguissa også har set fin ud, selvom han lige har skullet lære at tæmme bolden igen efter lidt bongotrommedans ved ACN og efter en miserabel sæson i Fulham. Moi Gómez har, trods min skepsis, også gjort det udmærket, og man går ikke ligefrem og savner Pablo Fornals … endnu.

Men ligaen står for døren, og Villarreal åbner sæsonen hjemme mod Granada, og derefter hedder det Levante ude og i runde tre Real Madrid hjemme. Hovedformationen kommer nok til at være en 4-5-1. Asenjo og Andrés Fernández kæmpede jo om pladsen som førstekeeper i sidste sæson, men jeg føler mig ret overbevist om, at Asenjo er og bliver førstevalg i ligaen. Den primære backkæde i de første par kampe vil formentlig bestå af Mario, Albiol, Pau og Quintillà. På midten vil det være Cazorla, Iborra og Anguissa, der får selskab af Toko Ekambi og Chukwueze på kanterne. Gerard og Bacca slås så indsædt om frontpladsen, og hvis man skal gå efter pre-season-statistikkerne, så er det med Carlos Bacca på toppen. Det burde som minimum være nok til at komme godt fra start og slå Granada på hjemmebane.

Men hvad skal det egentlig blive til i 2019/2020?

Europa eller overlevelse?
Jeg ville jo gerne sige, at jeg klart tror på en top seks-placering og europæisk fodbold fra næste sommer. Dog er det ikke umiddelbart dér, jeg ser Villarreal ende i næste sæson. Måske er jeg blot en smule skræmt af sidste sæsons rædderligheder, måske er jeg bare fuldtidspessimist, eller måske anser jeg bare ikke kvaliteterne på holdet for særligt meget, når jeg samtidig kigger på vores konkurrenter til 5.-6.-pladsen.

Hvis jeg starter med at glemme alt om Barcelona, Atleti og Real Madrid, så vil jeg gerne lige hurtigt gå igennem de hold, som jeg tror kan og vil blande sig i den subtopstrid.

Sevilla har igen i år lavet en klassisk ”Sevilla” og købt 48 spillere, og har nærmest større problemer med at få spillere ud af vagten. Men med Monchi ved roret og Lopetegui på dækket tror jeg, det kommer til at gå dem rigtigt fint.

Valencia har en træner, der hedder Marcelino. Mere er der vist ikke at sige til det. Jeg ser nødvendigvis ikke et styrket hold ift. sidste sæson, men spørgsmålet er, om der overhovedet er behov for det. På trods af Champions League-deltagelse tror jeg godt, vi kan regne med, at de blander sig i top fem.

Betis har igen gjort det på transfermarkedet. Jeg var personligt meget skuffet over Betis i sidste sæson, eftersom jeg følte, at de burde have fået meget mere ud af spillermaterialet. At man har kunnet lokke spillere som Bartra, Canales, Lo Celso, William Carvalho og til dels Guardado, bevidner om en klub og et hold, der ikke er bange for at satse store summer for at udfri sine sportslige ambitioner. Dette ses ligeledes i de nye signings Borja Iglesias og Fekir. Jeg tror, vi i år godt kan forvente at se et seriøst Betis-hold, der spiller med om europæisk fodbold.

Celta Vigo har fået bysbørnene hjem. Denis Suárez og Santi Mina er meget stærke køb, og med Iago Aspas på holdet tror jeg næppe, man vil mærke Maxi Gómez’ afgang. Og hvis man tilmed får Nolito, så synes jeg, at den offensive del begynder at se skræmmende ud. Nu ved jeg godt, at det for det meste er det defensive, der sejler hos Celta, men får de styr på den del, ser jeg dem bestemt som en subtop-kandidat.

Athletic Bilbao skal man altid have in mente, men jeg tror ikke rigtigt på dem i år. Det samme gælder for Real Sociedad. Jeg kan fornemme, at flere La Liga-følgere- og eksperter har La Real højt på listen i forhold til deres tabelbud for kommende sæson (Hay Ligas Jonas Knudsen for eksempel, red.). Den køber jeg dog ikke helt. Og tilgangen af Martin Ødegaard kan ikke engang få mig til at blinke med øjnene. Jeg mener jo fortsat, at Ødegaard er i færd med at læse Freddy Adus selvbiografi. Han er nået til kapitel 6.

Jeg bør lige nævne Getafe og Espanyol. For om 10 måneder har vi alle glemt, at de endte på en hhv. 5. og 7. plads i sidste sæson.

Men altså, ovenstående taget i betragtning, så synes jeg ikke Villarreal har holdet til, at jeg med sikkerhed i stemmen tør tro på en top 6-placering. Mit optimistiske bud er en 7. plads, og så kan man håbe på, at denne kunne give adgang til Europa League-kval. Inderst inde tror jeg nok mere på en 8. eller 9. plads, men jeg vil lade min tvivl komme dem til gode. Noget jeg med sikkerhed kan sige er, at hvis Bruno Soriano bliver klar, så står den på europæisk fodbold fra næste sæson.
God La Liga til alle derude!

Fanbio
Patrick Hoff Sonne er 30 år gammel, medierådgiver og uddannet cand.ling.merc i spansk og virksomhedskommunikation. Han har været Villarreal-fan siden 2002, da han gik i 8. klasse. Han har selv boet og spillet amatørfodbold i Spanien og følger i den grad med i spansk fodbold – lige fra La Liga til de lavere regionale rækker. Han bestyrer Twitter-kontoen @VillarrealCFDK samt den mere private konto @Pathoso.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *