Hay Liga Fan: Nedrykningskandidaten Villarreal CF

Som Villarreal-fan har jeg allerede fordømt denne her sæson flere gange. Runde efter runde har jeg måttet knibe mig selv i armen for at fatte, at vi ligger, hvor vi gør.

© Raquel Guerra

Jeg kan ikke sige, at det er det værste, jeg nogensinde har oplevet, eftersom vi ikke er rykket ud af ligaen endnu. Men tilbage i sæsonen 2011-2012, hvor Villarreal kørte på sit 12. kontinuerlige år i subtoppen af La Liga, troede jeg for alvor aldrig rigtig på nedrykning. Det var først, da man med 11 kampe igen ansatte Miguel Ángel Lotina, at jeg tænkte ”det kan jo ske”. Indeværende sæson har desværre rigtig mange lighedspunkter med den triste 11/12-sæson, men den mest alarmerende lighed er, at vi i år kun med et enkelt point overgår historiens sløjeste pointhøst efter 18 La Liga-runder fra julen 2011.

Det startede faktisk godt
Hvis jeg spoler tiden tilbage til sommeren, før denne La Liga-sæson begyndte, klappede jeg i mine små hænder af begejstring over seriøsiteten i klubbens indkøb. Man var lynhurtigt i gang på transfermarkedet. Allerede i juni måned lukkede man aftaler med Karl Toko-Ekambi og Gerard Moreno, som begge brød de hidtil stående rekorder over dyreste spillerhandler. Samtidig arbejdede man intenst på at få Carlos Bacca tilbage på en permanent aftale, og med udsigten til at Santi Cazorla, såfremt han ”bestod” pre-season, ville få en permanent kontrakt, så så alt jo rigtigt lovende ud. Ramiro Funes Mori kom til som en trold af en æske, uden mediernes foregående viden herom. Og Bruno ej at forglemme, som på daværende tidspunkt havde været ukampdygtig i et år på grund af en operation i knæet et år tidligere, han var nu også på vej tilbage.

Man havde et halvt år tidligere solgt Cedric Bakambu til kinesisk fodbold og samtidig lukket en aftale med Atlético Madrid om Rodri Hernández, som først trådte i kraft 1. juli. Derudover havde man givet afkald på højrebacken Antonio Rukavina. Alle tre positioner blev ”erstattet” henover sommeren og herfra var det så at sige kun et spørgsmål om at få lejet nogle spillere ud og få styrket bredden. So far, so good.

Efter en sommer med svingende resultater i testkampene, hvilket man sjældent bør tage alt for højtideligt, var træner Javier Calleja klar til at indlede sin første sæson fra start som manager i klubben. Der var dog stadig nogle spørgsmålstegn. Cazorla var fit, men manglede kamptræning. Javi Fuego og Bruno var begge skadede, og Brunos genoptræning og tilbagekomst blev trukket længere og længere ud. Mange ting var lige pludseligt ikke så ”ligetil” som i juli måned, da man indledte forberedelserne til den nye sæson: Skulle N’Diaye blive som backup for Bruno? Ville AC Milan kun sælge Bacca, såfremt Castillejo indgik i handlen? Hvor mange fra Villarreals B-trup var egentlig gode nok til at få en fast plads på A-holdet? Og hvad med alle de her spillere, som stod med det ene ben i lejren og det andet udenfor: Leo Suárez, Enes Ünal, Roberto Soriano, Nicola Sansone, Alfred N’Diaye og til dels Nahuel Leiva?

Spørgsmålene hobede sig op, og man kunne fornemme en lidt betvivlende stemning fra de medier, som dagligt dækker klubben tæt. Som om, der selv i klubbens ledelse var tvivl om plan b, c og d. Eksempelvis indskrev og offentliggjorde Villarreal først A-truppen og spillernes respektive trøjenumre dagen før debuten mod Real Sociedad, hvilket normalt er noget der sker uger før en ligastart. Og selvom dette blot er en lille ting, virker det højst ejendommeligt, at sådanne sager ikke var ordnet for længst.

Et hold uden kantspillere
Omkring sæsonstart springer bomben så. Castillejo bliver lejet til AC Milan med påtvunget køb efter endt lejemål, og Bacca kommer til på en permanent kontrakt som en del af handlen. Leo Suárez tager efterfølgende med Enes Ünal på lejeophold til oprykkerne Valladolid. Cheryshev rykker (endnu engang) til konkurrenterne Valencia på en lejeaftale, og Roberto Soriano, der ikke indgår i træner Callejas planer, bliver udlejet til Torino. Spillere, der samlet er købt ind til €36 millioner inden for de seneste to år. 36 millioner, der i et sommertransfervindue udlejes – og her er Samu Castillejo ikke talt med, eftersom AC Milan er tvunget til køb og Villarreal dermed modtager penge i sommeren 2019. Men ikke nok med det. Klubben står nu potentielt kun med én reel kantspiller tilbage, nemlig Alfonso Pedraza, som var kommet retur efter lejemål i Alavés som en gardering til både venstre back og venstre kant.

Men Calleja havde en plan, og systemet lå klart. 4-4-2 med en diamant – akkurat som man spillede, dengang Calleja selv tørnede ud for klubben som spiller under Manuel Pellegrini. Unge spillere fra B-truppen som Calleja selv havde trænet under sit hverv som andetholdstræner, såsom Daniel Raba, Miguel Llambrich, Samu Chukwueze og Manu Morlanes, var rykket mere eller mindre permanent i førsteholdstruppen, og derfor blev der heller ikke hentet nogen erstatninger for de udlejede spillere.

Langt under niveau
Tabt. Uafgjort. Tabt. Vundet. Uafgjort. Sådan så virkeligheden ud efter fem spillerunder. Bestemt ikke en pragende start, men snak om krise var efter min mening absurd. Dog var det alarmerende, at man havde tabt de to hjemmekampe mod Real Sociedad og Girona. Spillet flød heller ikke, og generelt var det plaget af tonsvis af fejlafleveringer, forsvarskiks, dårlige afslutninger og forkerte beslutninger.

Som ugerne er gået og pointene tabt, har mange gule fans og lokale medier stillet spørgsmålet, om Calleja nu var den rigtige mand til jobbet. Hans træner-CV fylder langt fra en hel A4-side og refererer blot til de få år, han har haft med klubbens ungdoms- og B-hold. Men han var mand af klubben, havde et nært forhold til præsident Fernando Roig og den øvrige ledelse, og han kendte alt til infrastrukturen, filosofien og arbejdet med talentskolen. Fra ledelsens side har man fuldt ud troet på, at Calleja var den rigtige løsning efter nogle turbulente år med Marcelino og siden med en fejlcastet Fran Escribá. Dette var det rigtige, og snoren til Calleja var lang – meget lang. Først den 10. december, hvor man efter endnu et hjemmebanenederlag – denne gang til svingende Celta Vigo-hold – lå med 14 point efter 15 kampe og kun lige akkurat med næsen over nedrykningsstregen, fik Calleja sparket. Alt for sent, hvis du spørger mig.

Trænerposten er jo som bekendt den position, som uafhængigt af transfervinduer er mulig at udskifte i løbet af en sæson, såfremt tingene ikke går som ønsket. Men at give Calleja hele skylden for Villarreals latterlige sæson, ville være en hån mod ham og alle andre.

Der render nemlig spillere rundt på holdet, hvis form har ramt et yderst kritisabelt lavpunkt. Nøglespillere som i årene efter oprykningen i 2013 har båret Villarreal frem til en fast placering i La Ligas subtop, og som har været indiskutable på holdkortene. Spillere som Mario Gaspar, Victor Ruiz, Álvaro González, Jaume Costa og Manu Trigueros har alle præsteret langt under niveau denne sæson. Under Marcelino, hævdede jeg ellers, at Mario Gaspar var den bedste højreback i Spanien. Men resten af verden samt daværende landstræner Del Bosque så lyset i en daggammel Juanfran og en ny Real Madrid-back, Carvajal, som ingen havde skænket en tanke, da han var i Bayer Leverkusen. Der var ingen tvivl for mig – jeg havde aldrig set en så god højre back som Mario Gaspar. Og han fik da også belønningen med tre landskampe, hvor han scorede to mål. TO MÅL som højre back! Samme tanker har jeg altid haft om Bruno Soriano. Alle der følger Villarreal tæt ville hævde, at Bruno som minimum er på niveau med Sergio Busquets. Alle andre ville grine ad mig og ad det udsagn, men alle andre har heller ikke fulgt intenst med i Villarreals kampe de seneste par år. Brunos fravær er bestemt en del af forklaringen til Villarreals dårlige sæson, især fordi man heller ikke længere har Brunos ”elev” Rodri Hernández. Men førnævnte Mario Gaspar og det øvrige slæng bærer helt klart en stor del af byrden.

Mario ligner i dag en forskræmt folkeskoleknægt med træsko på. Han har glemt, hvordan man dækker op og hvordan man ligger en simpel aflevering på 10 meter. Manu Trigueros skal åbenbart have en klassespiller, såsom Bruno eller Rodri ved siden af sig for at kunne præstere. Og Álvaro! Lad os ikke tale om ham – jeg kan næsten ikke få ordene ned på papir. Derudover har en spiller som Gerard Moreno skuffet mig voldsomt. Den dyreste spiller i Villarreals historie! På trods af hans arbejdsiver, havner hans tæmninger halvanden meter fra ham, og han ser langsom ud i sine bevægelser og vendinger. Jeg kan således spørge mig selv, om det hele skyldes, at træneren ikke har formået at sætte den rette dagsorden, ikke har været tydelig nok i sin kommunikation, eller blot har lagt en forfejlet taktik? Eller er det i virkeligheden bare spillerne, som er blevet dårlige?

Kun meget få spillere har efter min vurdering holdt et nogenlunde niveau. Pablo Fornals, Sergio Asenjo, Samuel Chukwueze og til dels Santiago Cáseres, selvom sidstenævnte er alt for defensiv i tanke og handling til min smag. Fire ud af en spillertrup på 24-25 mand – det er simpelthen for lidt! Men for lige at dvæle ved dette, så kan Villarreal og Calleja prise sig lykkelige for, at Samu Chukwueze pludseligt greb muligheden og beviste sit værd på førsteholdet. Således fik Villarreal den kantspiller, som de så forfejlet havde nedprioriteret inden sæsonstart.

En ting er for mig sikkert: Fornals og de resterende tre kan ikke klare det alene. Og hvis ikke de øvrige spillere ændrer deres attitude og kommer i omdrejninger, ender det her med nedrykning.

Spøgelserne fra fortiden
Selvom jeg hader at snakke om held/uheld i fodbold, så har det mildest talt være stolpe ud i mange situationer for Villarreal denne sæson. Det skal dog ikke fratage nogen tilladelsen til at kalde spillet på banen og resultaterne for alt andet end miserable. Jeg mindes ikke så dårligt og ustruktureret fodbold siden 2012. Og ja, det var som sagt ikke et sjovt år.

For fans der kan huske sæsonen 2011-12 er det, om end gruopvækkende, meget pudsigt så mange ligheder, man kan drage til den indeværende sæson. Dengang var det også en mand af huset, der stod i spidsen for holdet: Juan Carlos Garrido. Garrido havde sæsonen forinden sørget for en fin placering i ligaen, og med en samlet sejr over danske OB var man også klar til Champions League. Ligesom nu, hvor Calleja har gjort arbejdet færdigt for Fran Escribá, tog Garrido over efter Ernesto Valverde, og selvom han kun havde erfaring fra Villarreals B- og C-hold, var han trods alt klubbens mand.

I dag hedder holdes store stjerne fortsat Bruno Soriano. Det til trods for at manden ikke har spillet fodbold i 19 måneder, og det endnu er uvist, om han nogensinde vil komme tilbage på banen. Og holdets store kreatør Samu Castillejo røg afsted i Bacca-handlen. Dengang i sommeren 2011 havde man solgt den daværende kreatør Santi Cazorla til nyrige Málaga CF, og klubben var tvunget til at finde en solid afløser, som endte med at blive den unge canadier Jonathan de Guzmán fra Real Mallorca. Dog kunne Villarreal ikke kalkulere med en alvorlig knæskade til den dengang helt store angrebsstjerne Giuseppe Rossi efter blot ni La Liga-runder.

Trods svigtende resultater og en placering i den skidte halvdel af tabellen ved juletid, mente man fra klubbens side ikke, at det var nødvendigt at finde en fuldblodserstatning for Rossi. Klubben rådede over angriberne Nilmar, Marco Rúben og Gerard Bordás – og med januar-indkøbet Alejandro Martinuccio var det mere end tilstrækkeligt til Garridos 4-5-1 system. Ligesom nu havde Garrido dengang valgt at satse på de unge spillere fra B-holdet, såsom Mubarak Wakaso, Hernán Pérez, Gerard Bordás, Joan Oriol og José Catalá. Derudover rådede man over spillere som Bruno, Marcos Senna, Cani, Borja Valero, Musacchio, Gonzalo Rodríguez, Marchena, Camuñas og Cristian Zapata. At dét hold rykkede ned, og endda med 41 point, er mig stadig en uløselig gåde.

Men har man lært af fortidens fejl? I Bruno/Rodri-tilfældet er det trods alt lykkes at finde en fin erstatning i den lille argentiner Santi Cáseres som er én af de spillere i ligaen med flest bolderobringer. Han løber solen sort og kæmper alt, hvad han har lært. Og smider da også sjældent bolde væk. Men at kalde ham for en fuldblodserstatning for Bruno eller Rodri ville være en seriøs overfortolkning. Javi Fuego vil jeg ikke engang bruge to linier på at omtale …

Eftersom Brunos fremtid fortsat er uklar, har man tidligt i januar hentet spanieren Vicente Iborra. En mand som ikke engang kunne spille sig på holdet i Leicester, og samtidig en meget atypisk spansk fodboldspiller qua hans statur og kluntede facon. Ligegyldigt hvad, så er Villarreal tvunget til at reagere på klubbens nuværende situation, og dette vintertransfervindue er således sidste chance for at rette truppen til. Dengang i 2011-12 begik man netop her én af de fejl, som i sidste ende kostede dyrt. De reagerede ikke, da vintertransferen åbnede. Udover tilkomst af førnævnte Alejandro Martinuccio, som mest af alt var en febrilsk last minute-signing, så havde man blind tiltro til, at Villarreal med daværende hold kunne klare skærene.

I dag har man erstattet en gammel kending med en anden gammel kending, akkurat som man gjorde i 2012. Efter fyringen af Garrido, forfremmede klubben deres B-holds træner, José Francisco Molina, hvilket viste sig at være en fuldkommen fejlagtig beslutning, som endte med ti kampe og en fyreseddel, eftersom Molina, måske grundet manglende trænererfaring, ikke formåede at ændre på den kriseramte situation. Men Molina var klubbens mand og derfor et naturligt valg for Roig og den øvrige ledelse.

I dag har man valgt at gå samme vej i form af ansættelsen af Luis García Plaza. Luis García har ligesom Molina et indgående kendskab til klubben og har tidligeret trænet ungdomshold samt B-holdet. Man kan håbe, at denne gang er lykkens gang, selvom det desværre aldrig er lykkes for Villarreals ”egne mænd” at få trænersucces på højde med Marcelino og Pellegrini. Garrido, Molina, Julio Velázquez og Calleja har alle fejlet, og skylden må i min optik falde direkte tilbage på ledelsen. Men jeg beder inderligt til Jomfruen af Lourdes, at Luis García er manden, der kan rette op på den kedelige tendens.

Operation ”salvación” og udsalg af arvesølvet
Normalt hører jeg altid Fernando Roig sige til klubbens gallapræsentation op til kommende sæson, at det primære formål forud for en sæson, og med erfaringen fra 2012 i bagagen, altid vil være at sikre overlevelse (+40 point) og dernæst aspirere til europæiske pladser. Jeg må indrømme, at jeg efterhånden er træt af at høre denne sætning. Det er, som om man i Villarreal aldrig rigtig tror på egne evner, på trods af at man spiller europæisk fodbold hvert år. Dette, tror jeg, er en af grundene til, at Villarreals pokalskab endnu kun indeholder to støvede Intertoto Cup-pokaler samt et par halvtriste Trofeos de la Céramica. En anden grund er, at man i Villarreal er dybt afhængige af spillersalg samt egen ungdomsafdeling. Roig er en forretningsmand og for ham handler det om at købe billigt og sælge dyrt, hvilket da også har medført, at han er en af Spaniens rigeste forretningsmænd. Men hvorfor skulle man sælge Forlán og Godín til Atlético – og Rodri for den sags skyld?

Hvorfor kunne man ikke takke nej til €40 mio. for Bakambu? Var det virkelig så smart at sælge Musacchio til AC Milan, Gabriel til Arsenal, Cazorla til Málaga eller Bailly til Manchester United? Rent økonomisk set, så ja. At købe Bailly til omkring €3 mio. for 18 måneder senere at sælge ham til € 35 mio. Det er en god forretning, men udtryk for en konsekvent nedprioritering af sportslige ambitioner efter min vurdering.

Jeg er naturligvis godt klar over, at Villarreal også har nogle lønbudgetter, de skal forholde sig til, men det ærgrer mig stadig, at vi aldrig er i stand til at holde på vores bedste spillere. Jeg ved også med 99% sikkerhed – uanset hvad der sker i denne sæson – at Pablo Fornals bliver solgt til sommer. Sådan er det bare!

Roig følger i øvrigt altid op på sin sætning med et ”El Villarreal siempre tendrá mejor eqiupo que el año anterior” og lover gode tilgange, der vil forstærke holdet betragteligt. Oversat betyder det, at Villarreal altid vil have et bedre hold end det forgangne år. En utrolig fluffy udmelding, eftersom alle andre hold også som udgangspunkt forbedrer sig år for år – så det handler vel om at finde de rette profiler til det system, man (og træneren) gerne vil spille, og som stemmer overens med klubbens målsætninger? Målsætninger som i sidste ende må være europæisk fodbold!

På trods af denne sæsons genvordigheder i ligaen, så er alt ellers ved det normale. Villarreal spiller sig videre i Europa League. Ikke overbevisende, men stadig uden den store indsats og som etter i gruppen. Man er også i 1/8-finalen i Copa del Rey, efter at man paradoksalt nok for denne sæson slog Almería 8-0 og tangerede den største triumf i en officiel kamp i klubbens 95-årige historie.

Roig ville 100% hævde, at han igen i år har skabt et Villarreal-hold, der er bedre end det, han havde i 2017-2018-sæsonen. Og noget kunne da også tyde på, at det ikke er spillernes kvalitet eller fysiske formåen, der er skyld i denne sæsons skuffende resultater, men derimod en mental forstyrrelse for hele kollektivet. At rette op på dette har været for stor en mundfuld for Calleja, og nu er det så Luis García Plazas opgave for få ubåden på rette kurs. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg har min tvivl om dette klassiske Roig-valg af træner, som udelukkende er truffet på grund af Luis Garcías kendskab til Villarreal og La Liga, og ikke for hans trænermeritter. Men jeg håber virkeligt, at min tvivl bliver gjort til skamme.

Min relativt pessimistiske tiltro til dette Villarreal-hold fortæller mig, at vi rykker ned i år. Med erfaring fra 2012, og det faktum at hold som Levante, Girona, Getafe, Celta, Alavés og Betis i øjeblikket kæmper om europæiske pladser, så er der efterhånden ikke noget, der ville kunne overraske mig. For seks-syv spillerunder siden skrev Marca en artikel om den svære start for Betis, Athletic Bilbao, Valencia og Villarreal og gisnede således om, hvem der mon ville reagere og komme tilbage på sporet igen. Jeg kan huske at jeg tænkte; ”jeg kan simpelthen ikke se, hvordan Villarreal skal komme op af det her hul – så det må vel være nogle af de andre hold”. Og ja, på trods af at Athletic Club stadig halter voldsomt, så er Valencia og Betis stukket af fra bunden. Villarreal og jeg selv kunne derimod sammen hæve vores champagneglas og fejre nytår i nedrykningszonen, og med to uafgjorte mod Real Madrid og Eibar samt Athletics sejr over Celta, er afstanden til overlevelse tilmed øget en smule i begyndelsen af 2019. Ikke den mest perfekte start for Luis García, som dog kan glæde sig over, at hans hold ikke har tabt de to første ligakampe.

Uanset hvad handler det nu kun om én ting: at vinde fodboldkampe – og her taler jeg ikke om Europa League- eller Copa del Rey-kampe. Jeg tror nemlig ikke, at mit skrøbelige, gule hjerte kan klare endnu en nedrykning.

¡ENDAVANT!

Fanbio
Patrick Hoff Sonne er 30 år gammel, medierådgiver og uddannet cand.ling.merc i spansk og virksomhedskommunikation. Han har været Villarreal-fan siden 2002, da han gik i 8. klasse. Han har selv boet og spillet amatørfodbold i Spanien og følger i den grad med i spansk fodbold – lige fra La Liga til de lavere regionale rækker. Han bestyrer Twitter-kontoen @VillarrealCFDK samt den mere private konto @Pathoso.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *