Javier Tebas og drømmen om Premier League

Javier Tebas balancerer mellem at være en kontroversiel, politisk skikkelse, som higer efter kommerciel succes for La Liga for enhver pris, og at være de svage klubbers beskytter i en globaliseret fodboldverden.

© SubiGol1986

Javier Tebas. Navnet er efterhånden velkendt for dem, der følger den spanske liga eller bare europæisk fodbold i det hele taget en lille smule. Præsident for LFP, det spanske ligaforbund Liga de Fútbol Profesional, kontroversiel politisk skikkelse og foregangsmand i økonomisk kontrol af de spanske klubber indadtil og ekspansion udadtil.

For nylig kom han for alvor i vælten i alverdens medier. Det gjorde han, da La Liga underskrev den kontroversielle aftale med det amerikanske firma bag Relevent, som står bag sommerturneringen International Champions Cup, om at visse La Liga-kampe i en periode på femten år frem i tiden skal afvikles i USA eller Canada. Konstruktionen er velkendt den anden vej rundt, hvor både amerikansk fodbold og snart også baseball afvikler kampe i London til glæde for europæiske fans, men at en af de mest traditionsrige europæiske turneringer går samme vej, medførte alligevel en massiv mediebevågenhed. Ja, så meget at selv DR’s Deadline så det relevant at behandle et emne omhandlende den bedste spanske fodboldrække.

I Spanien har de dog længst vænnet sig til, at Javier Tebas og LFP kommer med bulder og brag og indtager dagsordenen. I denne artikel dykker jeg ned i manden Javier Tebas og hans drøm om at gøre La Liga til en økonomisk og brandmæssig spiller, der i lighed med resultaterne på banen kan kæmpe med Premier League om indtægter og markedsandele.

Økonomisk stabilitet og retfærdighed
Vi er overbeviste om, at La Liga bliver mere konkurrencedygtig, fordi klubberne vil skulle stoppe med at sætte en del af deres indtægter af til at betale renter og afvikle gæld for i stedet bruge dem på at investere i talent og baneforhold, som er det, vi har brug for. De to største klubber skal fortsætte med at være førende, og det vi skal gøre, er at vokse sammen med dem hen ad vejen.

Sådan sagde Javier Tebas i 2013 til RTVE, efter han tiltrådte som præsident for LFP. Allerede inden da var forandringens vinde allerede på vej ind over spansk fodbold, og Tebas selv havde også som vicepræsident i selvsamme forbund spillet sin rolle i udviklingen af den storstilede plan om økonomisk kontrol og en centralisering af tv-rettighederne, der nu udrullede sig over de spanske klubber. Faktisk havde han allerede i starten af 00’erne, som vicepræsident i Deportivo Alavés og formand for G30-klubberne (de 30 økonomisk set mindste spanske professionelle fodboldklubber), kæmpet i frontlinjen for en mere ligelig fordeling af tv-indtægterne.

Den økonomiske kontrol, LFP dengang nedlagde over de spanske klubber, skal ses som en direkte forlængelse af UEFA’s Financial Fair Play, om hvilken effekten og gavnligheden for de mindre europæiske klubber stadig står til debat. Den debat skyldes blandt andet, at Financial Fair Play reagerer bagudrettet, hvilket reelt set tillader klubber at gøre som det passer dem, og så kan de tage kampen med UEFA bagefter. En kamp Tebas synes, de store klubber vinder alt for nemt. Javier Tebas har kritiseret FFP voldsomt, blandt andet med kraftig kritik af de arabiskejede klubber PSG og Manchester City, som begge har truet Tebas med sagsanlæg pga. hans antydninger om, at de omgås reglerne for tredjepartsinvesteringer, men slipper afsted med det pga. Financial Fair Plays svagheder.

I LFP’s økonomiske kontrol af de spanske klubber foregår kontrollen derfor forud. Det vil sige, at klubberne skal fremlægge og dokumentere de forventede udgifter og indtægter inden sæsonerne, og på baggrund af det fastsættes et lønloft, som ved overskridelse medfører straffe med alt fra bøder til tvangsnedrykning, en tvivlsom ære som tilfaldt Elche i 2015.

Det kræver et enormt arbejde fra klubbernes side, og derfor har den økonomiske kontrol heller ikke været lige populær hos alle klubberne, særligt dem, der har været i uføre, naturligvis. Men her fem år senere kan Tebas og LFP alligevel se tilbage på et succesfuldt forløb, i hvert fald når man snakker om økonomien i La Liga, og Tebas ville nok også mene, at resultaterne i de europæiske turneringer taler hans sag, men det er en anden diskussion. Ifølge deres egne tal er antallet af klager over manglende lønudbetalinger fra spillere gået fra 153 til blot en enkelt i 2017. I samme periode er den offentlige gæld i klubberne i La Liga og Segunda División gået fra €650 millioner til €96 millioner.

Samtidig begynder man rent faktisk at kunne se Tebas’ plan, at de spanske klubbers indtægter gerne skulle gå til investering i baneforhold, faciliteter og gode fodboldhold, gå i opfyldelse. Flere klubber renoverer stadions, flere klubber kan nu rent faktisk betale spillersummer eller i det mindste tilbyde spillere permanente kontrakter, der lever op til mindstelønningerne.

Det kan tillægges den økonomiske kontrol, men det kan også tillægges et af Javier Tebas’ andre initiativer: Det centraliserede salg af rettigheder og forsøget på at ensarte La Liga som brand.

For at skabe brandmæssig værdi for den spanske liga har Tebas for eksempel indført mantraet om, at man skal kunne genkende en La Liga-kamp inden for tre minutter udelukkende på baggrund af billederne, grafikken, stadionernes udtryk og produktionen af tv-billederne.

Spidercams, Intel 360 graders gengivelser og ensartet produktion har forbedret brandet, og gjort det muligt at sælge. Opgaven med at sælge audiovisuelle rettigheder til fodboldkampe er nemlig Tebas’ speciale, og noget han har arbejdet med siden 90’erne. Som præsident for La Liga har han sørget for at få centraliseret salget af rettighederne, noget han aldrig lykkes med i kampen mod FC Barcelona, Real Madrid og de andre storklubber, dengang han var formand for G30.

Nu fik han endelig skovlen under de store, og med et centraliseret salg af rettighederne har han både øget den samlede indtjening og fordelingsnøglen, så de store klubber ikke bare sidder på det hele. I stedet er alle sikret en vis grundindtjening for tv-rettighederne, mens resten fordeles af forskellige aspekter som for eksempel placering i tabellen og antal tilskuere på hjemmebanen.

Succesen er til at tag at føle på. La Liga-klubbernes samlede indtægter er ifølge Expansión fra 2011 steget fra €2,1 milliarder til i 2017 €3,4 milliarder. Isolerer man tv-indtægterne er tallet i samme periode fordoblet fra €0,7 milliarder til €1,4 milliarder. Imponerende resultater på bundlinjen, som selvfølgelig også skal ses i lyset af, at man i mellemtiden er gået ud af en finanskrise og ind i en vækstperiode.

Alligevel står tallene som et overordentligt solidt resultat for Javier Tebas! Men hvorfor er han så ikke en populær og samlende figur for La Liga?

Forretningsmand, jurist og rapkæftet politiker
En af forklaringerne skal findes i Javier Tebas karakter og ikke mindst fortid. Inden han i 90’erne med præsidentskabet i hjembyens klub og nuværende La Liga-underdog Huesca trådte ind i fodboldverdenen, flirtede han nemlig med det politiske miljø, og ikke hvilket som helst af slagsen.

I starten af firserne, som ung jurastuderende, var han nemlig medlem af Fuerza Nueva. For de, der ikke er velbevandrede i spansk politik og historie, så var Fuerza Nueva en udløber af Francos falangistiske parti, som styrede Spanien under det facistiske diktatur fra 1939 til 1976. Fuerza Nueva ønskede at bevare den strengt traditionalistiske og autoritære linje, og under transitionen fra diktatur til demokrati i sluthalvfjerdserne og startfirserne deltog de blandt andet i angreb på generalstrejker og poliske møder.

Javier Tebas fortryder ikke sin fortid i det falangistiske parti, tværtimod står han stadig for de samme politiske synspunkter, hvoraf han fremhæver arg modstand af abort, en katolsk livsførelse og en streng, spansk nationalisme.

Jeg tænker stadig det samme som for 20 år siden. Men jeg er ikke ekstremt højredrejet. I de fleste tilfælde, har jeg stadig de samme holdninger, som da jeg var medi Fuerza Nueva. Det der sker, er, at folk ikke ved, hvad Fuerza Nueva var. Men jeg er ikke ekstremt højredrejet, ej heller voldelig. Hvis ekstremt højredrejet er at forsvare Spanien som enhed, livet og en katolsk mening med livet, så tilhører jeg den gruppe. Og jeg forsvarer fortsat det samme, på det punkt har jeg ikke ændret mig.

Kritikere påstår, at hans politiske standpunkt påvirker hans virke. Sandt er det da også, at han har hyret flere politikere affilieret med det nu tidligere regeringsparti Partido Popular, hvilket der som sådan ikke er noget i vejen med. Senest kom det dog frem, at han har forsøgt at headhunte tidligere minister for administration af territoriale anliggender, Roberto Bermudéz de Castro til LFP’s organisation. Bermudéz de Castro blev særligt berømt for sin rolle i den politiske krise omkring den catalanske selvstændighedsafstemning i oktober 2017. Her var det ham, der helt håndgribeligt udøvede artikel 155 i den spanske forfatning, hvilket satte den catalansk regionale regering og det catalanske parlaments magt ud af spillet i kølvandet på den catalanske uafhængighedsafstemning.

Det skal yderligere ses i lyset af, at netop Tebas selv var meget åbenmundet i tiden omkring den catalanske krise. Hvor andre politikere og sportsfolk i hovedreglen afstod fra at tage stilling til, hvilke implikationer en eventuel catalansk uafhængighed ville få for de catalanske fodboldklubbers mulighed for at spille i den spanske liga, var han ganske klar i mæglet.

Først og fremmest er det umuligt, at selvstændigheden måtte komme, for Spanien har en retsstat, der bør overtrumfe. Alt, hvad der siden er sket, med folk i fængsel, har ikke overrasket mig, det var det logiske udfald. Vi, som er dedikeret til den juridiske verden, vidste, at der ikke var anden udvej. Hvis en begår ulovligheder, ender man, hvor man skal ende. Vi har altid forsvaret, at Sportsloven er meget klart i denne henseende, og at det ikke er muligt for catalanske hold at spille uden for La Liga, selv hvis vi tillod dem det.

Kombineret med det faktum, at Tebas også er offentligt erklæret Real Madrid-fan, er han selvsagt ikke på god fod med alle catalanere, i særdelshed dem, der holder med FC Barcelona. Gerard Piqués berømte, anklagende pegefinger op mod netop Javier Tebas efter et uafgjort resultat mod Villarreal, hvor dommeren ikke havde hjulpet FC Barcelona, skal netop ses i lyset af frustrationerne over disse udtalelser.

Hverken Tebas eller hans organisation påsætter dommerne, så principielt var gestussen fra Piqué tom, men principiel var den frem for alt..

Nazister og homoseksuelle
Som præsident for La Liga var det et udtryk for en usædvanlig lyst til at blande sig i politiske anliggender, og alle mulige og umulige andre sager. Traditionelt har præsidentembedet i LFP ikke været larmende, og også på den front repræsenterer Tebas en ny stil.

Flere gange har han bragt sig i unåde hos både klubber og fans. Den ene gang endte FC Barcelona med at lægge afstand til Tebas, efter han havde udtalt sig om FC Barcelona-spillernes opførsel i en kamp på Mestalla. Her var jublende Barça-spillere blevet ramt af en vandflaske, og da LFP udstangede bøden til Valencia, understregede Tebas, at ”sådan noget vil man ikke se”, men samtidig tog han afstand fra spillernes ageren. Spillerne, som havde jublet, måske lidt hoverende, men den slags sker nu ganske ofte i intense opgør mellem ligarivaler.

En anden gang var sagen mere alvorlig. Rayo Vallecano-fansene, som er notorisk kendt for deres venstreorienterede aktivisme, demonstrerede i 2016 mod indkøbet af den ukrainske angriber Roman Zozulya. Han var blevet set på et billede med en ukrainsk ultrahøjreorganisation, og det brød de Rayo-fansene sig selvsagt ikke om. Så voldsomt blev presset på Zozulya og klubbens ledelse, at de måtte skille sig af med ham, inden han overhovedet nåede at spille.

Det fik Javier Tebas til at reagere ved at stævne 17 Rayo Vallecano-fans, en beslutning, der trak politiske spor.

Tebas er gået for vidt. Han har en personlig modvilje mod folket fra Vallecas for deres ideologi, og det som Rayo Vallecanos fans repræsenterer, som ligger meget fjernt fra hans måde at tænke på, lød det således fra Miguel Ardanuy fra det politiske parti Podemos i Madrid.

Javier Tebas svar til ham og til Rayo-fansene var resolut:

I Rayo ønsker de ikke nazister, hvad så hvis der i morgen er et andet hold, som ikke ønsker homoseksuelle?

Som en mand, der har forsøgt at gå i spidsen af en kampagne for højere tolerance på tribunerne – en kampagne der indledtes, da Depotivo-fanen kendt som Jimmy blev slået ihjel i optakten til en udekamp mod Atlético i 2014 – klinger sådan en kommentar, der, utilsigtet eller ej, sidestiller nazisme med homoseksualitet, ikke godt. Særligt ikke når man har hans politiske fortid klar i bevidstheden, hvilket Rayo-fansene utvivlsomt har.

Økonomisk globalisator og sheikens værste fjende?
Men for klubberne i La Liga vejer Tebas’ politiske profil altså ikke højest. Det gør ønsket om at forbedre de spanske fodboldforretninger, der for de flestes vedkommende har lidt i mange år.

Og dermed kommer vi tilbage til det, der har bragt Tebas i offentlighedens søgelys verden over den seneste tid. Ønsket om at skabe finansiel stabilitet i Spanien blev nemlig fulgt af en gulerod til de selvsamme klubber, som er blevet ”ramt” af LFP’s krav om økonomisk ansvarlighed, nemlig øgede indtægter til gavn for især klubberne i midten og bunden af La Liga samt i Segunda División. Som nævnt, har hans økonomiske kontrol og det centraliserede salg af tv-rettigheder faktisk vist sig som en umiddelbar succes. Derfor er han også en ganske populær herre i en stor del af de mindre klubber.

Da Serie A for nyligt forsøgte at headhunte ham, satte klubberne sig således sammen for at blive enige om en lønstigning til Tebas, noget et klart flertal støttede op om, med undtagelse af blandt andet Real Madrid, som stadig ikke har tilgivet Tebas, at han frarøvede dem retten til selv at sælge deres tv-rettigheder samt hans undersøgelse af ulovlig stats-/ regionsstøtte til klubberne, som blandt andet involverede Real Madrid.

En af de klubber, der støttede op om Tebas var sjovt nok Rayo Vallecano (og deri ligger en af forklaringerne på, hvorfor Rayo og klubbens fans også befinder sig i en konstant konflikt). De ligesom mange andre klubber ser en vej ud af konstante gældsspekulationer og flirten med konkurs, som har været et aktuelt tema i en lang, lang række spanske klubber i det nye årtusinde.

Vi skaber afdelinger i mange lande, mens vi har tilrettelægt visse kampe efter nye markeder som Asien og USA. Vores mål er at nærme os Premier League, et forgangseksempel, når det kommer til fodbold som sport og forestilling

Så klar er målsætningen fra Tebas’ side, og han er villig til at gå langt for at nå sit mål. Men fans og senest også spillerne mener, at denne konstante higen efter vækst og nye indtjeninger koster deres oplevelse.

Først vil han have dem til at spille på andre tidspunkter, for Espanyol-fansenes vedkommende ofte mandag aften, noget de har demonstreret højlydt imod.

Så vil han straffe klubberne for ikke at have fyldt tribunerne. I det hele taget, men særligt i kameravinklen, så man kan finpudse produktet for fjernseerne. Det er blandt andet gået hårdt ud over Celta Vigo, som har kameraudstyret installeret på den mest populære tribunen hvorfor resten af stadion forekommer halvtomt.

Så tvinger han mere eller mindre klubberne til at leje en flok saudiarabiske spillere, som ikke er i nærheden af at have niveau til at spille i den bedste række, i bytte for saudiarabiske sponsorkroner.

Og sidst men ikke mindst vil han nu spille kampe i USA. De næste 15 år, mindst én kamp om året. I første omgang har han lovet, at maksimalt én kamp om sæsonen vil rykkes til USA de første fem år, og at det er frivilligt for klubberne at deltage. Det har så vist sig, at flere af de små klubber gerne ofrer en hjemmekamp for en tur til USA, og alt peger nu på, at det bliver Girona – FC Barcelona i januar måned, der kommer til at blive spillet i Miami.

Og selvfølgelig har Rayo også meldt sig, hvilket måske kan have noget at gøre med, at deres hjemmebane alligevel er lukket for tiden.

Som kompensation kan Girona-fansene i øvrigt vælge at få tilbagebetalt 40% af deres allerede købte sæsonkort (det mest populære valg ifølge Mundo Deportivo), rejse gratis til Miami på LFP’s regning (maks. plads til 1500 tilskuere) eller få en fribillet til udekampen mod FC Barcelona (maks. 5000 stks.). Det har fået en fælles front af fans og spillere til at stå op imod Tebas, som de mener handler henover hovedet på dem, hen over hovedet på det rigtige fodboldspanien, den hvor det lokale hold betyder mere end alt i verden, og hvor man spiser en bocadillo på stadion lørdag aften, inden man tager hjem eller videre ud i byen for at nyde det sene aftensmåltid.

På den anden side forsvarer Tebas en mere jordnær og økonomisk organisk struktur i fodbolden. Det gør han for eksempel ved at arbejde imod tredjeparter i form af rigmænds pludselige indtrængen i klubber som en imagemæssig, politisk eller forretningsdrevet strategi. Det har Peter Lim i Valencia mærket på sin egen krop, da han grundet den økonomiske kontrol, hvor der skal være ligevægt mellem indtægter og udgifter, ikke blot har kunne give Valencia-fansene gaver i form af dyre spillere.

Tebas ser gerne, at UEFA håndterer medlemsklubberne overalt i Europa på samme måde og med hård hånd slår ned på rigmænd, der leger fodboldbosser:

Det er ikke en personlig kamp, tag ikke fejl, det er en kamp, som europæisk fodbold må imødegå, og jeg skubber på. Når der kommer penge ind i en hvilken som helst økonomisk sektor, skaber det inflation og forårsager, at virksomheder forsvinder, for det er et fiktivt marked. Lad mig komme med et radikalt eksempel: Jeg er multimillionær, og i morgen bygger jeg en forretning ved siden af Carrefour og kalder den Tebasfour, fordi jeg ikke ønsker, at nogen skal betale for kylling eller mælk, for jeg er en rigmand, og jeg vil have, at man anerkender min internationale politiske strategi… Hvad gør jeg? Jeg angriber Carrefour, fordi de arbejder inden for en struktur markeret af efterspørgsel og udbud, og her kommer så en fyr, der er rig og kan forære det hele bort. Det er, hvad der sker med sheikerne, og hvad der skete med Abramovic i sin tid. Aktuelt har vi to hold i Europa, som er meget farlige i den henseende, PSG og Manchester City. Man ser, hvordan de benytter sig af kneb. Der kommer til at ske ét af to: Enten agerer UEFA, eller også er jeg nødt til at gå til EU. Jeg har allerede sagt, at jeg vil gøre det, hvis ikke UEFA gør noget, og jeg forventer, at de gør noget, for fodboldmarkedet er globalt, talentet er globalt og så kommer der disse sheiker, som det skete med Neymar, og siger ”ham tager jeg”, det er lige meget, hvad han koster.

Dette citat er der formentlig mange fodboldfans, der godt kan vinde sympati for. Også spanske. I en verden, hvor fodbolden i højere og højere grad fjerner sig fra ”almindelige menneskers hverdag” og fra de lokalt forankrede klubber, forsøger Tebas at trække i modsatte retning. På den ene side. På den anden side trækker han netop spansk fodbold længere og længere over i en globaliseret markedsstrategi, og deri er komplekset, der gør Tebas til en omdiskuteret skikkelse.

Kan han lykkes med at skabe en global økonomi omkring La Liga uden at miste alt det, der netop giver La Liga værdi for kernefølgerne, først og fremmest de spanske fans selv, som kommer på stadion og er med til at løfte oplevelsen af spansk fodbold, noget Tebas jo netop også anerkende i sin strategi? Når man tænder for La Liga på tv’et er det ikke blot det bedste fodboldspil i verden, det er også omgivelserne, stadion, fans, pibekoncerter, pres på dommerne og optændte gemytter på tribunerne, man vil se.

Kan det overføres til et NFL-stadion i Miami? Og vil spanierne med tiden acceptere, at deres elskede La Liga bliver kidnappet til USA? Og kan romantiske fodboldfans se sig selv forsvaret mod overinflation og ultraglobalisering af en mand med en fortid i en fascistoid politisk fraktion?

Forandringer i så grundlæggende strukturer som de europæiske fodboldligaer, som i Spaniens tid går langt længere tilbage end landets demokratiske, politiske institutioner, kræver tid og tilvænning, så tiden må vise, om Tebas er forud for udviklingen i en konservativ verden, eller om han har fået indviklet sig i en på forhånd tabt kamp mod de grundlæggende kulturbærere i spansk fodbold.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *