Julen Lopeteguis skæbne forseglet af fremragende Luis Suárez

I hvad der formentlig blev Julen Lopeteguis sidste kamp som Real Madrid-træner endte en relativt jævnbyrdig kamp med et ydmygende resultat for kriseramte Real Madrid, der blev ofre for Luis Suárez fortræffelige evner som fuldtræffer.

© Богдан Заяц

FC Barcelona – Real Madrid. El Clásico. Et Real Madrid-hold i krise med en fyringstruet cheftræner, et FC Barcelona-hold på vej ud af samme, men som med en sejr kunne generobre førstepladsen fra Atlético Madrid, der midlertidigt satte sig på tronen i spansk fodbold lørdag aften med en hjemmesejr over Real Sociedad. Det første Clásico i mere end ni år uden hverken skadede Lionel Messi eller til Italien bortfarne Cristiano Ronaldo.

Alle ingredienserne var på plads til en fornøjelig og drabeligt spændende eftermiddag på Camp Nou. For de skandinaviske seere, der har valgt at investere i et abonnement på Strive Sport, blev glæden dog relativt kort. I hvert fald hjemme hos undertegnede, og et blik på de sociale medier har også vist, at det ikke var internetforbindelsen, der var noget i vejen med.

Som ved det første mål:

Efter en jævnbyrdig start, hvor FC Barcelona satte sig på spillet i den afgørende duel om midtbanen, stak Jordi Alba efter 11 minutter i dybden. Som var det Lionel Messi, der befandt sig i feltet, udvalgte han med stor præcision og en flad aflevering Philipe Coutinho dybte inde i fjendens felt. Her sendte brasilianeren med en hård, flad inderside FC Barcelona i front og op i toppen af tabellen og Julen Lopetegui et skridt tættere på en fyreseddel.

Et spændende øjeblik. Mere spændende havde det dog været, hvis ikke kommentatorerne, et helt minut inden begivenhederne udfoldede sig på min skærm, havde annonceret scoringen med hele dens opbygning. En flad fornemmelse af de værste og vredesfremkaldende af slagsen!

Kampen udviklede sig, så vidt jeg kunne se, ikke med de store chancer, inden der efter en halv time var højdramatik i det madrilenske straffesparksfelt. Luis Suárez vristede sig fri af Raphael Varane, men franskmanden fik tilsyneladende nedlagt uruguayaneren med ulovlige midler. Dommeren valgte at udskyde beslutningen, men da meldingerne kom ind fra VAR-teamet i Madrid, kunne der ikke være tvivl. El Clásico-historiens første VAR-straffe, et klodset et af slagsen, var en realitet!

Det eksekverede Luis Suárez til perfektion – præcis så hårdt og yderligt, at selv en fuldt udstrakt Thibault Courtois, der gik til den rigtige side, ikke kunne gøre noget ved det.

Dermed gik catalanerne til pause med en føring på 2-0 efter en ellers relativt jævnbyrdig halvleg. At Real Madrid endnu ikke havde udspillet sine muligheder på Camp Nou denne aften, viste begyndelsen af anden halvleg. Real Madrid kom nemlig ud med bulder og brag, og de lignede et hold, der spillede for både egen ære og trænerens fremtid.

Efter fem minutter gav det høje pres, som sikrede Real Madrid overtaget, pote. Benzema spredte spillet klogeligt ud til indskiftede Lucas Vázquez. Via Isco og en skidt Clement Lenglet-clearing endte bolden hos Marcelo, som for tredje gang i fire kampe viste sine evner som målscorer, da han køligt rundede en frembrusende Piqué og pressede bolden ind bag Ter Stegen.

Reduceringen antændte håbet hos Real Madrid, men det antændte også FC Barcelona, som straks syntes bevidste om, at deres føring på det tidspunkt blot var skrøbelige tal på måltavlen, og ikke resultatet af et overbevisende og holdbart overtag. Kort efter ramte Luka Modriç indersiden af stolpen. Så var det Luis Suárez, der havde bud efter træværket efter fornemt forarbejde af Rakitiç og Sergi Roberto. Igen i den anden ende headede Karim Benzema en hårsbredde over Barça-buret. Lopetegui vejrede morgenluft under den catalanske aftenhimmel.

Men så dukkede Luis Suárez op og viste den afgørende forskel på de to hold i aftenens El Clásico: FC Barcelona har en angriber, der afslutter sagerne. Sergi Roberto fik bolden i en god position på kanten af feltet. Lidt aparte valgte han at chippe bolden op i hovedet på Luis Suárez, der befandt sig alt, alt for langt fra målet til at heade på mål. Det syntes han dog ikke selv, og med et uforståeligt hårdt hovedstød sendte han sit hold tilbage på vej mod en komfortabel sejr.

Og netop komfortabel sørgede han selv for at gøre den med otte minutter tilbage på uret. Sergio Ramos lod sig alt for nemt presse af Sergi Roberto, som pillede bolden fra Real Madrid-anføreren og straks sendte den i dybden til Suárez. Sprængfyldt med selvtillid løb han ned mod Courtois, og med et dybt chip, der nærmest kunne ligne en hyldest til Messi på tribunen, sikrede han sig sit hattrick, som samtidig var hans niende mål i de seneste otte kampe mod Real Madrid!

Og DET var det for Real Madrid-spillerne. Og Julen Lopetegui, der så sikkert som et amen i kirken vil modtage en fyreseddel senere i dag eller tidligt mandag. Nu gad de ikke mere, men det ville FC Barcelonas indskiftere, som så deres snit til at bidrage til festen. Ousmané Dembélé afdriblede Nacho uden at anstrenge sig og sendte et indlæg ind foran mål, hvor ingen ringere end Arturo Vidal kom flyvende og gjorde det til 5-1.

Ydmygelsen var komplet, og herfra handlede det kun om for FC Barcelona-spillerne at gøre den så eftertrykkelig som muligt. Suárez igen tæt på, Semedo på grænsen af offside, Piqué løber med frem for at få en Clásico-scoring til avisen.

Men flere mål blev det trods alt ikke til. Flere havde FC Barcelona da heller ikke brug for. I en kamp, der faktisk i lang tid stod på vippen og kunne have gået begge veje, endte catalanerne med at give hjemmepublikum en mindeværdig storsejr over ærkerivalen, som nu befinder på niendepladsen i La Liga og i en krise så dyb, så det er svært at huske noget lignende.

Det her overlever Julen Lopetegui ikke!

FC Barcelona – Real Madrid 5-1 (2-0)
1-0: Philipe Coutinho (11’)
2-0: Luis Suárez (30’)
2-1: Marelo (50’)
3-1: Luis Suárez (75’)
4-1: Luis Suárez (83’)
5-1: Arturo Vidal (87’)

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *