Kampen om Sevilla og Europa-eventyr – Sæsonoptakt 2018/19 (2/3)

I laget under den absolutte top kæmper lokalrivaler og danskerklubber om at ramme de europæiske placeringer. Her er optakten til sæsonen i den spanske subtop.

For mig at se er det inden sæsonstart oftest disse klubber, der er de sjoveste at kigge på. De klubber, der åbenlyst befinder sig under topholdenes niveau, men som alligevel med lidt vind i sejlene og held i sprøjten kan klemme sig på i toppen. Okay, Celta Vigo kan man godt afskrive som outsider til top fire, og Sevilla vil nok føle sig lidt klemte ved at blive betegnet som sådan, men fælles for alle disse klubber er, at de har deltaget i Champions League siden årtusindeskiftet.

De fleste af dem har også i denne periode været rykket ned, og det er blandt andet dette himmel og helvede-spænd, der gør hver La Liga-sæson så spændende at gå i møde. I virkeligheden er det ikke særlig sandsynligt, at de seks klubber, der bliver taget under behandling i denne del af sæsonoptakten, ender i top 10. Der er altid et eller flere hold, der flopper. Sidste sæson endte Real Sociedad, Athletic Club og Celta alle uden for top 10, selvom de alle inden sæsonen utvivlsomt havde sat næsen op efter den top 7-placering, der som oftest giver afkast i form af en Europa League-billet.

Derfor må målet for disse klubber som minimum være igen at finde vej til top 10, og i laget under de bedste ser Hay Liga, at disse seks hold kommer til at kæmpe om de sekundære, europæiske pladser.

Hay Ligas bud på placeringerne 5-10 (i parentes sidste sæsons placering)
5. Real Betis (6.)
6. Real Sociedad (13.)
7. Sevilla (7.)
8. Athletic Club (16.)
9. Villarreal (5.)
10. Celta (12.)

Sidste sæsons absolut mest positive oplevelse fra denne kategori var Real Betis. Efter at lokalrivalerne fra Sevilla igennem en lang årrække er løbet med al opmærksomheden, kom Betis-folket endelig ovenpå igen. Og nu kan man så passende stille sig selv spørgsmålet, som altid vil klæbe sig til sådan et succeshold, når man taler om et notorisk galehus i GF-klassen som Betis: Er der endelig kommet styr på sagerne?

På den sportslige front lader det såmænd til det. Quique Setién har fra start lignet et perfekt match til det temperamentsfulde, andalusiske fodboldpublikum, der gerne vil underholdes, helst i et højt tempo og med et vist snert af kaos. Betis formåede i hvert fald at deltage i et væld af underholdende kampe, ganske ofte med en overflod af mål til følge, og som oftest med point på tavlen til de grøn-og-hvid-stribede.

Henover sommeren har Betis ikke hvilet på laurbærerne i bestræbelserne på at konsolidere deres placering i subtoppen. Den eneste store afgang er Fabián Ruiz, som blev sendt til italienske Napoli. Han kan dog også blive savnet gevaldigt i Betis. Til gengæld har de hentet en god mængde spændende spillere ind den anden vej. William Carvalho skal yderligere polstre midtbanen, Takashi Inui kommer med en god sæson for Eibar og spændende præstationer for Japan i bagagen, mens Canales efterhånden fik fundet melodien i Real Sociedad, hvor han godt kunne have lignet Xabi Prietos umiddelbare afløser som spilstyrende drivkraft. Bagtil har man satset på stabile, rutinerede kræfter i form af Antonio Barragán og Sidnei, og netop noget stabilitet i de bagerste geledder kunne de godt bruge. Det er og bliver bare ikke Setiéns førsteprioritet, og derfor kan man godt forvente målrige Betis-kampe i den nye sæson også.

En vigtig faktor for Betis er også den enorme eufori, der har bygget sig op omkring holdet. De har slået rekord i solgt antal solgte sæsonkort – mere end 50.000 – og til den sidste træning inden sæsonpremieren på Benito Villamarín var tusindvis af Betis-fans mødt op for at vise deres støtte. Noget siger mig, at der er noget bund i dette Betis-projekt, som stadig er anført af den store, muntre leder Joaquín.

I den modsatte ende på euforiskalaen finder vi Real Sociedad. Her endte man må en skuffende 13.-plads sidste sæson, og derfor har baskerne taget konsekvensen og hentet Leganés-mirakelmanden Asier Garitano ind. Han får derfor endelig mulighed for at løfte sit trænerarbejde til næste hylde, efter han har mæsket sig i succes og gjort sig til et af de mest spændende trænernavne i spansk fodbold.

Hans første opgave bliver at finde ud af, hvem, der skal løfte arven efter en af det 21. århundredes helt store La Liga-profiler, Xabi Prieto. Her kunne Canales måske have været et bud, men han drog som nævnt til Betis. Alt imens arbejder de på at hente det tyrkiske talent Yusuf Yazici ind fra Trabzonspor. Som 21-årig står han noteret for 58 kampe, 16 mål og 13 oplæg i den tyrkiske liga, og det kunne tyde på, at han er den udvalgte. Den vigtigste signing kom dog ind i form af en kontraktforlængelse.

Når Athletic Club kommer til penge, som de denne sommer gjorde med salget af Kepa til Chelsea, ringer alarmklokkerne nemlig i San Sebastián, som stort set er det eneste sted, Athletic kan geninvestere pengene. I vinters røg Laporte til City, hvilket betød, at Iñigo Martínez lod sig friste af Bilbao-penge. I sidste uge var det så Mikel Oyarzabal, Athletic havde udset sig. Real Sociedad fik dog afværget stormen, og set i lyset af Prietos exit, var det absolut livsnødvendigt at holde på den kejtede målscorer og kreatør. Sammen med Adnan Januzaj kan han måske være svaret på det store spørgsmål omkring Real Sociedad i den kommende sæson; har de nok frem ad banen? Oyarzabal har kvaliteterne til at blive en kæmpe La Liga-profil, og med ham i folden og i topform kan Real Sociedad løfte sig mange placeringer i La Liga i forhold til sidste sæson.

I Sevilla ringer alarmklokkerne også som følge af lokalrivalernes ageren, spørgsmålet er, om de formår at afværge katastrogen. Pludselig skal Sevilla nemlig ikke blot forholde sig til, om de kan kæmpe sig tættere på de tre store og Valencia, som ser ud til at trække fra i øjeblikket, de skal også være på vagt for at beholde pladsen som Sevillas førende hold. I bestræbelserne på det har de valgt en spændende løsning på trænerposten i Pablo Machín, der med sin innovative 3-4-3-opstilling skabte store ting med sit Girona-hold. Det tegner i øvrigt godt for Simon Kjær, der i en tremandsbagkæde og med salget af Lenglet bør være sikret spilletid i langt størstedelen af kampene.

Efter en hektisk, og i sidste ende skuffende, sæson, hvor Joaquín Caparrós tog over undervejs, har Sevilla med Caparrós i en ny rolle som sportsdirektør ryddet ud i truppen hen over sommeren – en tiltrængt udrensning i andet geled. De glemte dog at lukke for sluserne i tide, for efter spildevandet var hældt fra, sneg en portion helligt vand med Clement Lenglet, Steven N’Zonzi og Joaquín Correa sig også ud. De er alle tre tunge afgange for Sevilla, og de kan blive svære at erstatte.

Særligt N’Zonzi har været vital for Sevilla, når de er lykkedes med deres spil. I stedet for ham er Ibrahim Amadou fra Lille hentet ind, og selvom meldingerne er, at han er trådt fint i karakter i forsæsonen og Europa League-kvalen, er det svært at se, at han skal kunne gå direkte ind og være en magtfaktor på midtbanen, som N’Zonzi har været det.

Man må dog også forvente, at de 200 millioner som franskmanden indbragte bliver investeret i frem mod transfervinduets lukning sidst i august – også i noget til den forreste linje, hvor André Silva på en lejeaftale fra AC Milan er den eneste forstærkning.

Det er svært at se Sevilla tage et skridt frem denne sæson, og det peger mest i retning af en mellemsæson på Ramón Sánchez Pizjuán. Hvis noget taler for andet, er det, at Sevilla ”slipper” for det Champions League-pres, der tydeligvis tyngede klubbens La Liga-præstationer sidste år. Det kan måske foranledige dem til at præstere bedre i La Liga, men de skal passe på ikke at blive distanceret yderligere af Valencia i den lille kamp om at blive ”det næste Atlético”.

Stærkt transfervindue i Athletic, Villarreal hænger i bremsen
Selvom det ikke lykkedes for Athletic at gafle Oyarzabal, har der været overraskende godt gang i tilgangene. Taget deres selvvalgte begrænsning i betragtning må det nemlig siges at være godkendt at kunne præsentere tre navne, som kan spille en rolle med det samme. Yuri Berchiche er blevet fisket hjem fra et mindre vellykket PSG-ophold, Eibar-ankermanden Dani García er hentet ind til midtbanen, mens Ander Capa også har taget turen fra Eibar til Bilbao.

De kommer her under kyndig ledelse af Eduardo Berizzo, som efter et uskønt Sevilla-exit får chancen for på ny at stå i spidsen for et La Liga-hold. Umiddelbart kan hans udtryk fra Celta-tiden være et fint match med Athletic-truppen, og ikke mindst deres fans, som gerne ser et højt, aggressivt pres hjemme på San Mamés. En 16.-plads sidste år skal død og pine forbedres kraftigt.
Skal det det, må Berizzo først og fremmest finde en løsning på, hvem der skal score målene ud over Aduriz, som vel ikke kan blive ved med at stå alene med ansvaret. Iñaki Williams har sagt, at han vil arbejde på at bidrage mere til den front, og ellers må man hænge sin hat på, at yngre kræfter som Asier Villalibre kan tage et skridt op og presse Aduriz bagfra. Det er dog også en rimelig stor usikkerhedsfaktor, og de baskiske angribere hænger ikke på transfertræerne og venter på at blive plukket..

Hos sidste sæsons nummer fem, Villarreal, har de heller ikke spenderet sommeren på at plukke frugterne i transferlunden. De venter stadig på, at nogle transfers lykkes, men tingene synes at være gået lidt i stå for de kære keramikere.

Et par udmærkede inkorporeringer er det dog blevet til med Gerard Moreno, Cáseres og Funes-Mori. Det virker dog underligt, at de er i gang med at afskibe deres kreative kantspillere – Cheryshev udlejet til Valencia, Soriano og Castillejo på vej ud – ude rigtig at have løsningerne klar. Alt imens venter det på at få afklaret en permanent løsning med Carlos Bacca, og det hele virker ukarakteristisk uafklaret i den lille landsby.

På den anden side har de en god tradition for at hente unge spillere op, men man må trods alt håbe for dem, at de kan få hentet afprøvede kræfter ind til kanterne, ellers kan det blive svært for dem at nedbryde modstanderne … Og så SKAL de have hentet en ekstra angriber ind, også hvis de ikke lige lykkes med Bacca.

Den måske bedste nyhed i hele La Ligas sommerpause kom dog også i Villarreal. Efter et skadeshelvede uden lige var ingen ringere end Santiago Cazorla pludselig på banen i Villarreals første sommerkampe. Først lød meldingen, at han bare trænede med for at finde formen. Den fandt han åbenbart så hurtigt, at Villarreal fandt det passende at invitere en tvivlsom magiker ind på Estadio La Cerámica for at præsentere Cazorla som Villarreal-spiller med et, i al sin håbløshed, vidunderligt røgnummer. Hay Liga krydser fingre for, at Cazorla ikke har mistet al sin magi endnu, og at der er et skud lækker fodbold tilbage i fødderne på ham. Det har han fortjent, og det har La Liga fortjent!

Fra Berizzo og Unzué til … Antonio Mohamed
Det mest usikre kort i denne top ti er at finde i danskerkolonien i Vigo. Celta formåede i sidste sæson ikke at charmere sig ind i fodboldhjerterne på samme måde som tidligere, og spørgsmålet er, om gassen er ved at gå lidt af ballonen på Balaídos. På trænerfronten har de hentet et fuldstændig ubeskrevet blad i europæisk fodbold med fortid i argentinsk og mexicansk fodbold ind i form af Antonio Mohamed. Han står umiddelbart for en mere konservativ og forsigtig tilgang til fodboldspillet, end de angrebs- og presivrigt forgængere. Fra spillertruppen forsikrer de dog, at Mohamed først og fremmest tager stafetten videre, lad os håbe de får ret.

På danskerkontoen er det i øvrigt status quo. Daniel Wass har taget et flot skifte til Valencia, og ligeså fornemt er Mathias Jensen blevet hentet ind som erstatning – med danskerbrillen i hvert fald, i virkeligheden er det nok lige så meget tyrkiske Okay Yokuslu. Andrew Hjulsager gør det faktisk til plus én, men ingen regner for alvor med, at han kommer til at spille nogen rolle i Celta – ligesom Emre Mor i øvrigt ser ud til at være kørt ud på et sidespor.

Bagtil har Celta måttet sige farvel til Jony, Jordi Gómez og Andreu Fontás, mens Mohamed har taget Nestor Araújo med sig fra den mexicanske. Celta kan umiddelbart stadig mønstre en god startellever, vigtigst af alt med den dødsensfarlige fronttrio Aspas, Sisto, Gómez intakt. I hvert fald indtil videre, for Maxi Gómes tiltrækker sig opmærksomhed. Man kan imidlertid godt være bekymret, når man ser på bredden i Celta-holdet, særligt oppe foran. Mor er ude i kulden, Beuveau ser aldrig rigtig ud til at blive andet end middelmådig og så skal Sofiane Boufal, som er lejet i Southampton, bidrage til konkurrencesituationen, hvilket han godt kan komme til, kan han oftere ramme sit topniveau, som han viste i glimt i Premier League.

Mest spændende bliver det at se, om Mathias Jensen kommer til at tilkæmpe sig en plads. Han har imponeret voldsomt i Superligaen, og umiddelbart virker hans spil skræddersyet til Celta – i hvert fald det Celta, der har charmeret de senere år. Skridtet fra FC Nordsjælland ud i de europæiske ligaer har dog ikke vist sig så nemt, bortset fra netop Celta-spilleren Stanislav Lobotka, som dog godt kan nå at finde en ny klub inden transfervinduet lukker. Det ville være en bet for Celta, som umiddelbar godt kan få svært ved mere end at overleve med sikkerhed. Men de har trods alt nogle profiler, der kan afgøre kampe, og de har formået at overraske os gentagne gange de senere år.

Og så krydser vi naturligvis fingre for, at Sisto og Jensen kan imponere og fortsætte med at holde den dør mellem Superligaen og La Liga åben, som pludselig synes at stå lidt mere end på klem.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.