La Liga er tilbage: Coronakrisen og “Hvad der skete sidst”

Torsdag aften er pinslerne ovre. La Liga vender tilbage. Men hvad skete der egentlig i spansk fodbold, mens coronakrisen stod på – og hvor var vi nu i plottet, da den ufrivillige pause satte ind? Det forsøger jeg at besvare her.

Den 10. marts om aftenen vandt Real Sociedad en vital sejr i en fodboldkamp på Ipurua i Eibar og lagde sig dermed akkurat op på den Champions League-givende fjerdeplads. Kampen var en udskudt kamp fra runde 24, som var blevet aflyst på grund af en giftig brand i den lille baskiske bjergby, og den endte med at være den eneste La Liga-kamp, som blev afviklet uden tilskuere inden coronakrisen.

Billeder som disse af tilskuerløse stadioner kan vi dog godt vænne os til. Torsdag indledes La Liga-sæsonen 2019/20’s hektiske slutspurt – 110 kampe på 38 – med et Sevilla-derby foran tomme tribuner. Den ultimative demonstration af, hvilken forskel de stemningsfyldte tribuner gør på helhedsoplevelsen af fodboldkampe, både når man er afsted på stadion, og når man sidder derhjemme foran skærmen. Javier Tebas er begyndt at snakke om tilskuere på stadions, men det har lange udsigter, og tilmed bliver det formentlig med store regionale forskelle i, hvornår tribunerne igen kan fyldes.

Men hvad var det nu lige, der skete i La Liga inden pausen, og hvad kan vi forvente os af den kommende måneds tid, hvor skidt og gammen skal fordeles efter fortjeneste i verdens bedste fodboldliga? Det vil jeg forsøge at komme med et bud på med fokus på de steder, hvor henoldsvis konsekvenserne og hæderen er størst: bundstriden og mesterskabsduellen.

Men allerførst lige en opsummering af, hvad der egentlig er sket uden for banen siden den aften på Ipurua i starten af marts.

Coronakrisen kort
Ligesom herhjemme blev Spanien kort efter den aften på Ipurua ”lukket ned”. I modsætning til herhjemme blev der hurtigt tale om et decideret udgangsforbud – kun essentielle besøg i supermarkedet og på apoteket var tilladt. Coronakrisen ramte da også spanierne ekstremt hårdt, og efter Norditalien var Spanien i lang tid epicenter for pandemien. Og spansk fodbold spillede en ufrivillig hovedrolle i pandemiens indtog i Spanien – og Storbritannien!

Både Valencias udekamp mod Atalanta på San Siro i Milano og Atlético Madrids ditto mod Liverpool på Anfield blev nemlig fremhævet som store enkeltstående begivenheder, der bidrog til smittespredning. Valencias trup rejste hjem fra epicentret i Norditalien med flere spillere smittet, ligesom medrejsende Valencia-tilhængere tog smitte med hjem til appelsinbyen. Weekendens Valencia-derby er derfor også dedikeret til sammenholdet i byen under det fælles slogan <b>Levante</b>mos</b>Valencia. Valencia rejser sig, sammen.

Ugen efter havde coronavirussen fået sit tag i særligt Madrid, og fra netop den spanske hovedstad rejste 3.000 entusiastiske Atlético-fans til Liverpool for at nyde den store præstation, det var at slå de forsvarende mestre ud af Champions League. Desværre fik de medbragt smitten i stor stil ind på et tætpakket Anfield, og kampen markerede for alvor begyndelsen på coronakrisen på de britiske øer.

Set i bagklogskabens lys virker det absurd, at UEFA lod de to kampe blive spillet med tilskuere, hvilket Jürgen Klopp da også påpegede med stor forundring inden og efter opgøret (iblandet en god portion bitterhed over at tabe til et hold, han ikke mente levede op til standarderne for, hvordan man bør spille fodbold.)

Nedlukningen af Spanien betød selvfølgelig også nedlukningen af fodbold, og på et tidspunkt så det sort ud med udsigten til La Liga-fodbold. Alligevel var fornemmelsen hele tiden, at begyndte det at lysne bare den mindste smule, ville igangsættelsen af den professionelle fodbold også være en prioritet; det er ganske enkelt aldeles politisk inopportunt at gøre andet.

Fodbold er så integreret en del af så mange spanieres hverdag, og fodboldkulturen har historisk set bidraget til en social sammenhængskraft i landet, selv når mørke kræfter, altså fascismen, har gjort sit ypperste for at splitte folket. Og nå jo, så fylder fodboldøkonomien helt op mod 1,5 procent af den samlede spanske BNP, så det kan simpelthen også betale sig, lige så vel som det kan betale sig at åbne op for andre af samfundets sektorer; det økonomiske argument letter som bekendt de fleste politiske beslutninger, når de skal vinde bred opbakning.

Derfor var det heller ingen stor overraskelse, da Pedro Sánchez den 23. maj kunne meddele fra La Moncloa, at La Liga og Segunda División fra og med mandag den 8. juni ville kunne begynde kampene.

Det er dog ikke sket helt uden politiske forhandlinger og møder bag kulisserne. Særligt LFP med Javier Tebas har været aktive, og som noget helt usædvanligt har han været i positiv dialog med Luis Rubiales fra RFEF, det spanske fodboldforbund. Sammen med Kulturministeriets sportsråd repræsenteret ved Irene Lozano er de blevet enige om tiltag, der blandt andet betyder, at en del af klubbernes tv-indtægter skal gå til at støtte breddeidrætten samt de mindre sportsgrene, som i endnu højere grad lider under krisen, end fodbolden med genåbningen og dermed indkasseringen af tv-penge kommer til.

Med Rubiales er Tebas blevet enig om, at mandagskampene, som ellers var blevet taget af tapetet efter lang, bitter strid, kan vende tilbage for en stund – dog kun for en stund, hvilket var Rubiales’ sejr. Det var et lille skridt for de to, men et stort skridt for spansk fodbold mod en måske lysere fremtid med samarbejde mellem de stridende parter. Og så er det en udvikling, der nu ser ud til at kunne sikre Rubiales en overraskende ny periode som spansk fodbolds førstemand.

Spillernes forening AFE var til gengæld genstridig i debatten om genåbning. De udtrykte bekymring for spillernes ve og vel, et synspunkt, der dog aldrig rigtig blev vandt gehør. Dels fordi spillerne nærmest stod i kø for at fortælle, hvor gerne de ville ud at spille igen, og dels fordi der selvfølgelig som i Bundesligaen og Superligaen er udviklet protokoller og teststrategier for at sikre, at fodbolden ikke risikerer at blive en smittespreder. De talte stort set for døve ører, mens de sparkede en åben dør ind. Kun en enkelt spiller for Cádiz CF gik i solostrejke – ikke effektfuldt.

Netop på grund af snakken om spillernes sikkerhed, og fodboldens ansvar for at genåbne ansvarligt, var opmærksomheden da også stor, da Sevilla-spillerne Lucas Ocampos, Éver Banega, Luuk De Jong og Franco Vázquez lagde et billede op af en privat grillfest, som lige præcis havde deltagelse af for mange i forhold til retningslinjerne om kun at måtte samles 10 personer. Sevilla tog afstand til sine spillere, de undskyldte offentligt, og nu er vi klar til at se fodbold fra det spanske igen. Stuntet tog i øvrigt for en stund fokus væk fra Pione Sisto, som ellers var et varmt emne – også i den nationale spanske presse – med først hans køretur hjem til Danmark og udeblivelse fra de første træningspas.

Det bliver en anderledes La Liga, der som en gammel forslået ven møder os den første tid: Real Madrid spiller sine hjemmekampe på træningsanlægget, trænerne har fem udskiftninger at gøre godt med, pokalfinalen er udsat (efter Real Sociedad og Athletics ønske om at spille for fulde huse), Aritz Aduriz har sneget sig ud ad bagdøren, kampene bliver lagt på skøre tidspunkter og kan flyttes pludselig på grund af sommervarmen, og der vil blive afholdt ét minuts stilhed for at mindes de i skrivende stund 27.136 coronarelaterede dødsfald i Spanien.

To af dødsfaldende ramte den spanske fodboldverden direkte. Vi mistede således Atlético Madrids mesterskabstræner fra 90’erne Radomir Antiç og Real Madrids eks-præsident Lorenzo Sanz. Desuden gik den folkekære fodboldekspert Michael Robinson bort efter længere tids kamp mod kræft – må de hvile i fred alle tre.

Tilbage til glade budskaber; efter en gradvis genåbning af træningsanlæggene er spillerne nu efter forlydender fra flere af klubbernes fysiske trænere mere end klar til at tage hul på slutspurten i La Liga. Så nu skal det endelig handle om fodbold.

Kan bundpropperne få gavn af pusterummet?
Nede i bunden af tabellen er desperationen klart størst hos Espanyol. Det var den før krisen, gennem hele sæsonen, og i sådan en grad, at end ikke Leganés med deres uheldsvangre tab af offensivesset Braithwaite kan være med. Inden den ufrivillige pause blev dette manifesteret ved Leganés’ håbinspirerende udesejr over Villarreal på to mål af, hvad der ligner den eneste mulige redningsmand, Óscar Rodríguez. Det til trods er Leganés stadig storfavoritter til at tage den ene nedrykningsplads.

Siden det kontroversielle tab af Braithwaite har hvert spilleminut været én lang og sej kamp for at forsvare sig og håbe på det første og bedste lucky strike på modstanderens halvdel, og det er svært at se, at Javier Aguirre har det offensive skyts til at sikre tilstrækkeligt med sejre og udøve et lille mirakel. Men, men, men – man skal jo aldrig udelukke noget, når agurkedyrkerne er involveret …

I Espanyol forsøgte man ved årsskiftet at rette den håbløst synkende skude op, eller i det mindste bare kaste et anker, så mandskabet kunne få ro til at reparere skaderne. For de har taget vand ind siden første fløjt denne sæson på trods af en tilsyneladende fin transfersommer. Det skaldede anker Abelardo har dog blot skrabet bunden, og med et pointsnit på 1,11 indtil nu kommer han ikke til at redde nogen fra noget som helst.

Espanyol sluttede på en dårlig oplevelse med et nederlag ude mod Osasuna, men måske kan netop de drage nytte af den lange pause. Spillermaterialet er til mere, og med den rette indstilling, og hvis Abelardo kan sætte holdet rigtigt sammen, kan de sagtens hente en pæn stime af resultater. Først og fremmest skal Abelardo fremtrylle nogle flere målscorere. Wu Lei har forsøgt ihærdigt, til tider med held, Matías Vargas burde kunne byde ind – men mesterafslutteren Raúl De Tomás har som den eneste vist evnerne foran målet siden januar-ankomsten, og det er bare ikke nok, når man er på jagt efter et mirakel.

Seks point op til Celta Vigo over stregen virker umiddelbart som en uoverstigelig udfordring, men jeg vil ikke desto mindre følge Espanyols første kampe med en vis spænding efter pausen, hvor de starter med et opgør mod Alavés, som netop for mig at se er det absolut øverste hold, som de tre hold under stregen – Espanyol, Leganés og Mallorca – med lidt god vilje kan bestræbe sig på at hente.

Real Betis har for stærk en trup til at komme i fare. Levante er sikre i konceptet og besidder også kvalitet over det meste af linjen, og Paco López kommer næppe til at ryste på hånden, selvom Levante på grund af renovering af Ciutat de Valencia skal spille deres hjemmekampe i Nucía – en by beliggende mellem Valencia og Alicante, hvis fodboldhold gør sig i den tredjebedste række, hvor kun oprykningsplayoff bliver afviklet post-coronakrise.

Ud over Espanyol er Celta Vigo uden tvivl det mest prominente hold, der har bragt sig selv i alvorlige vanskeligheder. Deres form var dog for opadgående inden krisen, hvor de lige præcis nåede at snige sig over stregen med flotte point mod blandt andre Sevilla og Real Madrid. Pointene begyndte selvsagt at rulle ind på kontoen, da Iago Aspas vendte tilbage fra en skade, og som så ofte før kan man sige, at Celtas skæbne hviler i hænderne på den efterhånden nærmest mytiske heltefigur i Vigo.

Pione Sisto kan dog også komme til at spille en afgørende rolle. Trods det mærkelige forløb under coronakrisen, om hvilket man bør læse det glimrende interview, Politiken har bragt, tyder noget på, at han bliver taget til nåde. Det var også status inden pausen, hvor han leverede sine bedste præstationer længe – lad os krydse fingre for, at det kan fortsætte. Det bør de i hvert fald gøre i Celta, hvor han om nogen kan være manden med overraskelserne i ærmet fra en dygtig, men lidt normcore spansk midtbane, som ud over Sisto er fyldt med mere boldfølelse og pasningsfornemmelse end fantasi og udfordringsevne.

Med netop Celta placeret på den nederste nedrykningsplads er det da også de tre hold, der for øjeblikket er placeret under stregen, som bejler kraftigst til at lide den tunge skæbne. Kigger de op over galicierne er der dog håb at hente.

Mens Alavés har fundet lidt af deres stabilitet, imponerede hverken Eibar eller Real Valladolid inden pausen. Faktisk har ingen af dem imponeret andet end i ganske korte glimt i sæsonen, og særligt Real Valladolid kan komme i problemer. Eibar har stor erfaring i nedrykningsræset, både i den erfarne trup og i træneren José Mendilíbar. Mendilíbar har dog ikke kunnet banke det samme solide udtryk op som tidligere, og hvis Real Mallorca kan spille med noget af optimismen fra før coronapausen, så kan begge komme i fare.

Den store ubekendte, som særligt Bundesligaen hurtigt fik lært os om, er dog tilskuerfaktoren. Det hold, som umiddelbart kan komme til at lide mest under manglen på deres hjemmefordel, er Deportivo Alavés. De har hentet 23 af deres 32 point på Mendizorrotza, hvor de har sig et udmærket fort – har trods alt også en margin til farezonen og måske det mest nådige kampprogram.

Real Valladolid og Eibar står tilbage som de stærkeste bud på nedrykkere, hvis ikke bundkampen ender, som det står – hvilket jeg i sidste ende tror, bliver tilfældet. Vi kan dog allerede være blevet meget klogere efter weekendens kampe: Espanyol – Deportivo Alavés og Leganés – Real Valladolid. Med to hjemmesejre begynder bunden at tætnes, og det ville ligne La Liga dårligt, hvis der ikke kommer vild spænding dernede.

Real Madrid mistede El Clásico-momentum
I den anden ende af tabellen har de seneste runder budt på enormt spændende resultater i toppen af La Liga, og mens kampen om Europa League-pladserne – hvor 7.-pladsen også er kommet i spil, som følge af udskydelsen af den baskiske pokalfinale – og i særdeleshed Champions League-pladserne er uhyre tæt, må man sige, at mesterskabsduellen ser ud til at tage fokus. Duellen mellem FC Barcelona og Real Madrid ser ud til at blive en vanvidsdyst, der skal afgøres på målfoto. Og en duel bliver det, for selvom Sevilla på et tidspunkt så flyvende ud, må man bare sige, at hverken Atlético, Sevilla eller Real Sociedad har haft stabiliteten til at hænge på, selvom deres respektive topniveauer har været på omgangshøjde med de to giganters.

I 25. spillerunde – forrige spillerunde – så Real Madrids lange stime af fine resultater ud til at kulminere med et afgørende stød i mesterskabskampen, da Vinicius og indskiftede Mariano sikrede en 2-0-sejr i El Clásico på Santiago Bernabéu. Blot ugen efter røg glæden dog i vasken, da Real Madrid i seneste spillerunde tabte på Benito Villamarín mod ellers notorisk underpræsterende Real Betis, mens Barça sikrede sig en flot skalp med en 1-0-sejr i en tæt kamp mod Real Sociedad. I øvrigt i en kamp, hvor Martin Braithwaite brillerede med en fornem første halvleg.

Det betyder, at FC Barcelona kommer ind til 11-kampsspurten med et forspring på to point ned til rivalerne på andenpladsen. Intet stort forspring, men det kan vise sig at være lige præcis nok, særligt fordi holdenes kampprogrammer ser nogenlunde lige svære ud.

Ingen af holdene har i øvrigt imponeret stort i sæsonen. Det er faktisk derfor nemmere at argumentere for, hvorfor de ikke vinder La Liga, end hvorfor de gør det. Så det vil jeg gøre:

Når FC Barcelona ikke vinder La Liga, er det, fordi deres trup er alt for smal, og alt for meget til stadighed afhænger af Lionel Messi. Quique Setién kan dog glæde sig over at få Luis Suárez tilbage i spil efter en længere skadesperiode, selvom uruguayaneren ifølge manageren ikke er klar til 90 minutter endnu. Men selv når alle mand er klar, er bredden i truppen værd at diskutere. Quique Setién har i sine 9 kampe i spidsen for FC Barcelona kun gjort brug af 20 forskellige spillere – det er klart mindre end nogen anden træner i La Liga, også sammenlignet med de andre trænere, der trådte til omkring årsskiftet ligesom Setién. Med et overrumplende stramt kampprogram forude kan det komme til at koste point. Især, selvfølgelig, hvis Messi ikke holder til at spille alle minutter – det vakte derfor bekymring, da den lille troldmand forleden måtte gå i træningscenteret, mens holdkammeraterne trænede med bold, en situation, der blev tonet ned som en better safe than sorryforanstaltning.

Desuden er midtbanekonstellationen stadig et stort spørgsmål, da heller ikke Setién for alvor har kunnet få den ellers umiddelbart åbenlyse Busquets-Arthur-De Jong-trio til at fungere. Skal Arturo Vidal virkelig spille en afgørende rolle for et Setién-mandskab, eller kan han få brikkerne til at falde på plads? Og kan stortalentet Riqui Puig blive en af de store åbenbaringer, når kamprogrammet utvivlsomt bringer ham i spil til både indskiftninger og startpladser? Spændende spørgsmål, som FC Barcelona-fansene dog nok gerne var foruden inden de kommende kampe.

Konstellationerne tumler Zinedine Zidane også med i Real Madrid. Mens bagkæden anført af Sergio Ramos har imponeret stort, er det manglen på formstærke offensivspillere, der kan komme til at koste Real Madrid mesterskabet. Kongeklubbens angrebsspil har sjældent fået tilskuerne til at dåne på Santiago Bernabéu. Sporadiske indslag fra Vinicius, sjældnere indslag af Rodrygo, en skandaløs (ja, selv set i lyset af skadesproblemer) Eden Hazard, en skadet Asensio og det walisiske enfant terrible Gareth Bale har gjort, at Karim Benzema for anden sæson igen er eneste faste holdepunkt i den forreste linje. Og franskmanden kan ganske enkelt ikke følge med Messis tal på den lange bane – hvilket han som sådan ikke skal skamme sig over.

Real Madrids ofte nedslående offensive udtryk er også den eneste grund til, at de ikke formåede at stikke af fra FC Barcelona, da de havde muligheden, og det er derfor også Zidanes hovedpine. Hvad finder han dog på? Og har coronakrisen gjort hans problemer værre, eller er der kommet nye løsninger på banen?

En af de ting, der i hvert fald kan være sket, er, at Marco Asensio er tilbage. Han kan måske blive trumfkorter i hovedstaden. Alle ved, at hans topniveau på et tidspunkt bragte ham tæt på den absolutte verdenselite, men ingen ved, hvordan han kommer tilbage efter sin lange skadesperiode. Kommer han bare med noget af sit niveau, kan han bidrage med noget af den pågående aggressivitet og konstante søgen mod målet, som de andre i den grad har manglet. Har Hazard samtidig skrottet sin livsfilosofi om kun at leve af pommes frites og pizze, når han har fri fra fodbold, kan brikkerne måske i sidste ende falde på plads for Zidane – og så kan deres brede trup og stærke defensiv sikre sende dem i raketfart forbi skrøbelige Barça.

Se, endte jeg nu egentlig alligevel med at argumentere for, at Real Madrid vinder mesterskabet? Ja. Men tag det ikke for tungt, jeg har ærlig talt ingen idé om, hvem jeg skulle sætte mine penge på.

Hay Liga, endelig
Når La Liga-bolden torsdag ruller, er det dog ingen af disse ting, jeg vil tænke på. Da vil jeg i stedet blot glæde mig til endelig at se noget kvalitetsfodbold af højeste karat. Selvom Bundesligaen har gjort et hæderligt forsøg, og den hjemlige andedams runde 26 da gav en vis portion spænding, bliver det en fantastisk forløsning at se Sevilla-derbyet folde sig ud. Og når man har savnet spansk fodbold en stund, så gør det egentlig ikke noget, at det gode gamle spilletidspunkt kl. 22 er blevet taget i brug.

Derfra kan dramaet begynde, og ud over de ovenstående spørgsmål er der ingen, der har sagt, at det skal blive kedeligt at følge Atlético Madrids desperate jagt på en Champions League-billet i Germán Burgos’ sidste sæson som Simeones tro væbner. En kamp, de skal kæmpe med Valencia, som samtidig må kigge nedad, hvor lokalrivalerne fra Villarreal, sensations-Granada og Aduriz-løse Athletic Club med en god stime vil øjne Europa League-pladsen. Og Getafe, som igen til manges irritation og lige så manges fascination har formået at bringe sig selv i spil til den plads i det forjættede land, som de sidste år var så hulens tæt på at bringe hjem til den slumrende Madrid-forstad. Real Sociedad og Sevilla står på forhånd med de bedste kort på hånden, og særligt Real Sociedad har til tider imponeret med spil af højeste klasse – men lige om lidt bliver vi alle klogere på, hvordan klubberne står post-coronakrise.

Er det ikke bare fantastisk. La Liga er tilbage!

Artiklen er opdateret efter publicering: Det fremgik tidligere, at Michael Robinson var blandt coronakrisens dødsofre. Michael Robinson døde, som det nu står, efter længere tids kamp mod kræft.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *