Mesterskabskamp i dyre domme – Sæsonoptakt 2019/20 (3/3)

Efter at have taget bundkampen og midterfeltet under kærlig behandling i to optaktsdele, er det nu blevet tid til at kigge på det, vi alle sammen nok trods alt glæder os mest til. Topstriden. Hvem tager mesterskabet, hvem klemmer sig ind i top 4, og er der overhovedet nogen, som kan udfordre FC Barcelona i det, de er bedst til: La Liga?

Lige siden Frank Rijkaard og Ronaldinho sendte FC Barcelona tilbage på toppen af La Liga i 2005, har FC Barcelona haft førertrøjen på. Det er dem, der skal udfordres, og det er dem, de andre kandidater skal måle sig med. Real Madrid har naturligvis oftest budt ind, men de har ikke formået at sætte sig på mesterskabet i samme grad, som først Ronaldinhos og siden Messis Barça har gjort det.

Den kommende sæson er ingen undtagelse: Det spørgsmål, der præger debatten op til sæsonstarten, er, hvem der kan agere førsteudfordrer til Ernesto Valverdes FC Barcelona, som er favoritter til at genvinde titlen. Det afspejler sig også i mit bud på en slutstilling i toppen af La Liga:

Hay Ligas bud på topstillingen 2019/20
1. FC Barcelona
2. Atlético Madrid
3. Real Madrid
4. Valencia
5. Sevilla

Og det er ikke kun, fordi FC Barcelona tog titlen med overbevisende pointmæssig margin i sidste sæson, jeg vælger at tro på en gentagelse af mesterskabstriumfen. Nej, det er simpelthen, fordi de for første gang længe ser ud til virkelig at have ramt plet i transfervinduet.

Sidste sæson var sandt for dyden en mærkelig en af slagsen på Camp Nou. Den endte med et sikkert mesterskab, men alligevel i et antiklimaks. Et antiklimaks, der beviste det, som mange, undertegnede inklusive, havde peget på hele sæsonen: Noget var galt på FC Barcelonas hold. Holdet virkede ude af balance, blandt andet på grund af Sergio Busquets mærkelige udsving, som man ellers aldrig før har set, men også fordi han ikke foran sig havde en stabil duo fyldt med kvalitet og sikre fødder, som man ellers har set tidligere.

Ivan Rakitic var udmærket uden at brillere. Arthur viste i glimt, hvorfor han er blevet hentet til FC Barcelona, og han kan stadig komme til at spille en stor rolle. Arturo Vidal … var der jo. Som selve inarkationen af, hvordan Barça i sidste sæson ikke var Barça, og at de i øvrigt har en træner, der lod til at være pænt ligeglad med det. Det viste kampene mod Liverpool, hvor Ernesto Valverde i stedet for at forsøge at tage initiativet i kampene blot krydsede fingrene og skuttede sig under jakken i håbet om, at Arturo Vidal kunne tackle sig vej igennem et helt igennem blændende Liverpool-hold.

Da det samme skete i pokalfinalen mod Valencia, har det alligevel tilsyneladende vækket noget hos den sportslige ledelse, og hvem ved, måske også hos Valverde. I hvert fald har indkøbene været målrettede: Frenkie De Jong skal ind og genbarçaficere midtbanen. Måske sammen med Arthur, hvis han rigtig vil forkæle os. Og Griezmann skal naturligvis afhjælpe på den bekymrende grad af Messipendencia, der for alvor blev udstillet af Klopps røde hær.

Begge forstærkninger har vist sig glimrende frem i løbet af sommeren, og det har bragt optimisme ind omkring Barça-truppen. Også i sådan en grad, at både Ousmane Démbélé og Luis Suárez har fundet spilleglæden frem igen. Det efterlader Valverde med en offensiv hovedpine, der ikke bliver mildere af udsigten til enten at have Coutinho eller Neymar i truppen. Kommer sidstnævnte, skal det blive spændende at se, om truppen kan bevares bare nogenlunde harmonisk. For så skal Valverde enten finde ud af at spille med fire angribere eller forklare en af verdens bedste fodboldspillere (vælg selv hvilken), at han skal sidde ude. Hver uge. Jeg tror ikke, Valverde er god (eller magtfuld nok) til nogen af tingene!

Også bagtil ser Barça styrket ud på de brede linjer. Umtiti er tilbage efter en skade og skal forsøge at tage kampen op med Lenglet, mens unge Todibo også presser på. Og så har både højre og venstre forsvarsside endelig fået polstring i bredden i form af det spændende indkøb Junior Firpo (venstre) og forfremmelsen af Moussa Wagué til A-truppen (højre), noget der også skal skabe mulighed for at gøre brug af Sergi Roberto på midtbanen mere permanent.

Tingene peger fremad igen i Barcelona. Især hvis Valverde endelig tør indføre mere optimisme og frigjorthed i spillet.

Fodboldens hovedstad udfordrer mestrene
Champions League-finaler, dyre indkøb i rekordklassen og (for den ene parts vedkommende) Champions League-trofæer i banevis. Jo, Madrid har været i vælten rent fodboldmæssigt de seneste fem års tid. Fodboldens hovdedstad har byen døbt sig selv. Og det er da også igen Atlético og Real Madrid, der skal udfordre Barça.

For sidstnævnte må det være den absolutte prioritet at følge med FC Barcelona i ligaen, om ikke andet så længe, at de ikke endnu engang skal ydmyges med en lang række ligegyldige kampe foran eget publikum. Det var nemlig det, der mødte Zinedine Zidane, da han vendte tilbage i trænersædet hen mod slutningen af sidste sæson.

Og han kunne nærmest ikke have fået værre hjemkomst. Til trods for frit at kunne eksperimentere fram mod denne sæson, formåede han ikke at vende tingene for Real Madrid, der ikke så en tøddel bedre ud efter Zidane end før Zidane. Hen over sommeren har franskmanden fået endnu mere at tænke over. For det første har der været store udskiftninger i truppen. Og for det andet har de dårlige resultater fortsat vist deres grumme ansigt i venskabskampene. Særligt da det blev til et forsmædeligt 3-7-nederlag til Atlético Madrid i den falske turnering International Champions Cup, som skal få træningskampene til at ligne rigtige fodboldoplevelser for sagesløse amerikanere, japaner og vist også nogle svenskere.

Så galt har det været, at Zidane her frem mod sæsonstart er begyndt at eksperimentere med helt nye formationer. 3-5-2/5-3-2 har været afprøvet. Formentlig for at sætte fut i Marcelo og Dani Carvajal igen, men også for endegyldigt at placere hele det offensive ansvar hos Hazard, som så kan få lov at spille bande med Karim Benzema – en af de få Real Madrid-spillere, der kunne se sig selv i øjnene efter sidste sæson. Det er der måske nogle idéer i, men problemet er bare, at det ikke helt stemmer overens med det faktum, at de brasilianske stjerneskud Vinicius og Rodryge skulle være tiltænkt en eller anden rolle. Det er svært at se dem i en 3-5-2, og spørgsmålet er, om Zidane simpelthen ikke har tiltro til hverken deres eller Lucas Vázquez’ kvaliteter. Og med Marco Asensio ude (pokker tag det!) ville det så efterlade ham med Hazard at spille på siden af Jovic/Benzema.

Eller Gareth Bale.

Spøg til side, med Luka Jovic og Hazard har Real Madrid lukket nogle alvorlige huller. En kvalitetsfuld angriber med potentiale til at tage over efter evigt udskældte, men uundværlige Karim Benzema, og en superstjerne der egenhændigt kan løfte den til tider fastlåste Real Madrid-offensiv. Og så skal det blive spændende at se, om den nye brasilianske generation af Real Madrid-satsninger lider samme skæbne som den foregående spanske af slagsen, som desværre stille og roligt er ved at blive listet ud ad bagdøren …

Og midtbanen … Den midtbane, som meget af sommerens snak har gået på, er slet ikke på plads endnu. I skrivende stund er James og Isco der stadig, hvilket giver mening på den måde, at de er kvalitetsspillere, der burde kunne spille en rolle i Real Madrid, men som ikke giver mening på den måde, at de ikke for alvor er ønskede i klubben. Hverken Pogba eller Eriksen er kommet til endnu, ej heller Donny Van de Beek (og mener Real Madrid i øvrigt alvorligt, at han lige nu skulle være bedre end en af de to nævnte?), så alt hænger igen på Toni Kroos og Luka Modriç – sidste sæsons guldvindere i metaltræthed. Jeg har dog en fidus til, at særligt Modriç godt kan genfinde sit niveau i den kommende sæson. Man glemmer nogle gange i den nådesløse kritik, der konstant florerer i og omkring Real Madrid, at Modriç altså kom fra et tænderudtrækkende VM, hvor han bar Kroation ti skridt længere, end de kunne gå.

Spørgsmålene er dog så mange i Real Madrid, at det for nuværende er svært at se dem præstere så stabilt, særligt i starten af sæsonen, at de kan følge trop med konkurrenterne. Kommer Zidane ud over sin tilsyneladende desperation og træffer nogle modige valg, f.eks. ved at turde stole på en af de unge brasilianere i andet end B-kæden, og får man lige hentet den sidste tiltrængte midtbaneforstærkning (eller truffet en beslutning i James/Isco-favør), så kan det dog hurtigt udvikle sig til en spændende topstrid. Naturligvis, det er Real Madrid! Og Zidane har trods alt vist i sin første periode, at han om nogen kunne håndtere presset i klubben.

Generationsskifte i milliardklassen
Presset kan Diego Simeone selvfølgelig også stå for ude på Wanda Metropolitano. Spørgsmålet er, om han kan finde en måde at få skiftet Diego Godín, Filipe Luis, Juanfran og Rodri ud med et snuptag, der ikke sætter så tunge spor i pointhøsten, at det ikke kan hentes igen.

For Atlético har om nogen vært udsat for et generationsskifte – og i Rodri et enkelt smertefuldt profiltab. Men det er ikke Rodri-tabet, der ville bekymre mig mest. Han havde trods alt kun været i klubben i et enkelt år, og Simeone har endelig eksperimenteret med en central midtbane bestående af Koke og Saúl (slurp!). Måske kan de endda få en balancespiller bag sig. Ja, du læste rigtigt, Atlético skal måske til periodevist at spille 4-3-3. Og der har man kløgtigt hentet Marcos Llorente, udstødt uden årsag i Real Madrid, og den rutinerede mexicaner Héctor Herrera, som tilsyneladende var blevet glemt af de europæiske storklubber, men nu endelig tager skridtet op i et højere luftlag. Og så på fri transfer i en alder af 29. Hviskede nogen Tiago Mendes i mit øre?

En 4-3-3 giver dog ikke kun mening på midten. Også oppe foran, hvor Thomas Lemar stadig mangler at udfolde sig. Og hvor Joao Felix er kommet til. Atléticos dyreste køb nogensinde, og at dømme på sæsonoptakten bliver den 19-årige portugiser alle pengene hver. Han kan tilsyneladende det hele, mens han også er indstillet på at arbejde hårdt, et ufravigeligt krav, så længe Simeone og Burgos står og river sig selv i skridtet på den anden side af kridtstregerne. Læg dertil, at Rodrigo er på vej fra Valencia, og at Diego Costa måske er tilbage i sin skræmmende topform, som gør ham til en af verdens farligste angribere, både i overført og reel betydning.

Og så tilbage til det, der faktisk bekymrer mig ved Atlético. Godín. Luis. Juanfran. Sammen med Gabi, som røg sidste sæson, og Koke, har de været det absolutte ansigt på det Atlético, der har, om ikke begejstret, så i hvert fald betaget os, siden Simeone tog over i 2011. De er alle væk, med et fingerknips.

Særligt tomrummet efter Godín kan blive et smertensbarn for Simeone. Også selvom Mario Hermoso åbenlyst er et fremragende bud på en, der kan spille en stor rolle i fremtiden. Hvad man ikke får, er et lederskab. Et konstant tilstedeværende og åbenlyst kvalitetsløftende lederskab. Det samme kan for så vidt siges om backerne, hvor er Kieran Trippier og Renan Lodi er ganske spændende spillere. Men der hviler et enormt ansvar på spillere som Saúl, Koke, Saviç og Giménez i at skulle gøre denne overgang glidende og uddanne de nye spillere i Simeone-style.

Træder de i karakter, tør jeg godt endnu engang starte en sæson med at sige, at Atlético kan blive spanske mestre. Det kan de. Men ALT skal spille, og det er alligevel noget af en udfordring efter sådan en udskiftning i truppen. Her er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at Simeone er den rigtige mand til at gøre forsøget.

Fra pokal i hus til galehus på Mestalla
I Valencia så alt for en gangs skyld så roligt og frydefuldt ud. Sidste sæson sluttede som en dans på roser med en pokal i favnen, og hen over sommeren har der været så forbavsende stille, så man næste blev bekymret. Indtil man kom i tanke om, at Valencia-truppen sidste sæson var så fin så fin, og tilgangen af Cillessen og Maxi Gómez måske bare var tilpas lagkagepynt til, at de kan fortsætte de gode takter fra foråret og bide sig fast i toppen fra start.

Men ak, så brød helvedet løs i flagermusbyen. Peter Lim ville angiveligt have Nabil Fekir. Det sammentømrede sportslige hold bestående af Mateu Alemany (sportsdirektør), Pablo Longoria (chefscout) og Marcelino ville ikke tage chancen på grund af spillerens skadeshistorik. I stedet ville de gå efter Rafinha i FC Barcelona. En mand, der sandt for dyden heller ikke har gjort en dyd ud af at have spilleklare ben i hele karrieren. Så, på en eller anden måde forståeligt nok, var Lim ikke helt tilfreds med situationen, og det spidsede til, da Mateu Alemany tidligt i august pludselig syntes, at den singaporeanske ejer var ved at blande sig for meget i de sportslige beslutninger, han ellers så klogeligt og med så fine resultater havde overladt til Alemany.

Marcelino og Longoria var selvfølgelig på Alemanys hold, og efter en række rejser frem og tilbage mellem Valencia og Singapore med den tydeligt betuttede proxy-præsident Anil Murthy som sagesløs mellemmand lykkedes det til sidst for parterne at finde frem til en form for enighed. Måske fordi Lim indså tåbeligheden i at smide en trekløver med succeser i bagagen, en klar sportslig retning og både en spillertrup og fanbase, der ville gå meget langt i bestræbelserne på at stoppe Lims lemfældige omgang med Valencias skæbne, på porten.

Spørgsmålet er dog, om konflikten i det øverste ledelseslag stadig har rystet klubben for meget til, at alt bare kan være som før. Allerede nu er der igen rystelser i forbindelse med det mulige salg af Rodrigo. Det er i hvert fald ikke Alemany og Co., der har fået den idé. Men her må man dog give Lim, at en ejer må forbeholde sig retten til at sige til, når et økonomisk tilbud er for godt til at afslå.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at et salg af Rodrigo til Atlético ville være et slag, et slag på det sportslige niveau, men ikke mindst på selvforståelsen. Et var, hvis det var Real Madrid eller FC Barcelona. Men Atlético. De er og har aldrig været en større klub end Valencia, og det har de stadig svært ved at begribe og erkende på Mestalla, at de bare er gået hen og er blevet over den seneste årrække.

Værst er det dog, at det ser umådeligt svært ud at finde en erstatning for Rodrigo med så kort varsel. André Silva, Cédric Bakambu, Timo Werner og Mariano Díaz nævnes, ingen af dem har Rodrigos niveau. Heldigvis har de i det mindste fået sikret sig Maxi Gómez, en bevist målscorer i La Liga, som oven i købet kommer til at gøre Valencia farligere i feltet med sin konstante tilstedeværelse derinde.

Og alt bør heller ikke gå i sort, bare fordi Rodrigo fordamper. Valencia har stadig det samme koncept at bygge videre på, som Marcelino spillemæssigt havde styr på hele sidste sæson, og som pludselig (ja, all right, i høj grad fordi Rodrigo fandt målformen frem) fra januar og frem også begyndte at kaste velfortjente resultater af sig. Daniel Wass ser ud til at starte som førstevalg på højre back i et harmonisk og prisvindende forsvar, mens Goncalo Guedes i modsætning til sidste sæson er klar fra start. Det gør måske lige, at Valencia kan klare skærene med en af de ovennævnte erstatninger for Rodrigo. Dårligere spillere er de jo heller ikke, og særligt Bakambu kunne være spændende nok at følge i en duo med Maxi Gómez. Jeg er dog bange for, at Valencia uden Rodrigo trods alt ikke kan ramme en kulmination og true podiet.

Lopeteguis tredje liv
I Sevilla har kaosset i vanlig Monchi-stil foregået i god ro og orden, og udelukkende på transferfronten. Særligt offensiven har fået en rusketur.

Pablo Sarabia og Wissam Ben Yedder er begge fortid i Sevilla, og begge har de fundet nye udfordringer i Frankrig, henholdsvis i PSG og Monaco. Deres respektive valg af klubber fortæller meget godt, hvor svære de bliver at undvære for Sevilla. Ben Yedder kan erstattes, man har allerede hentet Luuk de Jong og en israelsk angriber bed navn Munas Dabbur ind der, og med Rony Lopes’ skifte den anden vej fra Monaco, vil det måske hurtigt vise sig at blive en god handel. Særligt fordi Lopes måske kan afhjælpe tabet af Sarabia.

Sarabia var en af sidste sæsons bedste spillere i La Liga. Masser af mål, masser af oplæg, en konstant tilstedeværende fare for modstanderen og et fikspunkt for Sevillas offensive spil. Rony Lopes, Lucas Ocampos og måske Óliver Torres skal løfte arven, men det er umiddelbart svært at se, at det ikke kommer til at svække Sevilla.

Når jeg siger umiddelbart, er det, fordi man aldrig skal forsøge at kloge sig for meget på Monchis indkøb. Man får sjældent ret. To indkøb, der i øvrigt lugter langt væk af Monchi, er de nytilkomne midtstoppere Jules Koundé fra Bordeaux samt Diego Carlos fra Nantes. Begge etablerede navne i Ligue 1, begge købt for en relativt høj pris, men begge minder de om spillere, som Sevilla under Monchis ledelse har hentet, nydt godt af og tjent penge på, for så at starte forfra i en succescyklus, der gang på gang overrasker. I øvrigt kunne det umiddelbart godt skabe lidt bekymring hos Simon Kjær, men jeg tillader mig at holde optimismen i hævd. Han har senest startet inde i en venskabskamp, og han står i hvert fald foran Sergi Gómez og Gnagnon i forsvarskøen, mens tiden må vise, hvor han står i forhold til de to nyindkøb.

Nå, danskerbrillen af. Jeg vil på grund af erfaringen med netop Monchis transfercyklus tillade mig ikke at være så skeptisk på Sevillas vegne, selvom det ofte vil vække bekymring, når der skiftes så meget ud i en trup. Men Monchi har altså ikke kun hentet ”Monchi-handler type 1”, men også ”Monchi-handler type 2” i form velafprøvede navne, der lidt har mistet retningen i karrieren. Som Nemanja Gudelj og Fernando (du ved, Fernandinho-Fernando). Desuden har Monchi også set det samme som mange andre og anskaffet sig Joan Jordán, som kommer til fra Eibar, og som jeg tror kan blive en af sæsonens største men formentligt ubesungne transfersucceser. Og så må kontinuiteten i øvrigt komme fra Vaclik, Navas, Escudero, måske Kjær, Éver Banega samt Franco Vázquez, selvom de stort set alle har fået nye konkurrenter.

En spilletid, der skal fordeles af en af sommerens mest spændende trænertilgange. Nemlig Julen Lopetegui, som skal føre Sevillas nye trup ind i top 4. Lopetegui har sandt for dyden lidt nogle knæk i sin trænerkarriere på det seneste, de episoder er vist så velbeskrevede, at jeg ikke behøver komme ind på dem i denne omgang. Det glæder mig dog mit spanske fodboldhjerte, at han nu får endnu en chance på så højt niveau som Sevilla. Først i Spanien og siden i Real Madrid (om end kort, jovist) viste han, at han er en mand med idéer og visioner for fodboldspillet. Og de passer måske i virkeligheden godt sammen med Sevillas måde at spille fodbold. Offensivt udtryk med boldsikre spillere, men altid med intensiteten i alt, hvad der foregår, i højsædet. Om det så er presspillet eller de belejrende angrebsfaser.

Der skal ske noget, og Lopetegui kan måske dreje Sevilla i netop den retning, men samtidig sikre et roligere fundament i boldbesiddelsesfasen, end tidligere Sevilla-trænere er lykkedes med. Til tider har Sevilla stresset sig selv, og det har ført til dumme pointtab, særligt på udebane. Med lidt mere snilde kan Sevilla måske lære at bruge det kontrollerede kaos til egen fordel ved ikke at satse på det hele tiden, men ved at applicere det, når der er brug for det i kampen, og så vågeblusse det, når det er til egen fordel.

Først og fremmest skal han dog ryste en flok nye spillere sammen, og man må forvente, at det kommer til at tage noget tid at finde frem til særligt det offensive udtryk. I mellemtiden skal de måske for en stund kigge sig over skulderen, hvor klubber som Real Sociedad, Athletic og bysbørnene fra Real Betis med den nye vigtige Borja Iglesias-tilføjelse i truppen er ude efter at overhale dem i bestræbelserne på at angribe top 4.

Jamen, bliver det ikke spændende! Som serviceydelse kan jeg i øvrigt lige konstatere, at La Liga endelig starter igen fredag kl. 21.00. Det gør den i Bilbao, hvor Athletic Club tager imod mine mesterskabsfavoritter fra FC Barcelona, som må undvære Lionel Messi til den kamp. Det hele kan igen følges på streamingtjenesten Strive Sport, som til alles glæde fik styr på teknikken og endda tilføjet et par danske kommentatorer i Morten Glinvad, Kenneth Hansen, Henrik Fallesen m.fl. sidste sæson.

¡Hay liga!

Bliv klædt på til sæsonstarten ved at læse optakten til bundkampen lige her eller om alle holdene i det brede midterfelt lige her.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *