Optakt: El Clásico

Det er måske ikke kampen mellem verdens to bedste fodboldhold lige nu, men det er stadig verdens bedste kamp. Her er optakten til El Clásico.

El Clásico er måske ikke længere en armlægning mellem fodboldens to giganter. Ikke på banen, og måske heller ikke på økonomi og konkurrencebarometeret generelt. FC Barcelona er blevet ramt hårdt økonomisk af coronakrisen, og mens klubbens medarbejdere forhandler om en aftale om lønnedgang, kan fodboldspillerne ikke blive enige om, hvorvidt og hvordan de skal tilgå den sag. Og hvem havde forestillet sig at skulle opleve et sommertransfervindue, hvor Real Madrid ikke købte en spiller?

I FC Barcelona har Gerard Piqué op til El Clásico valgt at spæde til den lunkne stemning, som ellers har været ved at vende med forsigtig optimisme efter en række gode kampe i sæsonindledningen, med et interview i La Vanguardia, hvor han langer ud efter klubledelsens behandling af spillertruppen generelt, og Messi specifikt i kølvandet på sommerens saga. Endnu et af de interviews, hvor Piqué kører sig selv i stilling til en senere politisk karriere i institutionen FC Barcelona.

I Real Madrid skyldes den tvivlsomme stemning mere jordnære, græsnære om man vil, ting; dårlige resultater, dårligt spil. Efter en lang periode – store perioder af mesterskabssæsonen inklusiv – med en uformående offensiv, er det nu begyndt at koste. Først med lørdagens 0-1-nederlag til Cádiz, og siden da også defensive svigtede totalt mod upåagtede og endda stærkt svækkede Shakhtar Donetsk, som sagtens kunne have scoret flere mål end de tre. Fraværet af Sergio Ramos var af overvældende betydning.

Så meget desto mere må det glæde Real Madrid-fans verden over, at kaptajnen er tilbage i truppen til opgøret mod FC Barcelona. Det kan måske betyde, at Zidane i det mindste kan få sin betondefensiv på plads, men det ændrer ikke ved, at franskmanden for alvor er presset på en anden front: det offensive udtryk. Det kan virke paradoksalt, at den som spiller så fantasifulde og elegante kreatør ikke kan finde frem til et offensivt koncept. Det ser ikke desto mindre ud til at knibe for ham, og det har det gjort gennem meget af hans anden periode som Real Madrid-træner. Talismanen Benzema alene er ikke længere nok til at holde dampen oppe. Vinicius, som kom ind og bragte farlighed mod Shakhtar, skal til at vise, at forventningerne til ham er berettigede, og spillere som Isco, Asensio og Rodrygo skal simpelthen i gang. Eden Hazard spøger hele tiden i kulissen, men Zidane kan ikke blive ved at vente på, at belgieren først skal komme tilbage fra sin uventede lange skadesperiode og siden spille sig i form – noget han ikke for alvor har været, siden han forlod Stamford Bridge sommeren 2019. Måske skal man endda til at vænne sig til tanken, at nu 29-årige Hazard aldrig bliver omdrejningspunktet i Real Madrids offensiv.

I FC Barcelona har der været lidt flere grunde til optimisme frem mod El Clásico. Godt nok tabte man senest i La Liga. Det var dog en udekamp mod Getafe, en kamp, der i disse år må betragtes som en af sæsonens vanskeligere udfordringer. Man revancherede sig da også gevaldigt med en 5-1-sejr over Ferencvaros i midtugen, og mest bemærkelsesværdigt fik man set Ousmane Dembélé, Messi, Ansu Fati og sidst men ikke mindst Pedri i målscorernes rolle. Sidstnævnte kan ligne årets scoop med sin pris på blot fem millioner euro, og i det hele taget ser Ronald Koeman ud til at spille på flere strenge end lørdagens modpart Zidane på banens offensive tredjedel. Den største beslutning, hollænderen snart skal træffe, er, hvor længe han skal blive ved at satse på, at den selvtillidsforladte Antoine Griezmann finder storspillet og målfarligheden frem. Lige nu er der åbenlyst bedre muligheder, og det kan blive en hæmsko – også i lørdagens kamp. Problemstillingen ligner i stigende grad, om end i en lidt anden form, den, Pep Guardiola i sin tid stod med, da han fik til opgave at passe Zlatan Ibrahimovic ind i sit tiki-taka-regime.

Med alle de ting er der, til trods for at holdenes niveau synes et stykke fra højkonjunkturens tinder, masser at se frem til i lørdagens tilskuerløse El Clásico. Til den rendyrkede rivalisering, hvor det ikke handler om Messi mod nogen, men om FC Barcelona mod Real Madrid. Og til at det handler om, hvem der rent faktisk kan lægge sig i pole position i en La Liga, hvor det langt fra ser givet ud, at vi skal have en gigant-duel om mesterskabet. Ingen når 100 point i denne liga, det tør jeg godt sige.

Og nå jo. Så har klubberne aktuelt vundet præcis lige mange kampe i de interne opgør gennem historien – 96 hver. Så vinderen af lørdagens kamp vil på mere end en måde være ovenpå.

Forventede startopstillinger
FC Barcelona (4-2-3-1)
Neto
Roberto – Piqué – Lenglet – Alba
De Jong – Busquets
Griezmann – Coutinho – Fati
Messi

Ronald Koeman har noget overraskende fået Jordi Alba til sin rådighed i kamptruppen, efter den lille venstreback har været ude med en skade. Hvis han er klar til det, går han selvfølgelig ind fra start – hvis ikke kunne det se ud til, at nyindkøbet Sergiño Dest vil være foretrukket i sin fejlside over Junior Firpo. Derudover kan Koeman hive en kanin op af hatten ved at bænke Griezmann til fordel for Pedri, Trincao eller Ousmane Dembélé.

Real Madrid (4-4-2)
Courtois
Nacho – Varane – Ramos – Mendy
Valverde – Casemiro – Kroos – Modric
Benzema – Vinicius

Zidane har i tidligere El Clásicos haft god succes med at overmande FC Barcelonas midtbane med ved simpelthen at skabe overtal. Da han ikke har så meget at tabe ved at udelade offensivspillere lige nu, kommer Valverde formentlig til at skulle gøre det samme, som han især lykkedes med i december; overfalde FC Barcelonas boldomgang og igangsætte kontrastød. Nacho kommer til at indtage højrebacken som mod Cádiz, efter Zidane eksperimenterede med Mendy til højre og Marcelo til venstre mod Shakhtar. Er Ramos ikke klar til en startplads efter sin skade, skal det dog blive spændende at se, om Zidane rykker Nacho ind i midten. Militao-Varane så IKKE godt ud i Champions League.

Bud på kampens resultat
FC Barcelona har noget at revanchere, efter de ikke lykkedes med at score et eneste mål mod Real Madrid i sidste sæson. At noget af det offensive spil ser ud til at gå uden om Lionel Messi kan blive en udfordring for Real Madrid-forsvaret, og samtidig har lyspunkterne bare været flere for FC Barcelona, selvom splittelsen i spillertruppen og i særdeleshed mellem trup og ledelse lurer i kulissen. FC Barcelona kommer til at tage stikket lørdag.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *