Optakt runde 13: Cardosos ilddåb og topopgør på Wanda Metropolitano

Wanda Metropolitano dækker op til topopgør, mens Miguel Cardoso står sin første prøve i spidsen for Celta Vigo. Her er optakten til runde 13 i La Liga.

Efter en landskampspause, der blandt andet bød på en trænerfyring, er vi nu klar til at genoptage La Liga, som nu går ind i en spændende fase, som kommer til at forløbe helt uden afbrydelser med undtagelse af den korte juleferie frem til den næste landskampspause på et tidspunkt i marts.

Med La Liga tilbage er Hay Liga selvfølgelig også tilbage med en rundeoptakt, en runde, der blandt andet byder på et absolut topopgør på Wanda Metropolitano.

Cardoso debuterer på Anoeta
Men før vi vender blikket mod det opgør, skal vi lige en tur forbi Vigo. Her valgte man efter nederlaget på 2-4 til Real Madrid at fyre cheftræneren Antonio Mohamed. Det skete efter blot 12 ligakampe i spidsen for Celta, noget der i den grad synes at ærgre Mohamed. Han har senere i et interview ytret, at han mener at være blevet dømt ude allerede efter fjerde runde, som bød på første nederlag i spidsen for Celta. Det nederlag blev fulgt op af en række nye af slagsen.

Derfor er det nu portugiseren Miguel Cardoso, der har overtaget tøjlerne. Cardoso var ifølge eget udsagn allerede i spil til Celta-jobbet i sommers, men der faldt valget på Mohamed. I hvert fald for en stund. Endnu kortere blev det ”eventyr”, Cardoso selv drog på i stedet. Han overtog Nantes i den franske Ligue 1, men allerede efter otte kampe var det ud af vagten.

Det var måske held i uheld, for nu får han chancen i Celta.

Cardoso kommer med en klar idé om at skulle spille 4-2-3-1, og det, sammen med hans filosofi om at have boldbesiddelsen i højslædet, synes at falde i god jord i truppen til en start. I hvert fald har den nyklækkede spanske landsholdsspiller Brais Méndez udtalt, at ”den nye træner kommer til at give et friskt pust” til Marca. Hvis de allerede har brug for et friskt pust, kan man passende spørge sig selv, om ikke det helt fra start var en fejl at antage Antonio Mohamed, som kun kom med trænererfaring fra Argentina og Mexico i bagagen.

Cardosos første kamp bliver i øvrigt ingen nem af slagsen. Real Sociedad, som senest har skaffet uafgjort mod Sevilla og en udesejr på 3-1 over Levante, tager nemlig imod på Anoeta. Til den kamp må Cardoso se bort fra en række profiler. Fran Beltrán er skadet, det samme kan siges om Stanislav Lobotka og Mathias Jensen, der dog begge nærmer sig tilbagevenden, mens forsvarskrumtapperne Gustavo Cabral og Hugo Mallo har pådraget sig karantæner. En hurtig udfordring til vores nye portugisiske ven i Depor… Celta Vigo.

Tæt topopgør i verdens tætteste top
Ikke siden 1999 har toppen i La Liga været så tæt efter 12 spillerunder, som tilfældet er netop nu. Dengang lå Mallorca anført af gode gamle Héctor Cuper i øvrigt øverst. I 2018 er FC Barcelona trods det seneste nederlag til Real Betis på Camp Nou at finde øverst på det flade podium. Men kun fire point adskiller catalanerne på førstepladsen og Real Madrid på sjettepladsen. Imellem dem finder vi Sevilla, Atlético Madrid, Deportivo Alavés og Espanyol i nævnte rækkefølge.

Der er derfor fuld drøn på spændingen, inden FC Barcelona lørdag står over for Atlético Madrid på Wanda Metropolitano. Mens Atlético ser ud til at være ved at finde ind i det modus, der rummer potentialet til at sikre dem uendelige stimer af kampe uden nederlag, kommer Barça ind til kampen med en ubehagelig oplevelse i rygsækken. De blev nemlig i den forgangne spillerunde ”ud-barceloniseret”, som jeg vist fik kaldt det i Mediano La Ligas seneste udsendelse, da Quique Setiéns Real Betis-hold beviste deres enorme spillemæssige potentiale med en pragtpræstation og en velfortjent sejr.

I den kamp var Lionel Messi ellers tilbage. Argentineren blev dog ofte klemt inde mellem Betis’ kompakte midtbane og lige så kompakte tremandsbagkæde. Uden spilmuligheder på flankerne kom Messi til hele tiden at skulle fiske kaniner op af hatten i form af svære afleveringer og driblinger. Selvom han spillede en god kamp, blev det for nemt at dæmme op for, og det fik undertegnede til at tænke på, om Messidependencia i virkeligheden er mere udtalt, når Messi er med, end når han ikke er med.

Kompakthed og udfordringer til Messi er der nok af, når Atlético tager imod. Heldigvis for FC Barcelona er risikoen for at falde i et bagholdsangreb forsvindende lille. De ved lige præcis, hvilke instrumenter Diego Simeone har at spille på, medmindre argentineren i et svagt øjeblik lader sig inspirere af Setiéns betagende taktiske mod. Inden kampen har han ifølge AS da også arbejdet på to ting; at bevæge blokkene som en enhed og bolderobringsfasen. ”Hver gang vi erobrer bolden fra Barça, er det en chance for os”, skulle det have gjaldet ud over træningsanlægget i løbet af onsdagens træning. Det skal nok blive spændende.

Indan da har Real Madrid i øvrigt mulighed for at spille sig a point med Atlético og lige op i haserne på Barça, når Solari står over for sin fjerde udfordring, når han skal forsøge at fiske en ny sejr op af hatten i Eibar.

Seerforslag
Atlético Madrid – FC Barcelona, lørdag kl. 20.45
Atlético er uden Godín, men Atlético skal nok komme til at stå solidt. FC Barcelona har været sårbare i kontrafasen, og samtidig har det vist sig muligt at pille bolden fra holdet. Det burde være opskriften til en solid fodboldcocktail, og det normalt tætte opgør mellem de to tophold er blandt andet derfor et must see.

Oddsforslag
Ingen af holdene kan siges at have storimponeret hidtil i sæsonen, men der er alligevel noget, der peger i retning af, at Atlético Madrid kommer ind til kampen med lidt mere ro i sindet. De hviler i konceptet, mens Barça senest var helt fra koncepterne. Kontrakniven rammer Valverde og Co., og Atlétioc tager en smal etmålssejr.

Villarreal – Real Betis, søndag kl. 20.45
Efter Real Betis’ fodboldopvisning på Camp Nou senest ville det være en skam ikke at se, hvordan de følger op. Det skal de forsøge på en normalt svært udebane i Vila Real, men det svinger ikke for Callejas Villarreal for tiden. Endnu et nederlag vil bringe sindene i kog i landsbyen, hvor man ikke stiller sig tilfreds med at flirte med nedrykningsstregen. Det må nødvendigvis også få klubledelsen til at stille alvorligt spørgsmål ved Callejas position.

Oddsforslag
Real Betis har svinget gevaldigt i sæsonen, så man skal måske passe på med at forvente endnu en pragtpræstation, selvom man næsten håber det. Samtidig er meget på spil for Villarreal, så mit bud er, at de kriger en uafgjort hjem på hjemmebanen.

Real Sociedad – Celta Vigo, mandag kl. 21.00
Som beskrevet i artiklen kommer Celta Vigo til San Sebastián med en prominent fraværsliste og en ny tilstedeværelse på trænerbænken. Det i sig selv gør kampen interessant; hvordan kommer Cardoso fra start? Er Sisto inde i varmen igen? Derudover begynder det at forme sig for Real Sociedad, der foran eget publikum kan tage et godt skridt op mod den europæiske top, de så gerne vil være en del af.

Oddsforslag
Celta har i forvejen døjet med forsvarsproblemerne, og til denne kamp kommer midterforsvaret formentlig til at bestå af Nestor Araújo og Facundo Roncaglia. Det klinger ikke af soliditet, og samtidig er Hugo Mallo ude. Det efterlader gode muligheder til både Oyarzábal og Wilian José, og de kommer til at betyde, at Real Sociedad vinder kampen.

Kampe

13/09/2020
Barcelona 01:00 Elche
Real Madrid 01:00 Getafe
20/09/2020
Levante 01:00 Atlético de Madrid
Sevilla 01:00 Elche
30/10/2020
Eibar 22:00 Cádiz
31/10/2020
Real Madrid 15:00 Huesca
Athletic Bilbao 17:00 Sevilla
Osasuna 19:30 Atlético de Madrid
Deportivo Alavés 22:00 Barcelona
01/11/2020
Real Betis 15:00 Elche
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *