Optakt runde 15: Garitano skal redde Athletic

Efter en midtuge i Copa del Reys tegn, står den igen på La Liga-bold, og La Liga-optakt.

© Javier Mendia García

I denne optakt vil jeg starte ved at dvæle ved den netop overståede runde i Copa del Reys 1/16-delsfinale. Som vanligt kunne de La Liga-klubber, som ikke var lykkes med at afgøre det i første kamp, afgøre sagerne på hjemmebane i anden. Sådan er det med det ofte udskældte dobbeltopgørsformat. Kun én La Liga-klub faldt til et lavere rangerende hold, da Eibar skuffede mod Sporting Gijón, som i øjeblikket er at finde i midten af Segunda División.

Derudover røg Rayo Vallecano ud til Leganés, Alavés til Girona, Celta Vigo til Real Sociedad og Huesca til Athletic Club. Så når der 13. december bliver trukket lod til 1/delsfinalerne, har vi 15 La Liga-hold og Sporting Gijón i puljen, inden det for alvor begynder at blive sjovt i den turnering.

Copa’en som springbræt til nye tider
Grunden til, at jeg tager udgangspunkt i Copa del Rey i denne La Liga-optakt, er, at især tre klubber syntes at få brugt kampene i midtugen konstruktivt. Ikke kun ved at sikre avancement, men også ved at afvikle kampene på en måde, der forhåbentligt for dem peger fremad og kan tages med ind i ligaen.

Villarreal har gang i en svær sæson, og efter oprejsning mod Betis var de senest ikke i nærheden af at true FC Barcelona på Camp Nou. De manglede offensivt bid, men det fik de i den grad rådet bod på i pokalkampen mod Almería. Almería som er at finde midt i Segunda-tabellen, og derfor ikke burde være en hvilken som helst modstander. Det kom de dog til at ligne, da Villarreal matchede den største sejr i klubbens historie på 8-0. De fik Toko-Ekambi, Carlos Bacca og Gerard Moreno på måltavlen og banket lidt selvtillid ind i Callejas offensive koncepter.

Det skal de forsøge at tage med videre ind i La Liga-runden, hvor de lørdag møder Celta, der med Sisto, Hjulsager og Mor i startopstillingen måtte se sig slået ud af Real Sociedad. For Sisto blev midtugen derfor ikke det springbræt tilbage i varmen, man kunne have håbet på.

Det gjorde det måske for en række Athletic Club-spillere, som var med til at banke Huesca på plads med en 4-0-sejr over Huesca i Gaizka Garitanos første kamp i spidsen for ’Løverne’, efter Eduardo Berizzo tidligt på ugen forlod posten efter et 0-3-nederlag ude til Levante. Berizzo efterlader Athletic Club i den værste situation i ligaen i mere end 15 år, og nu skal Garitano, som kommer fra en cheftrænerpost på klubbens reservehold, forsøge at vende skuden. Det startede altså fornemt, han gav startpladser til sine gamle Eibar-drenge Dani García, Yuri og Ander Capa, han ændrede konceptet til 4-4-2 – og så fik Iñaki Williams og Aritz Aduriz banket hver to kasser ind.

Det samme gjorde Isco og Marco Asensio, to af de mest udskældte spillere i Real Madrids hidtil utroligt vanskelige sæson, i 6-1-sejren over Melilla. Efter kampen var Solari ude med roser til Isco, et forhold der ellers har syntes på randen af det totale sammenbrud. Spørgsmålet er, om startpladsen til Isco og hans gode præstation mod upåagtede Melilla gør en forskel, når Solari i weekenden skal sætte startopstillingen til kampen mod Huesca, som næste bør blive en lignende walkover for Real Madrid.

Det ville nok ikke gøre Solari noget at få de to spillere til rådighed i en form, hvor man kan stole på deres indsats igen.

Catalansk derby mistede momentum, inden det kom
I Espanyol nød fansene formentlig den fænomenale start på 18/19-sæsonen. Samtidig sad de nok også og fulgte tabellen, hvor holdet lå til i toppen, og spillekalenderen, hvor det catalanske derby nærmede sig. Et catalansk derby, der som noget helt nyt kunne have været et opgør i den absolutte top af La Liga, og hvor Espanyol rent faktisk kunne gå ind med fremskudt brystkasse og bevidstheden om, at det mere end i umindelige tider var en kamp mellem ligemænd.

Desværre dykkede Espanyols form lige en tand for tidligt. Tre nederlag på stribe i La Liga er det blevet til, og mest smertefuldt af alt fik Girona sat en stopper for Espanyols forrygende hjemmebanesæson, da de takket være den tidligere Espanyol-angriber Cristhian Stuanis målhumør dukkede værterne i Cornellá.

Derfor er det lige nu Girona, der er bedst i det indbyrdes catalanske regnskab efter deres 2-2 resultat (Stuani, ja) på Camp Nou tidligere. I stedet for at være et catalansk derby om de absolutte topplaceringer, er der derfor nu tale om et catalansk derby uden det mest formstærke catalanske hold.

Seerforslag
Jeg anbefaler naturligvis at følge det catalanske derby, som altid byder på dramatik – dog som regel med det samme udfald, sejr til FC Barcelona, i et derby, der altid vil lide under niveauforskellen og forskellen i den lokale opbakning til klubberne i modsætning til det store Madrid-derby. Derfor kommer mine seerforslag også andre steder i form af disse to kampe, som jeg særligt glæder mig til at følge:

Valencia – Sevilla, lørdag kl. 16.15
I Valencia kæmper de stadig med et enormt pointefterslæb. I Sevilla begynder de at drømme stort. De drømme bliver Valencia nødt til at sætte en stopper for lørdag. Mestalla bliver kaldt til dåd, når ’Los Che’ skal forsøge at sikre en form for snor i, hvad der må formodes stadig at være den største konkurrent til den fjerde Champions League-plads. Sådan ser Valencia i hvert fald på det, men det kan de godt glemme, hvis ikke de netop formår at besejre Sevilla i egen hule og mindske pointafstanden til syv point. Uden at overdramatisere, så er det alt eller intet for Marcelinos Valencia lørdag eftermiddag.

Oddsforslag
Valencia har ikke tabt til Sevilla på Mestalla siden 2011. I sidste sæson vandt de sågar begge de indbyrdes opgør i ligaen, og med den seneste formkurve – her tæller nederlag ude til Juventus og Real Madrid ikke nødvendigvis meget ned – kan Valencia-fansene godt tage en optimistisk hat på til kampen. Et spil på en smal étmålssejr til Valencia eller uafgjort giver derfor mening.

Athletic Club – Girona, mandag kl. 21.00
I Tyskland bortskaffer de mandagskampene, og det kan jeg fra en publikumsside godt forstå. Når man sidder herhjemme i Danmark sådan en kold mandag aften i december, så er det imidlertid helt fint med mig, at der bliver sendt fodbold fra Spanien. Denne rundes mandagskamp byder så oven i købet på et på flere måder interessant opgør. Hvad foregår der med Girona? Pludselig kan catalanerne spille sig ind i kampen om de europæiske pladser, efter ligatopscoreren Stuani blev sin skade kvit og nu igen bomber som den bundrutinerede uruguyanske måljæger han er blevet til. Sin tids Pandiani? Nej, for meget, men alligevel …

Athletic skal stå sin første prøve i La Liga under den nye træner Gaizka Garitano. Garitano er ansat internt, men han kommer med god erfaring fra La Liga, og jeg tror sagtens, han kunne være en langsigtet løsning, selvom han på denne måde er blevet kastet for løverne i utide efter Berizzo ikke formåede at rette op på tingenes tilstand i den baskiske hovedstad. Det skal blive spændende at se, om Garitano kan gøre noget ved det. Sikkert er det, at han ikke har god tid. Holdene over stregen begynder at rykke på sig, og hvis ikke Athletic følger trop, så kan det hurtigt ende i en historisk nedrykning – den første nogensinde for de stolte baskere, som nok helst ikke følger Hamburger SV trop i den disciplin. Se, det er et spændende oplæg til en fodboldkamp!

Oddsforslag
Athletics defensiv har set skrøbelig ud i Berizzos system. Nu kommer Garitano formentlig med en lidt mere konservativ 4-4-2, som han tidligere har benyttet med succes i blandt andet Eibar. Det kan måske skabe en ny dynamik i samarbejdet mellem Aduriz og Williams, men mest af alt kan det måske polstre midtbanen og sætte et værn op omkring det forsvar, der har set sårbart ud i flere kampe, hvor de ikke har formået at holde fast i føringer til sidst i kampene. Mit frække bud er derfor, at Athletic Club vinder kampen, uden at Girona scorer.

Kampe:

Up-to-date soccer info here. Now fetching data from information feed.
Del oplevelsen med dine venner - og husk at følge Hay Liga på Facebook og Twitter @hayligadk for ikke at gå glip af næste artikel.
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *