Optakt runde 19: Desperate bundhold og fodboldfest i vente

La Liga-sæsonen er snart halvvejs, og derfor begynder desperationen at indfinde sig blandt de klubber, som risikerer at blive fanget i bunden af rækken. Her er optakten til runde 19.

© Anual

Efter ganske ufrivilligt og af vitterligt uheldige årsager at have udeladt optakten til runde 18 er jeg nu tilbage med optakten til runde 19. Runden som markerer, at vi nu er halvvejs i La Liga-sæsonen, og når der fløjtes af i San Sebastián efter kampen mellem Real Sociedad og Espanyol mandag aften, har alle hold mødt hinanden i La Liga. Her på siden har jeg i forbindelse med den lille jule-/nytårspause allerede gjort en smule status over den første halvleg af La Liga-sæsonen med mit Efterårets Hold.

Desperationens indkøbere
Efterhånden som vi er halvvejs i ligaen begynder desperationen også at melde sig i den nedre del af tabellen. Er du i tvivl om det, så læs om en Villarreal-fans bekymringer her i Hay Liga Fan. Den kommende spillerunde byder også på en række kardinalopgør i bunden af rækken. Et af dem er med netop Villarreal som deltager, når de på hjemmebanen skal finde en måde at besejre Getafe på. Getafe som netop er placeret i den subtop, hvor Villarreal nok i virkeligheden snarere hører hjemme. Men madrilenerne har gjort sig fortjent til placeringen gennem lang tid, og de er ikke nemme at besejre. Det så vi så sent som i søndags, da FC Barcelona med møje, besvær og måske en smule dommertække fik hevet tre point med hjem med det yderste af neglene.

I Villarreal har de allerede ageret på transfermarkedet ved at hente Vicente Iborra ind til den midtbane, som i så tydelig grad har savnet maestroen Bruno Soriano gennem hele denne sæson. Iborra har ganske paradoksalt, når man ser på hans spillestil, overtaget trøje nummer 10 i Villarreal. Sandheden er, at han ikke er et kreativt geni. Han er heller ikke i topform efter et sløjt ophold i Leicester City, og man kan godt forstå, hvis Villarreal-fansene er en smule skeptiske. Men i Sevilla formåede han ofte at gøre en stor forskel, selvom man måske i ny og næ ønskede sig en mere teknisk velfunderet type til at besætte hans plads i Sevillas ellers så sprudlende spillestil. Måske kan han bidrage med lidt af det samme i Villarreal? Fra nu af handler det først og fremmest om at skrabe point sammen, og det er dette indkøb også et signal om. Et signal ville det også være at tage de tre point hjemme mod stærke Getafe og indlede jagten på overlevelse, så vi måske igen kan se frem til at nyde Villarreals traditionelt betagende spil i næste sæson.

At desperationen sætter ind i Villarreal skyldes måske først og fremmest Athletics sejr ude over Celta i mandags. Med ét syntes baskerne at have iværksat deres redningsaktion, og torsdag eftermiddag blev de fleste nok overbevist om, at de har noget at hænge deres hat på. Athletic købte nemlig Ibai Gómez hjem fra Deportivo Alavés. Alavés, der pt. er at finde på fjerdepladsen, langt foran Athletic i tabellen. Det er de blandt andet takket være Ibai Gómez, som til tider var decideret fremragende i efteråret, hvilket da også gav ham en plads på bænken på Efterårets Hold her på siden. At han i sin tid overhovedet forlod Athletic skyldtes mest af alt også en række skader, som endte med at placere ham bagerst i køen hos Ernesto Valverde, sådan som det nu engang sker i den til tider brutale (fodbold)verden.

Indkøbet af ham er derfor et kraftigt signal fra Athletics sportslige ledelse: Nu skal der ske noget, og de vil ikke se passivt til, at de for første gang siden La Ligas indvielse i 1929 rykker ned i Segunda. Spørgsmålet er, om Athletic kan mønstre flere stærke indkøb i januar? De er som bekendt begrænset af deres egen indkøbspolitik, så mulighederne er få. Ander Herrera, Fernando Llorente og Javi Martínez lurer i kulissen som andre mulige returbilletter. Uanset hvad bliver det spændende at følge både Villarreal og Athletic Clubs bestræbelser på at undgå flopnedrykninger.

For Athletics vedkommende byder søndag på hjemmekamp mod Sevilla, som de i løbet af denne uge møder tre gange i streg – pokal, liga, pokal. Det plejer også at kunne tilføje lidt ekstra rivalisering og temperament til opgørene, hvilket måske kan komme til baskernes fordel søndag.

Kommer Villarreal og Athletic i gang her i anden halvdel af sæsonen kan det i øvrigt blive nervepirrende at følge danskerklubben Celta, som netop så sig besejret af Athletic i mandags. De har nu kun fire point ned til stregen, og pilen peger ikke just fremad i deres præstationer og spil, ligesom det heller ikke gør det for danskernes rolle i truppen – senest blev Pione Sisto irettesat offentligt af Miguel Cardoso, efter den portugisiske cheftræner syntes, at Sisto havde set lige lovlig glad ud, mens Celta var bagud i førnævnte kamp.

Netop Celta indleder runden med et veritabelt bunddrama fredag aften på Estadio de Vallecas. Rayo Vallecano har med to sejre i træk pludselig vind i sejlene, og med en sejr over Celta kan de skabe seriøs kontakt med den redning, der for blot et par uger siden så ganske fjern ud.

Og et brag af en kamp
Hvis vi vender blikket mod næsten-toppen af rækken er der så sandelig også et brag at finde i weekenden. I søndagens hovedkamp åbner Real Betis dørene på Benito Villamarín for at tage imod Real Madrid. Real Madrid som er startet forfærdeligt i 2019 med 2-2 ude mod Villarreal og 0-2 hjemme til Real Sociedad. Lidt oprejsning blev det til i Copa’en, da Leganés med Braithwaite blev besejret med 3-0. I den kamp bragte Vinicius sig selv i fokus, og nu er der nærmest opstået en folkestemning i de spanske medier, som besynger den unge brasilianer som frelseren for Solaris hårdt ramte mandskab.

Så overbevist er undertegnede ikke. Jeg vil imødese med spænding, om han starter inde mod Betis, og hvis han gør, vil jeg glæde mig til at se ham. Han er utrolig spændende, ingen tvivl om det. Men han kan ikke ændre på det faktum, at barnet synes at have peget på Real Madrid og påpeget, at det bugnende Champions League-pokalskab har været et usynligt klæde rundt om livet på et mørnet og fantasiforladt Real Madrid-kongemandskab. En trænerudskiftning hjalp ikke på sagerne, selvom Solari har fået stor merit for sine sejre. Sejrene er dog ikke kommet i overbevisende stil, og derfor er det også svært at være chokeret, når udfaldet ikke går Real Madrids vej som i de seneste to tilfælde.

Real Betis er i den henseende en ubehagelig modstander for Real Madrid lige nu. Sevillanerne har nemlig været ca. lige så gode til at hente point imod holdende fra den øverste halvdel af tabellen som mod dem i den nederste, så selvom de senest forspildte chancen for at hale ind på Real Madrid i tabellen med et pinligt nederlag ude til Huesca, så ændrer det ikke ved, at de står med gode muligheder søndag. Mulighederne for underholdning i topklasse er heller ikke til at overse, og jeg vil anbefale alle fodboldtosser at se netop denne kamp.

Til sidst bliver jeg lige nødt til at runde Martin Braithwaite. Danskeren fik onsdag sin debut for Leganés i kampen mod Real Madrid, og den fik han som en af to spidsangribere. Braithwaite blev farlig i et par tilfælde, og høstede roser for sin debut, selvom den faldt i en overordentlig svært kamp. Lørdag har han gode chancer for at få sin La Liga-debut, når Leganés hjemme skal kunne overkomme Huesca. Om det bliver fra start er usikkert, formentlig ikke (læs selv hvorfor i Danskerbrillen her), men det er altid en stor ting, når danskere får debut i La Liga. Så lad os håbe, at der bliver årsag til at skåle i en ny La Liga-danskers navn lørdag eftermiddag.

Seerforslag
Villarreal – Getafe, lørdag kl. 20.45
Den første seeranbefaling er at finde senere lørdag aften. Her er Villarreal presset helt op i ringhjørnet, og det mod en modstander, der stille og roligt har bygget på, og nu bokser i sværvægtsklassen. Getafe er bare det stabile midterhold, der bliver ved med at gøre det bedre, end man kan tillade sig at forvente. Deres sæson er på den måde den diametrale modsætning af Villarreals, og symbolikken ville derfor være desto større, skulle hjemmeholdet formå at iværksætte deres mission ’Salvación”.

Oddsforslag
I tre af de seneste hjemmeopgør mod Getafe har Villarreal vundet med et enkelt mål. Undtagelsen var i april 2016, da det blev til en 2-0-sejr. Getafe har kun lukket 15 mål ind i 18 kampe, mens Villarreal kun har formået at score 19. Der er dog et eller andet, som fortæller mig, at Villarreal så småt er ved at vågne op til dåd. I den uafgjorte kamp mod Real Madrid havde de i momenter en hidtil uset friskhed i spillet, og ude imod Eibar var de så heldige ikke at lukke mål ind. Men jeg tør godt spå, at Villarreal vinder med ét mål, og meget peger i retning af en 1-0-løsning. Er man ikke så dristig, så spil på under 2,5 mål i kampen.

Real Betis – Real Madrid, søndag kl. 20.45
Rundens hovedkamp på alle måder. Real Betis er desværre uden Junior Firpo, mens også forsvarskrumtappen Sidnei er ude. Det kan få negative konsekvenser for Real Betis, men holdets styrke ligger først og fremmest i det mod, Quique Setién har fået banket ind i spillerne. Til tider hovmod, og så står det for fald, men rammer de dagen – som de tidligere på sæsonen gjorde på Camp Nou – så er der magi og fodboldamoriner i luften. Kombinér det med et ultrapresset Real Madrid-hold uden Toni Kroos og Gareth Bale, som nærmest er tvunget til at kigge nedad fra deres femteplads i tabellen inden kampen, for der finder man netop Real Betis, som kan ånde dem i nakken med en sejr. En cocktail der kun kan give afkast i en varm, varm anbefaling af den kamp.

Oddsforslag
Real Madrid har det ganske udmærket med Real Betis, og ofte kommer de fra Benito Villamarín med en røvfuld scoringer i sækken. 3-5, 1-6, 1-1 og 0-5 (ja, det var den kamp med Stephan Andersen i 2014) lyder de seneste fire resultater på banen. Det er en af de sværere kampe at spå om, da begge hold er lidt svære at blive klog på. Jeg vil derfor foreslå et ”resultatneutralt” spil – begge hold scorer, og der scores over 3,5 gange i kampen.

Kampe:

Up-to-date soccer info here. Now fetching data from information feed.
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *