Optakt: Valencia – Atlético Madrid

Valencia tager i sæsonens første opgør mod Atlético på Mestalla. Et brag af en førsterundeskamp, og derfor er det også Hay Ligas udvalgte kamp i runden.

Første rundes optakt, og Hay Ligas første nogensinde, har ladet lidt vente på sig. Det er der flere årsager til. For det første var dagene op til denne første runde forbeholdt de store sæsonoptakter, hvor jeg i tre dele har ladet op til sæsonen med forudsigelser og analyser af samtlige La Liga-holdenes tilstande.

Den anden årsag er, at første rundes absolut topbrag først finder sted i aften, mandag kl. 20:00, på Mestalla. Her tager Valencia imod Atlético i en kamp mellem to af de mest håbefulde og optimistiske hold i La Liga.

Valencia-fansene grunder deres aldeles nyvundne optimisme i sidste sæsons flotte præstationer og en sjældent rolig sommer, hvor man ikke har måtte sige farvel til store stjerner, og hvor indkomne transfers virker velovervejede og som forstærkninger til de rette positioner. I aftenens kamp kommer tre af disse forstærkninger formentlig til at spille fra start. Cristiano Piccini kommer helt sikker til at starte på højrebacken, mens enten Batshuayi eller Gameiro formentlig skal akkompagnere Rodrigo oppe foran. Og så ser det sørme ud til, at Daniel Wass kommer til at indlede sin Valencia-karriere med en startplads.

Wass er nemlig umiddelbart udset til at træde ind på den venstre kant, hvor Valencia stadig arbejder på at få hentet Gonçalo Guedes ind. Lige nu er portugisere der ikke, og Daniel Wass har høstet store roser for sine optrædener i træningskampene. Det lokale medie Superdeporte roser ham blandt andet for at bidrage godt i generobringsspillet og til Marcelinos hurtige angrebssstil, hvor Daniel Wass dygtigt finder de kædebrydende afleveringer frem i banen. Og så scorede han et brag af et mål i en sejr over Everton. Det er altså nok til, at han ser ud til at vinde pladsen foran talentet Ferrán Torres og russiske Denis Cheryshev.

Om Daniel Wass kommer til at bryde kæderne i aften skal blive spændende at se, for det kommer i hvert fald ikke til at blive en rolig dag på kontoret. Atlético Madrid kommer nemlig til Mestalla for at tage de tre point og sikre sig en god start på sæsonen, en god start som allerede blev forsikret i onsdagens europæiske Super Cup, hvor Simeones mandskab virkede overordentligt godt forberedt på den nye sæson i 4-2-sejren over Real Madrid.

Simeones mandskab kommer i vanlig 4-4-2-stil, men det store spørgsmål er, om den argentinske træner med sommerens forstærkninger Lemar og Rodri, som i den grad har varme fødder og gode offensive idéer, kommer til at udvise mere initiativ i kampene. Det manglede holdet til tider i sidste sæson, hvor de for ofte endte med at spiller uafgjort og dermed distancere sig selv fra FC Barcelona i topkampen. En opgave mod netop Valencia er en fantastisk prøve på netop dette. Marcelino og Simeone har forskellige idéer om dele af spillet, men sikkert er det, at de begge holder af en stram 4-4-2-organisation. Det kommer derfor til at afhænge af, hvem der tør bryde kæderne og presse spillet fremad, hvem der kommer til at dominere kampen.

Her har begge hold slagkraftige midtbaner bestående af spillere, der alle kan bryde ud og skabe tryk på modstanderens bagkæde. Atlético bør dog trods alt kunne stole på, at de har den tand ekstra kvalitet, der kan vende kampen til deres fordel – særligt hvis Saúl og Lemar kan komme til at spille i nærheden af Griezmann.

Uanset hvad bliver det et brag af en kamp med fuld gang i lægterne. Opgøret er ikke kun vigtigt for pointenes skyld, det er også vigtigt for de to fangrupper, som begge håber på at se deres hold hænge på i topstriden hele vejen til den bitre eller guldranede ende. Atlético-fansenes forventninger til dette er formentlig størst, men Valencia-fansenes forhåbninger og selvopfattelse mangler ikke noget der. Med andre ord; ¡hay liga!

Valencia
Valencias eneste fravær er Francis Coquelin, der forventes ude indtil midt i september. Med stort set alle mand til rådighed er det største spørgsmål, hvem der skal være makker til Rodrigo oppe foran. Både Batshuayi, Gameiro og Mina er gode muligheder, men Hay Liga spår, at Batshuayi får pladsen. Måske det har noget at gøre med, at jeg har ham på mit drømmehold. Marca mener således, at Gameiro får pladsen.

Atlético Madrid
Atlético er også kun nødsaget til at undvære en enkelt spiller. Den franske verdensmester Lucas Hernández har således båret en karantænedag med ind i den nye sæson, som han afsoner på Mestalla. I hans sted kommer den måske kommende PSG-spiller Filipe Luis til at spille.

Hay Ligas tip
Skal du sætte penge på kampen, vil jeg foreslå et uafgjort resultat. Det vil tælle som en udmærket skalp for begge hold, og samtidig er det to hold, der potentielt kan udligne hinanden – i særdeleshed, hvis der kommer lidt startnerver ind i billedet. I øvrigt virker det som en god idé at spille lidt penge på, at Diego Costas scorer. Han så mere end sæsonklar ud i Super Cup-kampen mod Real Madrid!

Kampen spilles kl. 20:00, og befinder man sig ikke tilfældigvis i Valencia, kan den følges på Strivesport.com, som i øjeblikket tilbyder en syvdages gratis prøveperiode.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *