Runde 10: El Clásico – nu uden Messi og Cristiano Ronaldo

Næsten alt handler uundgåeligt om El Clásico i det spanske denne weekend, således også Hay Ligas rundeoptakt.

La Ligas runde 10 byder på to topbrag. Eller skal vi kalde dem top-mod-subtop-brag? Fredag aften er rækkens nummer to fra Espanyol på besøg hos rækkens nummer seks i Valladolid. Hjemmeholdet har efter en rigtig sløj start fået gang i en nærmest magisk stime, og pludselig befinder de sig på en Europa League-plads.

Fredag aften kan de dog forvente kamp til stregen. Her kommer Rubis Espanyol nemlig på besøg, og de er virkelig kommet godt fra land som en af de to parter i det midlertidige catalanske duopol i toppen af La Liga. Rubi har fået sammensat et slagkraftigt hold, som er så meget mere spændende at følge end Quique Sánchez Flores’ hold sidste sæson, at man skulle tro, at de kinesiske ejere havde været ude at springe banken og forstærke holdet med markante profiler.

Det er ikke tilfældet, tværtimod har de solgt deres måske vigtigste spiller, Gerard Moreno, til Villarreal og erstattet ham med en Segunda-angriber. Altså fra Segunda División. Borja Iglesias, som nu har nettet fire gange, og akkompagneret af henholdsvis en sprudlende Sergio García, Pablo Piatti, Hernan Pérez og Leo Baptistao i den forreste kæde af en 4-3-3 ser Espanyol altid farlige ud. Det er imponerende arbejde af Rubi, der på kort tid har taget et hold fra de grå gemmer i den dårlige halvdel til den absolutte top, og det skal blive spændende at se, hvor langt dette Espanyol-hold kan gå.

De kommer naturligvis ikke til at blive hængende helt i toppen. Men senest fik de hul på pointbylden på udebane mod Huesca, og om ikke andet så får de en gylden mulighed for at bygge videre på det fundament ude mod endnu en oprykker, der dog ser noget mere solide ud end Huesca. Huesca, som skal passe på ikke at ende med at ende som ren prügelknabe i bunden af søbet!

Det, det handler om
Rundens andet bund-mod-subtop-kamp er også rundens (og en af sæsonens) absolut mest imødesete. Søndag kl. 16:15 går det nemlig løs i Barcelona. Sæsonens første El Clásico, og det er på flere måder et særligt et af slagsen, vi går i møde.

For det første kommer det midt i en af de dybeste Real Madrid-kriser længe. Real Madrid har scoret tre mål i seks kampe, de første fem af dem gik uden sejr, de første fire helt uden scoringer. I tirsdags kom så en miniforløsning for Real Madrid, da de slog tjekkiske Viktoria Plzen hjemme på Santiago Bernabéu i Champions League. Det var dog på ingen måde en overbevisende præstation, og Viktoria kom frem til langt mere, end man normalt vil forvente af et tjekkisk hold i Real Madrids normalt skræmmende hule.

I starten forekom Real Madrids krise som et komisk indslag, et lille bump på vejen, hvor modstanderne kunne nyde at slå storklubben, mens de havde mistet fokus et øjeblik. Også i kraft af, at FC Barcelonas resultater samtidig svigtede, noget der altid hjælper på behovet for at råbe krise i de respektive lejre. Med nederlaget til CSKA i Champions League og senest hjemme til Levante, mens Barça samtidig besejrede Tottenham og Sevilla, udviklede det sig til en fuldbyrdet krisesituation.

Erstatningerne for Lopetegui blev linet op efter det ydmygende hjemmenederlag til Levante, og stadig kan man ikke vide sig sikker på Lopeteguis videre virke, end ikke med en sejr i El Clásico på Camp Nou.

Jeg mener dog, at det trods alt bør være en svær beslutning at fyre ham i tilfælde af et godt resultat på Camp Nou. Trods den spidende sensationslystne top-mod-subtop-mærkat, er det værd at huske, at Real Madrid kun vil være ét point efter FC Barcelona i tabellen, skulle de lykkes med at hive de tre point med hjem fra den catalanske hovedstad søndag eftermiddag.

Samtidig er det også værd at huske på, at Lopetegui er blevet givet en overordentlig svær opgave i at føre Real Madrid ind i den Ronaldo-løse æra. Måske er han lige nu ramt af sin egen succes i begyndelsen, hvor han fik ros for hurtigt at sætte sit præg på Real Madrid-spillet og gøre det mere dominerende. Benzema og Bale stod for målene, og det fik det til at virke en kende for gnidningsløst at erstatte Ronaldo. Men selvfølgelig kunne de notorisk underpræsterende verdensstjerner ikke løfte byrden i et drag.

Måske Lopetegui var blevet dømt mindre hårdt, om den nuværende formkrise havde ramt holdet lige fra sæsonstarten? Så havde pilen peget i Florentino Pérez og den sportslige ledelses retning for at tro, at de kunne erstatte Cristiano Ronaldo med Mariano og internt i truppen. Det kan de ikke!

Søndag skal Barcelona fra Real Madrids synspunkt heldigvis også klare sig uden Lionel Messi. Da Ousmané Dembélé ser ud til at være faldet i unåde både i spillertruppen og hos Ernesto Valverde, bliver det formentlig Sergi Roberto eller Rafinha, som leverede en god kamp mod Inter, der erstatter Lionel Messi, hvilket ganske naturligt ændrer præmisserne for FC Barcelonas spil en del. De skal simpelthen stole blindt på deres boldbesiddelse og evne til at trykke spillet frem, så Luis Suárez kan lave ravage og Coutinho kan komme frem til skudmuligheder.

Det bliver i øvrigt lidt af en milepæl i El Clásicos nylige historie at skulle undvære både Lionel Messi og Cristiano Ronaldo i det store spektakel. Det er således første gang, siden Ronaldo i 2009 kom til La Liga, at et ærkefjendeopgør udspiller sig helt uden nogen af de to epokegørende spillere!

Det bliver spændende i sig selv at følge. Så kan det godt være, at noget af den ekstragalaktiske fascinationskraft, El Clásico har haft de sidste 10 år, går lidt af fløjten. Men El Clásico er og har altid været mere end Messi vs. Ronaldo. Det får vi at se på søndag, når det i stedet er Ramos og co. mod Piqué og co., hvis man skal sætte det op på en lidt forsimplet repræsentationssymbolsk måde. Med Piqués tropper som naturlige favoritter, den seneste udvikling taget i betragtning.

Jeg glæder mig personligt lige så meget som altid, og måske endda en anelse mere. God fornøjelse derude!

Seerforslag
Atlético Madrid – Real Sociedad, lørdag kl. 20:45
Atlético Madrid fik en (på resultattavlen) ordentlig snitter af Dortmund i midtugen. Det ændrer dog ikke umiddelbart på, at Atlético ser ud til at have fundet en god rytme, og med en sejr hjemme over Real Sociedad kan de for alvor lægge pres på helt oppe i toppen. Real Sociedad vedbliver at være svære at blive kloge på. Deres skadessituation, som har hæmmet Asier Garitanos handlemuligheder en smule, er dog lettet en smule. Særligt spændende bliver det, om Sandro kan finde ind i et samarbejde med Oyarzábal. Det ville tilføje Real Sociedad en dødelig farlighed i kontrafasen, som i kraft af deres svingende niveau rent spillemæssig kan blive afgørende for, om de formår at bide skeer med Atlético på Wanda Metropolitano.

Oddsforslag
Det er næsten et stående forslag at spille på, at Atlético vinder med præcis ét mål. I en formodentlig svær hjemmekamp mod Real Sociedad endnu mere.

FC Barcelona – Real Madrid, søndag kl. 16:15
Jeg anbefaler naturligvis ALLE at se El Clásico. Kampen man ikke må gå glip af. Uden Messi og Cristiano Ronaldo kommer holdene til at stå over for hinanden med deres spilkoncepter mere end længe. Som Jonathan Hartmann og Morten Glinvad kløgtigt formulerede det i Medianos La Liga-podcast fra i onsdags, er det nu to hold, som begge gerne vil have bolden. Kampen om midtbanen kan derfor blive uhyre vigtig for udfaldet, og måske kan det betyde, at det bliver en lidt mere låst El Clásico end vanligt. Begynder Modric at komme sig efter VM, og kan Arthur overføre de gode takter til sin ilddåb i El Clásico?

Oddsforslag
Jævnfør ovenstående og Real Madrids vanskeligheder med at finde vej til målet, er mit oddsforslag at spille på mindre end 2,5 mål i kampen. Det kan virke kontraintuitivt, når begge hold samtidig døjer med den defensive slagkraft. Men forløber kampen, som jeg spår ovenfor, og kommer Real Madrid en anelse forsigtigt ud med deres ramte selvtillid in mente, virker det ikke urealistisk, at det ikke bliver en målfest af de store.

Kampe:

13/09/2020
Barcelona 01:00 Elche
Real Madrid 01:00 Getafe
20/09/2020
Levante 01:00 Atlético de Madrid
Sevilla 01:00 Elche
31/10/2020
Athletic Bilbao 17:15 Sevilla
Osasuna 19:30 Atlético de Madrid
Deportivo Alavés 22:00 Barcelona
01/11/2020
Real Betis 15:00 Elche
Celta Vigo 17:00 Real Sociedad
Granada 19:30 Levante
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *