Runde 10 rundt om El Clásico

La Liga-spillerunden kom naturligvis til at handle meget om El Clásico, men der skete også masser af andre spændende ting rundt omkring i det spanske, og dem vil jeg koncentrere mig om her.

© MartinB29

I skrivende stund er Julen Lopetegui ikke fyret i Real Madrid endnu. Det må dog, når vi engang i fremtiden kigger tilbage på runde 10 i La Liga-sæsonen 2018-19, blive den store overskrift. Julen Lopeteguis fyring må komme. En i forvejen presset Real Madrid-træner taber ikke 5-1 på Camp Nou uden at blive fyret, uanset kampforløbet, og uanset besværlighederne med at finde en umiddelbar erstatning. Det ville i hvert fald være udtryk for et helt nyt ledelsesparadigme for Florentino Pérez’ vedkommende!

El Clásico kan du læse om her i gårsdagens kampskrift. Denne rundeopsummering kommer nemlig ikke til at handle så meget om den kamp, som har fået nok ord i rundeoptakt og kampreferat, men vil i stedet handle om alt det andet, der skete rundt omkring i Spanien denne weekend.

Presset Mohamed genrejst gennem Aspas
I Vigo var Antonio Mohamed, som Anders Grønborg Greve skrev om inden kampen, også presset på sin stilling som cheftræner for Celta. Skæbnekamp, lød det i de lokale medier. Skæbnen endte i sidste ende med at være på Mohameds side. Han blev nemlig reddet af klubikonet Iago Aspas, der som nybagt far scorede et vidunderligt hattrick i 4-0-afklapsningen af Eibar, som for en stund gav Mohamed arbejdsro til at genetablere de fine takter, holdet viste i indledningen af sæsonen.

Det betyder, at Celta Vigo (10.) akkurat presser sig ind i top 10 bagved Real Madrid. Det samme kan ikke siges om en lang række af de klubber, man ellers forventer vil ende i den gode ende af La Liga, når regnskabet skal gøres op.

Real Sociedad (12.) tabte som ventet ude til Atlético Madrid, så her er der formentlig ikke lagt op til den store ballade endnu. Holdet ser nemlig ellers ud til på ikke-sprudlende vis at spille sig stille og roligt i gang, mens de får ryddet op i lazarettet.

På samme antal point som Real Sociedad finder vi Real Betis (13.). Men i modsætning til baskerne, er der god grund til bekymring i den grønne del af Sevilla. Real Betis kan simpelthen ikke finde vej til netmaskerne, og i weekenden blev netop det faktum på ondskabsfuldt symbolsk vis udstillet, da klubbens tidligere angriber Jorge Molina scorede det første af Getafes to mål i 2-0-kampen på Coliseum Alfonso Pérez. Når klubbens nuværende angribere ikke kan score, er det altid noget, at de gamle kan. Eller noget… Quique Setién skal til at finde frem til formlen i det offensive spil, ellers kan han fremvise nok så mange fine statistikker fra kampene, der fortæller historien, at Betis gør meget af det, der normalt skal til. Han har en fornem trup at arbejde med, og det skal han til at slå profit på!

Fornemme trupper har de også i Athletic Club (16.) og Valencia (14.), der i lørdags krydsede klinger på San Mamés. Og gæt engang, det blev uafgjort, 0-0! Ingen andre hold i de største europæiske ligaer har spillet så meget uafgjort som de to hold. I 10 La Liga kampe har Valencia nu spillet uafgjort 8 gange, Athletic 7. Det var syv og otte! Begge hold havde ellers bud efter netmaskerne, men ind ville den ikke. Eduardo Berizzo og Marcelino må begge føle, at de bare mangler det sidste, inden holdene kan sammensætte stimer af sejre. Men når man i den grad ikke formår at gøre det sidste, må man også se indad. I særdeleshed Marcelino, der simpelthen ser ud til at kvæle Valencia-spillerne i organisatoriske krav og fastfrosne spilmønstre. De har brug for frihed, og de har brug for at give den til spillere som Soler, Guedes og Cheryshev – ellers kan de spille uafgjort herfra og til Hellige Trekongers Dag.

Den sidste store klub i bund 10 er også den, som har flest parametre at bekymre sig om. Villarreal (17.). Villarreal kan heller ikke score mål, og når man så samtidig udvikler en vane med at lukke dumme mål ind i afgørende faser af kampene, så kan man ikke forvente andet end at måtte kæmpe for livet i bunden af rækken. Her fem år efter Den Gule Ubåds lille detour i Segunda División må fansene for alvor begynde at bekymre sig om, hvorvidt det igen kan gå helt galt for Javier Calleja og Co.

La Liga på hovedet
Med alle disse klubber væk fra toppen, er der naturligvis plads til nogle nye, der hvor det (i Vitoria bogstaveligt talt) sner. Hvor Valencia, Villarreal og Betis for eksempel kunne have ligget, finder vi nu Deportivo Alavés, Espanyol og Real Valladolig i top 6 sammen med FC Barcelona, Atlético og Sevilla.

For Alavés lever de på det nærmeste i en vild og konstant eskalerende drøm. Alting fortsætter bare med at gå deres vej. Trods en uheldig start med et decideret klodsmajorsmål af Villarreals Gerard Moreno i snevejret i Vitoria, formåede baskerne at vende begivenhederne på hovedet i anden halvleg. Først lagde La Ligas oplægskonge Jony endnu et indlæg ind i panden på Jonathan Calleri, og i den dybe overtid var ingen ringere end Borja Bastón tilbage på pletten som målscorer. Det er anden gang i sæsonen, at Alavés henter en sejr i overtiden, og det fortæller alt om et hold, der har al den vind i sejlene, man overhovedet kan tænke sig. Og endnu engang må jeg nævne Ibai Gómez, der med et drøn af en flugter var ved at bringe Alavés foran, blot fem minutter inden Borja Bastón gjorde det, men blev afvist af en overligger, der skulle skamme sig for at frarøve os en vidunderlig scoring af Ibai.

Og fra Ibai til en anden Hay Liga-favorit, nemlig Borja Iglesias. Han var nemlig på pletten i rundens topopgør mellem Real Valladolid og Espanyol, da han med en fremragende scoring bragte gæsterne fra Barcelona foran. Desværre for ham var det ikke nok til at sikre sit hold en midlertidig førsteplads inden El Clásico, da Daniele Verde med et knækket frisparksskud udlignede dybt inde i overtiden. Det var skønne billeder at se Ronaldo juble hjerteligt af en Real Valladolid-udligning i overtiden, men i Espanyol-lejren vil de undre sig over, hvad Diego López dog foretog sig, da han med tre hastige skridt mod den ene målstolpe lod bolden passere lige midt i målet.

Et uafgjort resultat lever de begge nok trods alt med. Det betyder nemlig, at de stadig er at finde i toppen og bevarer deres respektive gode stimer. Og nå ja, så gør lige dig selv tjenesten at se highlightsene fra kampen. Fordi rundens mål faldt i kampen. Men også på grund af en situation ved stillingen 1-0, der kunne have bragt Espanyol helt tæt på sæsonens anden udesejr, men som først og fremmest var ren og skær fodboldskønhed: Sergi Darder sendte et sublimt indlæg ind mellem to forbløffede midterforsvarere, Hernán Pérez fandt perfekt ind i boldens bane og snittede den med høj fart videre ind mod målet, hvor Jordi Masip imidlertid ikke ville høre tale om at lade sig passere, da han med en fremragende refleksparade satte punktum for et skønt øjeblik i Valladolid.

Nå, men i den mere vedvarende top er Atlético Madrid og Sevilla også at finde, og de to outsidere må efterhånden begynde at tro på det. Atlético fik et lille hak i tuden med sidste uges nederlag til Dortmund – det største i Diego Simeones tid som Atlético-træner. Både spillerne og Simeone virkede dog overbeviste om, at der var tale om et enestående uheld, og med den sikre 2-0-sejr over Real Sociedad overbeviste de også omverdenen om dette. Desværre for dem kom Diego Costa til egen tydelige frustration ikke i gang med målscoringen, selvom han havde chancerne til sidst i kampen.

Sevilla, der var oppe imod VAR, som affærdigede hele to Sevilla-mål i første halvleg, kom tilbage på sejrssporet efter nederlaget på Camp Nou senest med en 2-1-sejr over Huesca. Det er ingen bedrift, men det betyder, at Sevilla er med deroppe, hvor det er sjovt!

Ugens mål
Man kunne vælge den samlede sum af Aspas’ flødefodsscoringer. Man kunne også vælge Luis Suárez usandsynligt hårde hovedstød. Men prisen går til Borja Iglesias. Efter tyve minutter af udekampen mod Real Valladolid modtog han bolden på fjendens banehalvdel. Ingen gik til ham, og hvad gør man så, når man er en angriber med selvtillid? Man tager da et enkelt træk, lægger bolden til rette og kløver den ind bag Jordi Masip, der i modsætning til lidt senere i kampen ikke kunne stille noget op.

Ugens spiller
Et hattrick i El Clásico taler for sig selv, og endnu mere når man som Luis Suárez er ved at skrive sig ind i historien som en af de allerstørste målscorere i ærkefjendeopgørene mellem FC Barcelona og Real Madrid. Ni mål har Suárez scoret i de seneste otte kampe mod Real Madrid, og søndag var det ene mål mere fremragende end det andet, da uruguayaneren for en stund næsten fik Camp Nou til at glemme argentinerens fravær.

Ugens løftede øjenbryn
Ifølge de spanske medier ønsker Florentino Pérez at erstatte Julen Lopetegui med Antonio Conte. At bringe italieneren ind i en spillertrup, der mere end nogensinde i Real Madrid er bygget op til at dominere kampene med bolden, og som mest af alt har brug for en dosis offensiv inspiration til at lykkes med de sidste og afgørende gennembrud, virker det ikke som den bedste idé, Florentino Pérez nogensinde har fået. Og han har ellers haft nogle stykker gennem tiderne…

Resultater:

Up-to-date soccer info here. Now fetching data from information feed.
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *