Runde 13: Sevilla til tops, mens Solaris Real Madrid blev klædt af

Real Madrid blev sendt til tælling af Eibar, mens Sevilla med en smal hjemmesejr over Real Valladolid overtog førstepladsen foran Atlético og Barça, som spillede uafgjort i rundens topbrag.

Tredje gang blev i den grad ulykkens gang for Solari og hans trænerkarriere i La Liga. Hans Real Madrid-hold fik nemlig vist, at holdets problemer på ingen måder forsvandt med Julen Lopetegui, da de blev sat eftertrykkeligt på plads af ingen ringere end Eibar. Eibar som aldrig tidligere har vundet over Real Madrid. Og ikke bare vandt Eibar kampen, de udspillede i store faser af kampen et tungt, uinspireret og karakterforladt Real Madrid-hold og sendte dem hjem med en 3-0-sæk, der sagtens kunne være blevet større.

Den kamp kan du læse mere om her. Sikkert er det, at spørgsmålene nu hagler ned over Solari, men i allerhøjeste grad også Florentino Pérez. For hvordan havde han egentlig regnet med, at Cristiano Ronaldos fravær skulle opvejes?

Helt sikkert ikke af Marianos ankomst, og han kan vel ikke have været så naiv at tro, at Gareth Bale lige pludselig ville blive et smash hit på Santiago Bernabéu? Svaret lå måske i en anderledes tilgang til spillet, der mere end tidligere skulle være baseret på et tydeligt spilkoncept, men Julen Lopetegui fik ikke tid til at indføre det. Heller ikke selvom man tidligt så potentialet i et mere boldsikkert og boldførende Real Madrid-hold i begyndelsen af sæsonen.

Santiago Solari har næsten som ventet heller ikke kunne levere svarene. Heller ikke på fraværet af Casemiro, som i kampen mod Eibar blev tydeligt udstillet. Real Madrid blev angrebet hårdt af et aggressivt Eibar-hold, og særligt Dani Ceballos blev målet for Eibars høje pres på den spinkle tremandsmidtbane, der udover Ceballos talte Toni Kroos og Luka Modriç.

Imens sad Marcos Llorente hjemme i Madrid. Llorente har ikke været i truppen de seneste fem kampe, selvom netop han besidder nogle af de kvaliteter, som Casemiro normalt tilfører Real Madrid-holdet. Faktisk har han kun fået 11 minutter, og man kan spørge sig selv, hvorfor Real Madrid så overhovedet har ham i truppen? Også Isco kunne igen se til fra siden, dog i det mindste fra bænken, mens Real Madrids offensive linje stort set kun var farlig, når Karim Benzema forsøgte at tage sagen i egen hånd.

Det skal blive spændende at se, hvordan Solari og Real Madrid- holdet kommer til at reagere den kommende uge, der først byder på udekamp i Rom mod AS Roma, inden Valencia med friske sejre i bagagen kommer til Madrid med chancen for at indhnte hovedstadsklubben i tabellen i weekenden.

Men hvem vil så vinde La Liga i år?
Sevilla? I hvert fald fører Sevilla ligaen efter en 1-0-sejr hjemme over Real Valladolid. Sevilla er dog det pointmæssigt dårligste førerhold efter 13 kampe siden 2001, og ganske symptomatisk tabte alle andre hold i top seks point denne runde.

Det gjorde de blandt andet fordi FC Barcelona og Atlético Madrid spillede uafgjort i en taktisk og chancefattig affære. Til allersidst dukkede problembarnet Ousmane Dembélé op for Ernesto Valverde med endnu en pointgivende scoring, da han udlignede Diego Costas føringsmål, som i øvrigt var hans første i 19 La Liga-kampe. Dembélé har i skyggen af sine disciplinære problemer faktisk sikret FC Barcelona 6-7 point med sine scoringer (afhængigt af om man giver ham kredit for, at hans sene udligning mod Rayo blev fulgt op af et endnu senere sejrsmål af Luis Suárez). Nok kæmper de med hans adfærd i FC Barcelona, men inde på banen har han formået at øve indflydelse, endda selvom han ofte kun får kort tid til at gøre det.

Normalt ville jeg i øvrigt her skrive, at den scoring kunne få enorm betydning for, hvor mesterskabet ender. Men lige nu giver det ingen mening at betragte de indbyrdes kampe mellem mesterskabsfavoritterne som altafgørende og sæsondefinerende, for som vinden blæser i Spanien, er der kamp om alle point i La Liga. Det gælder i begge ender af tabellen.

Calleja fik en puster, Berizzo en mavepuster
En del af de større spanske klubber har som bekendt kæmpet en del med pointhøsten denne sæson, hvorfor visse trænere naturligt har været under pres. Et par af dem sikrede sig i weekenden et pusterum og et skud optimisme til både trup og lokalpresse.

I Valencia fik Marcelino med sin anden sejr i træk pilen til for alvor at pege i den rigtige retning for Valencia. Særligt fordi både Santi Mina, Kevin Gameiro og Rodrigo Moreno var involveret i scoringer i 3-0-sejren hjemme over Rayo Vallecano. Netop angribernes ufarlighed har været kostbar for Valencia i de adskillige uafgjorte kampe, og det var også det håb, Marcelino klyngede sig til, når han talte om tiltro til konceptet, og at blot det sidste manglede for at uafgjorte skulle blive til sejre.

Lidt længere mod nord fik også Javier Calleja endelig lidt vind i sejlene, da Villarreal besejrede Real Betis, som stadig døjer med at finde et stabilt højt niveau. Villarreal-træneren kan ikke desto mindre glæde sig over en vigtig sejr, at det lysner på skadesfronten og at Gerard Moreno fik scoret, mens Samu Chukwueze stemplede ind. Han er en spiller, vi skal holde øje med i fremtiden, og måske kan han give Villarreal lidt af den giftighed og uforudseelighed, de i så høj grad har manglet hidtil.

Mens østkystholdende fik ro på, kan man ikke sige det samme om Athletic Clubs Eduardo Berizzo. Baskerne er efter 13. spillerunde at finde under nedrykningsstregen, og det er de efter endnu en uafgjort. Den ottende i sæsonen!

Den unge midterforsvarer Peru Nolaskoain, som scorede sejrsmålet i Athletics hidtil eneste sejr, bragte ellers baskerne på sejrskurs, men elendigt forsvarsspil i resten af kampen lukkede Getafe ind i opgøret. Det udnyttede Jaime Mata til at udligne, og til sidst burde han også have haft et straffespark, da Iñigo Martínez tog godt fat i ham i forbindelse med et hjørnespark. Til gæsternes store frustration og undertegnedes forbløffelse forholdt både dommerfløjte og VAR-holdet sig tavse.

Berizzo understregede efter kampen, at han har tiltro til sit koncept, ligesom Athletic-ledelsen har tiltro til, at han er den rette til at udføre det. Det virkede i udgangspunktet også som et perfekt match mellem argentineren og Athletic, men hvor længe rækker tålmodigheden i Bilbao, som aldrig er rykket ud af La Liga?

Rundens mål
Runde 13 var faktisk ikke spækket med spektakulære mål. Valget falder på Samu Chukwuezes 2-0-scoring i Villarreals 2-1-sejr over Betis. Dels fordi det måske var en fremtidig La Liga-stjerne, der tjekkede ind, dels fordi det var fint sparket ind og dels på grund af, at målet kom i stand efter et fornemt hæloplæg fra Santi Cazorla. Dejligt at se lidt magi fra den lille troldmand!

Rundens spiller
Marc Cucurella var her der og alle vegne i Eibars sensationelle afklapsning af Real Madrid. Lejesvenden fra FC Barcelona med de krøllede lokker blev ikke noteret for tre oplæg, da der var lidt ping-pong i feltet inden afslutningen i nogle af situationerne, men reelt set leverede han de tre afgørende aktioner i kampen med to indlæg og en bolderobring helt oppe foran Real Madrids felt. Imponerende indsats af den unge venstreback, der i sidste øjeblik blev sendt på leje i Eibar, hvor han nu gør sig på venstrekanten i José Mendilibars 4-4-2.

Rundens løftede øjenbryn
Pione Sisto var på bænken, Sofiane Boufal var det, og minsandet om ikke også Maxi Gómez var vejet og fundet for let af Celtas nye cheftræner Miguel Cardoso. Men Andrew Hjulsager fortsætter det opsving, han startede i Antonio Mohamed sidste regeringstid. Danskeren var nemlig noget overraskende at finde i startopstillingen i udekampen mod Real Sociedad. Det endte nær med at udmunde sig i et oplæg, men en generelt svagt spillende Iago Aspas klottede i græsplænen i det afgørende øjeblik, og så endte det i stedet med, at Real Sociedad bragte sig foran med både 1-0 og 2-0, inden indskiftede Maxi Gómez reducerede forgæves til slutresultatet 2-1. Hjulsager imponerede dog ligesom resten af Celta-holdet ikke stort og blev skiftet ud i anden halvleg.

Resultater

Up-to-date soccer info here. Now fetching data from information feed.
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *