Runde 30 i tre overskrifter: Así gana el Madrid, Óscars enegang og Setiéns fortabelse

La Liga har nyt førerhold, og da det er Real Madrid, har det som altid fået konspirationsteorierne til at flyde – på de sociale medier, hos spanske sportsjournalister og fans og hos Gerard Piqué. Her er overskrifterne fra runde 30

Leganés nægter at dø
… eller Óscar Rodríguez gør det i hvert fald til en pinefuldt langsom død for de stakkels agurkemagere, som har været så meget igennem denne sæson. Ud over at være et af de områder i Spanien, der var allerværst ramt af coronakrisen, har Leganés måttet sige farvel til først Youssef En-Nesyri og siden Martin Braithwaite – sidstnævnte som bekendt uden mulighed for at hente en erstatning.

Det har løbende sendt Leganés tættere og tættere på den absolutte bund, hvor de med Espanyols lille opblomstring nu også ligger side om side med netop Espanyol. En mand gør dog sit til, at Leganés ikke er helt døde endnu: Óscar Rodríguez.

Lejesvenden fra Real Madrid er reelt set Leganés’ eneste offensive kort efter ovennævnte profilers afgang, og det viste sig igen, da Leganés fredag aften fik hevet et enkelt point med hjem fra besøget hos de direkte nedrykningsrivaler fra Mallorca.

Efter endnu en formastelig afbrænder af Guido Carillo, med tre minutter tilbage og med stillingen 1-0 til Mallorca på måltavlen lagde han nemlig bolden til rette et pænt stykke uden for feltet – og for fjerde gang i sæsonen sendte han et direkte frisparksforsøg i netmaskerne – denne gang med særligt eftertryk og via overliggeren. Men han har ikke kun scoret på frispark.

Hele ni mål står midtbanespilleren nu noteret for i La Liga-sæsonen, og det er faktisk kun Athletic Clubs Raúl García af midtbanespillere, som med sine 10 mål har scoret flere gange. Så kan det godt være, at Leganés ikke er La Liga-hold i næste sæson, men Óscar Rodríguez vil helt sikkert være at finde i ligaen.

Ifølge aftalen skal han tilbage til Real Madrid efter endt lån. Trods de gode præstationer er det dog ikke der, han skal finde sin hylde – men holdene lige under toppen må stå i kø for at gøre sig en god handel i frisparkskongen Óscar. Alt imens kan vi andre som nogle skamfulde voyeurister sidde og se Javier Aguirre og Co. baske med armene i et ocean uden strandbredder.

Real Madrids ”dommertække”
Ved stillingen 0-0 i Real Madrids kamp mod Valencia i forrige runde bragte Rodrigo tilsyneladende Valencia foran. Efterfølgende fandt VAR frem til, at Maxi Gómez stod i en snæver offside og samtidig havde indflydelse på spillet, da han obstruerede Raphael Varanes forsøg på at bryde afleveringen ind til Rodrigo. Real Madrid vandt 3-0 efter en fremragende anden halvleg.

Søndag aften får Real Madrid ved stillingen 0-0 – og i en utroligt låst og chancefattig kamp – tilkendt et straffespark, efter det man vist godt kan kalde en let berøring af Diego Llorente på Vinicius. Ved stillingen 1-0 til Real Madrid får Adnan Januzaj sin udligning annulleret af VAR, da Mikel Merino står i vejen for Thibault Courtois’ udsyn. Også ved stillingen 1-0 tager Karim Benzema bolden ned med det absolut sidste stykke af skulderen inden overgangen til arm, og efter nogen VAR-votering bliver målet til 2-0 godkendt. Real Madrid vinder 2-1.

Efter FC Barcelonas 0-0-kamp i Sevilla fredag aften var Gerard Piqué ude med en let syrlig hentydning til, at ”det bliver svært at vinde mesterskabet, efter det vi så i går”, med reference til Real Madrids sejr over Valencia. Og det er ikke kun Gerard Piqué, der har snakket om og vil komme til at snakke om disse domme, der går ”Real Madrids vej”.

Det vil også fans af de mindre spanske klubber, som i lighed med FC Barcelona er overbeviste om, at den samlede dommerstand – med opbakning, og måske endda efter direkte ordrer fra både ligaforening og fodboldforbund – gør alt, de kan, for at hjælpe Real Madrid frem i verden. Man skal bare kaste et lille blik på Twitter eller forsiderne af særligt de catalanske sportsaviser for at finde disse påstande, der som altid er klæbet op på grynede stilbilleder, skærmbilleder skudt i opportune øjeblikke af vrede fans eller sensationshungrende (og vrede) journalister, som sammenligner med tidligere episoder, hvor de ikke mener, der er blevet dømt på samme måde.

Det er ganske enkelt en integreret del af fodboldsnakken i Spanien – así gana el Madrid – og har været det så længe, at de forurettede parter nærmest uanfægtet kan få det til at fremstå som en sandhed: Nu fik Real Madrid igen hjælp til at vinde.

De har bare et problem: I ingen af de ovenstående tilfælde synes der at være blevet dømt forkert. Real Madrid har haft dommertække i disse to kampe, men ene og alene fordi at de marginale situationer, som med VAR er kommet under om muligt endnu større lup end tidligere, ved nøjere granskning har vist at falde ud til Real Madrids fordel.

Gennemgår man data fra alle verdens topligaer vil man se, at topholdene får tilkendt flere straffespark, får færre røde kort og får godkendt flere ”tvivlsomme mål”. De scorer ganske enkelt flere mål, er oftere fremme i modstanderens felt, og kommer sjældnere i situationer, hvor de får fedtet sig ud i rødt-kort-fremkaldende bøvl. I Spanien er der bare den forskel, at denne debat om topholdets tække er blevet sammenblandet – berettiget såvel som uberettiget – med nogle stærke, konstans tilstedeværende politiske diskurser om en undertrykkende centralmagt, hvis geografiske slagside også stemmer ganske godt overens med de centrale fodboldorganers beliggenhed.

Konspirationsteorierne er mange, og selvom frygten for forfordeling jo åbenlyst har sin historiske berettigelse, synes den i samtiden at have manifesteret sig som en belejlig fokusforskyder. Heriblandt for Gerard Piqué, som flere gange i sin karriere har vist sig som aktiv bruger af hentydningen til de bagvedliggende politiske årsager til Real Madrids succeser og egne fiaskoer, som da han efter en kamp ude mod Villarreal pegede op mod Javier Tebas – La Ligas præsident, hvis politiske fortid og erklærede status som Real Madrid-fan da heller ikke gør meget for at dæmpe gemytterne.

Det er i al sin enkelthed nemmere at reproducere konspirationer om Real Madrids særstatus og spegede fortid end at tale om sine egne mangler i nutiden. Og derfor kan Real Madrid ikke få så meget som et indkast, uden at ovenstående proces bliver sat i gang et eller andet sted i verden.

Den låste Setién
Netop mangler havde FC Barcelona ellers mange af i fredagens 0-0-kamp på Ramón Sánchez Pizjuán. Isoleret set er uafgjort i den kamp ikke dårligt, men FC Barcelona leverede endnu en offensivt mager præstation. Mildest talt. Hverken Braithwaite, Suárez eller Messi var gode – og indskifterne bidrog heller ikke. Slet ikke Riqui Puig, som af en eller anden årsag skulle have tre minutter på banen.

Netop Setiéns indskiftninger virker lige nu til at pege i alle mulige og umulige retninger, der kan få en til at spørge, om han overhovedet agerer, som han selv ud fra sine idéer om fodboldspillet ville gøre, eller om han bare klynger sig til håbet om at kunne ”liste et mesterskab ind ad bagdøren” for så for alvor at starte den fodboldrevolution, som mange blaugranas havde håbet på med hans ankomst.

Arturo Vidal har fået bemærkelsesværdigt meget spilletid, til trods for at han på ingen måde passer ind i det ekstreme fokus på boldbesiddelse, Setién havde både i Las Palmas og Real Betis. Da han så skiftede pasningsmesteren Arthur ind, var det for at lægge ham på højre side af en 4-4-2. Og så den nærmest symbolske indskiftning af Puig, som er en spillertype, der skal bruge meget mere end tre minutter på at påvirke en kamp – en fodboldtænker og en skaber af spillet, ikke en chokeffekt-indskifter, der kan afgøre tingene til sidst.

Den største plet på Barças udtryk under Setién er dog, at det alt skal gå igennem Lionel Messi. Barças spil har altid været lagt op på Lionel Messi, men lige nu er det mere end nogensinde en hæmsko for FC Barcelona, at argentineren hele tiden skal have bolden – og det virker hverken til, at Messi eller Setién kan se problemet. I Sevilla-kampen gik alt i stå, når Messi fik bolden og mistede bolden i den ene Sevilla-sandwich efter den anden. Når Messi ikke havde bolden, var der ingen andre, der bad om den, og dermed ingen andre for Sevilla-forsvarerne at dække op. Så er det for nemt at forsvare.

Setién kan ikke få det til at flyde. Spørgsmålet er, om han får lov at bygge sit eget projekt op næste sæson, hvis ikke han sikrer en titel med det nuværende materiale, hvor han ikke ser ud til at magte at implementere gen-cruyficerende tiltag af holdets udtryk. Lige nu ligner han mest af alt en mand, der klynger sig til et drømmejob – og til håbet om, at Messi klarer ærterne til sidst.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *