Runde 32 i tre overskrifter: Benzemas mesterskab, fesen bundkamp og galehuset Valencia

Benzema afgør tingene for Real Madrid, den sædvanligvis tætte bundkamp synes afblæst, og galehuset Valencia står i fuld flor denne sommer. Her er overskrifterne fra runde 32.

Benzema-mesterskabet nærmer sig
Meget snakkes der om Raphael Varane, Sergio Ramos og Casemiro. ”Bermuda-trekanten, hvor et utal af modstanderens angreb er forsvundet sporløst”, som Henrik Fallesen så smukt formulerede det under TV2 Sports dækning af kampen.

Og mens de har en endog rigtig stor del af æren for, at Real Madrid ikke skal bruge mange mål for at vinde kampe, og også selv bidrager med afgørende mål som Casemiro i denne rundes 1-0-sejr over Espanyol, så er det Karim Benzema, der med sine genistreger står som manden med de tre point i støvlerne.

Mod Real Mallorca lavede han et af sæsonens måske bedste mål – indtil Santi Cazorla og Gerard Morenos fænomenale kasse mod Valencia i søndagens Villarreal-sejr , se den! – og søndag aften ekvilibrerede franskmanden endnu engang.

I en kamp mod Espanyol, der sagtens kunne have endt 0-0, fandt han ud af det blå og med et himmelråbende overlegent overblik en fremadstormende Casemiro med en hælaflevering ind mellem benene på Bernardo Espinosa. En detalje, man kun ville tiltro Guti, og som den lyshårede prins af Kongeklubben da også netop serverede en scoring for fødderne af selveste Benzema med i fordums tid.

Men det er ikke kun på æstetikken, at Benzema hiver Real Madrid op. Hele sæsonen har han været det eneste fikspunkt i en offensiv, som derudover ret beset har været profilløs, når man ser bort fra enkelte opture for Vinicius. Benzema har scoret 17 og lagt op til 7, og selvom det ikke er Cristiano Ronaldo-stats, så er det lige præcis det, Real Madrid har skullet bruge i en sæson, hvor defensiven med førnævnte trio – samt ej at forglemme Dani Carvajal, som er kommet stærkt igen efter et formdyk, og Thibault Courtois, som endelig har lignet sig selv – har været unedbrydelig.

Men en unedbrydelig defensiv giver kun ét point. Karim Benzema serverer resten, og efter FC Barcelonas pointtab mod Celta kan han meget vel være på vej til at servere et tiltrængt mesterskab for Real Madrid. Og så ender hele det brogede Karim Benzema-eventyr i den spanske hovedstad måske alligevel med en kongekroning i en sæson, hvor kun Messi har bidraget til flere scoringer i La Liga.

Spændingen i bunden afblæst
Med seks runder igen er ingen hold endnu rykket ud af La Liga. Rent matematisk i hvert fald. Men jeg tør godt afblæse enhver illusion om spænding i bunden med øjeblikkelig virkning.

Endnu engang formåede ingen af de tre hold under stregen i denne runde at hente de tre point. Leganés tabte ude mod Osasuna, Mallorca faldt i Bilbao, og Espanyol måtte trods en hæderlig indsats se sig kørt over af Real Madrids mesterskabstog på RCD Stadium i Barcelona. Da Eibar samtidig tog en flot skalp med en udesejr over Granada, og Celta tog et point mod FC Barcelona, er der henholdsvis 8, 9 og 10 point op til den gode side af stregen. Og ingen af holdene ligner potentielle mirakelmagere; tilsammen har de én sølle sejr efter coronakrisen i form af Espanyols hjemmesejr over Deportivo Alavés, som for en stund sparkede liv i drømmene for catalanerne.

Netop Espanyols snarlige nedrykning vil kun de allermest påståelige vove at påstå at have forudset inden sæsonstart. Jeg selv spåede dem en 10.-plads i min sæsonoptakt. Sidste sæson endte med Europa League-kvalifikation, og selvom to af nøglefigurerne Rubi og Borja Iglesias forlod klubben til fordel for Real Betis (uden succes i øvrigt) og Mario Hermosos skifte til Atlético, så – syntes Espanyols trup stadig alt for stærk til at rykke ud. I særdeleshed med sådan et brag, som det er tilfældet. Espanyol har simpelthen ligger ubehjælpeligt i bunden hele sæsonen, og selv ikke et par højt profilerede eller ansættelsen af først Pablo Machín, siden Abelardo omkring nytår, kunne ændre på det faktum.

Fyringen af Abelardo i lørdags, altså den tredje i sæsonen, som startede under David Gallego viser måske, at de kinesiske ejere har noget at lære i forhold til at lede en fodboldklub. Sportschef Rufete, som nu selv står i spidsen for holdet i bedste Poul Hansen-stil, virkede heller ikke tilfreds med baglandets ageren i det forløb.

Nu får de for alvor mulighed for at øve sig i at lede en fodboldklub, når Espanyol for første gang siden sæsonen 1993/94 skal forsøge at rykke op i La Liga. De vil naturligvis sætte alt ind på et kort visit i Segunda – men måske de skal spørge Real Zaragoza, Racing Santander og de andre traditionsklubber, der har kæmpet i årevis med returen til deres retmæssige hylde, hvor nemt den sag egentlig lige klares …

Valencia ved at gå op i limningen
En anden asiatisk ejer, der er kommet i problemer, er Peter Lim i Valencia. Endnu engang er et lovende Valencia-projekt kuldsejlet totalt, og endnu engang peger krisepilen i én retning: mod Singapore.

Ligesom da han for fem år siden pludselig mente, at Gary Neville var den rigtige mand til at lede et La Liga-hold med ambitioner og potentiale til at spille med helt i toppen, mente han pludselig, at Albert Celades var manden, der kunne gøre det i 2020.

Jeg vil fatte mig i korthed om den sag, da jeg så sent som i sidste rundeopsummering var inde på den sag.

Selvom Celades’ forudsætninger rent cv-mæssigt trods alt ikke er helt så sløje som Nevilles, vil jeg blot konstatere, at Valencia-fansenes tålmodighed endnu engang, men måske endegyldigt denne gang, med ejeren er sluppet op. Som en Valencia-fan bemærkede på Twitter, er det ok at begå fejl. Men det er ikke i orden ikke at drage lære af selvsamme fejl, og det har Lim ikke gjort.

Lige nu er det eneste positive, der er at sige om hans ejerskab i Valencia, den omstrukturering af Valencias kolossale gæld i forbindelse med byggeprojektet Nuevo Mestalla. Og det er altså ikke noget, der kan underholde de sultne og forpinte fans på Curva Nord. Vi kan roligt se frem til heftige tider i Valencia, den igangværende æras absolutte galehus.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *