Runde 34 i tre overskrifter: VAR-debat, legenden Ocampos og Barça-bold

VAR skaber debat i spansk fodbold, Lucas Ocampos gør sig selv til Sevilla-legende, og FC Barcelona foldede sig ud i svær udekamp. Her er overskrifterne fra runde 34 i La Liga.

Legenden Ocampos in the making
Nogle begivenheder og personer sætter sig i fans fælles erindringer bedre end andre. Det er naturligvis de store sejre, spillere, der præsterer på et højt niveau over lang tid, og ægte klubmænd, som bærer hjertet uden på klubtrøjen. Og så er der de små mærkværdige hændelser, som kan skabe en hel myte omkring en spillerfigur.

Sådan en stod Lucas Ocampos i centrum af mandag aften, og hvis ikke han med sine præstationer denne sæson allerede var på vej til at vinde indpas i Sevilla-fansenes hjerter, så har han nu sørget for aldrig at blive glemt.

Som resultaterne flaskede sig i runde 34 kunne Sevilla tage et kolossalt skridt mod Champions League-kvalifikation i den på papiret overkommelige kamp mod Eibar. Det gik da også planmæssigt frem, da Jesús Navas med endnu et fremragende oplæg satte Lucas Ocampos i scene på bagerste stolpe, så han kunne bringe sevillanerne i front.

Herfra var kampen dog noget af en prøvelse for sevillanerne – Eibar, der endnu mærker nedrykningspladsernes kolde ånde i nakken, bed fra sig, og det krævede både held og målmandsredninger at holde baskerne fra fadet. Og da Tomas Vaclik i kampens døende minutter måtte udgå med en knæskade, og Julen Lopetegui havde brugt sine indskiftninger, måtte aftenens mand i skysov, Lucas Ocampos, gribe til handskerne.

Det gjorde han så. Og det var således også ham, der stod mellem stængerne, da Eibars velspillende målvogter Marco Dmitrovic gik med frem for at lægge det sidste tryk på kedlen i forbindelse med et hjørnespark. Minsandten om ikke bolden faldt ned for fødderne af den store serber, og minsandten om ikke Ocampos – nu som målmand – klarede ærterne med en refleksredning på stregen.

Julen Lopetegui mente med rette, at det mindede om scenerne i en Hitchcock-film. Mon ikke Ocampos går med Oscar-statuetten for bedste mandlige hovedrolle.

VAR og fortidens spøgelser ‬
– Jeg kan ikke acceptere at høre, at de ting vi gør, er på grund af dommerne.
‪‬
Zidane var efter sejren over Athletic Club træt af at høre om dommertække som forklaring på Real Madrids gode resultater. Det er helt forståeligt – Zidanes hold gør alt det, der skal til for at blive mestre inde på banen, og de gør det godt. Det kan man ikke betvivle.‬

Man kan heller ikke betvivle, at mange ting er gået Real Madrids vej, når VAR-systemet er trådt til på det seneste. Som i kampen mod Getafe, hvor kampdommerne ikke blev bedt om at gennemse to absolut mistænkelige situationer omkring højrebacken Dani Carvajal i Real Madrids straffespark. ‬

I kampen mod Athletic Club var VAR’s marginaler så igen med Real Madrid. Det ene minut blev Marcelo trådt over tæerne af Dani García i en situation, hvor man sagtens kunne diskutere, hvem der havde “right of way”, eftersom Dani García på den ene side beskyttede sin bold, mens Marcelo enten løb ind i hans ben eller blev fældet af det. Et klassisk dommerskøn, som VAR efter 30 sekunders betænkningstid bad kampdommeren om at tjekke. Ved gennemsyn valgte han så at dømme straffet – en retfærdig vurdering, når nu han blev kaldt til VAR-skærmen.‬

Få minutter senere var Sergio Ramos så ved at brække Raúl Garcías ankel i Real Madrids straffesparksfelt. Tilsyneladende en ubevidst, men ikke desto mindre utroligt klodset og uforsigtig handling af Sergio Ramos, som klart foregik uden for hoveddommeres synsfelt. Den situation blev han så ikke bedt om at gennemse på sin lille skærm mellem udskiftningsboksene.‬

Og det er netop her, problemet opstår. Det er ikke en diskussion om, hvorvidt Spaniens samlede dommerstand, fodboldforbundet og Gud den Almægtige er på Real Madrids side. Det er en diskussion om VAR, og hvordan det fungerer. ‬

Som seer sidder man fuldstændig uforstående tilbage, når den ene situation skal tjekkes af kampdommeren, mens den anden ikke skal. Det er så tydeligt, at der ikke er en klar linje for, hvornår VAR sættes i spil. ‬

Det skal det jo som udgangspunkt, må vi forstå, i tilfælde, hvor dommeren begår klare fejl i forbindelse med mål, straffe og røde kort. ‬

Måske skulle hverken Garcías eller Marcelos situation tjekkes, måske skulle de begge, men tilbage står, at den ene blev det, endda med lang tids forsinkelse, og at den anden ikke gjorde. Og så er det klart, at nogle kan føle sig indignerede.‬

Og det handler ikke om Real Madrid. Lige nu går alt bare Real Madrids vej. På et andet tidspunkt kan andre føle sig snydt med rette på grund af den uensartede linje. Både Valencia og Real Betis har i løbet af sæsonen fremlagt sager, hvor VAR åbenlyst er brugt forskelligt i ellers ens situationer. Noget helt andet er så, når VAR decideret bare dømmer forkert, som et klokkeklart straffespark til netop Real Betis blev trukket tilbage i kampen mod Celta Vigo denne weekend.‬

… og så alligevel‬

Når jeg skriver, at VAR-debatten ikke handler om Real Madrid og deres angivelige dommertække, så er det ikke helt sandt – i hvert fald ikke for en vis fodboldklub på den spanske middelhavskyst. ‬

I FC Barcelona handler alt som bekendt om Real Madrid, og klubpræsident Josep Bartomeu har været klar i spyttet: VAR dømmer til fordel for Real Madrid. ‬

Klubbens talsperson har siden uddybet for at forklare præsidentens radikale beskyldninger, dog uden at han med sit ordvalg selv gør meget for at nedtone netop antydningen af, at VAR hjælper Real Madrid:‬

– Ingen kan betvivle Barças ledende rolle i implementeringen af VAR i La Liga. Det gjorde vi for at forbedre La Ligas resultater, underholdningen og for at hjælpe dommerne. Ingen betvivler værktøjet, det ville være absurd. Vi forsvarer fortsat implementeringen af VAR, men vi må forbedre kriterierne for brugen af det. Kriterierne for brugen af VAR har ikke været ensartet. Nogle hold er blevet straffet, og det har gavnet et hold. Præsidenten tilkendegav sin mening og konstaterede nogle fakta. Det ser ud til, at der ikke eksisterer en linje lige nu.‬

Bag de udtalelser ligger ikke blot en øjeblikkelig frustration, der ligger en angst for bias og korrupte forhold og en tryhed i at indtage offerrollen i Barcelona, som går snart 100 år tilbage i henholdsvis spansk politisk historie og fodboldfolklore. Det kunne man skrive et speciale om, det har jeg faktisk gjort, men for nuværende vil jeg bare udtrykke håb om, at spansk fodbold kan samle sig og holde øjet på bolden: ‬

Få nu ensartet den VAR-linjen – eller få i det mindste gennemsigtiggjort VAR-rummet og dommerens overvejelser, når de træffer beslutningerne. LFP-chefen Javier Tebas er heldigvis ikke uenig, han giver VAR en middelkarakter og lover forbedringer. Og at VAR i øvrigt ikke bliver sat ud af spil, som det var tilfældet i en halv times tid af Atléticos 3-0-sejr over Mallorca på grund af tekniske problemer …‬

FC Barcelona foldede sig ud – men for sent?‬
FC Barcelona har vært en tragikomedie at følge siden genopstarten af La Liga. Et miskmask af ledelsesmæssige skandaler, en magtfuldkommen spillertrup og kedelige præstationer på banen har fyldt så meget i billedet, at man søndag aften blev helt overrasket over at konstatere, at FC Barcelona har et fantastisk fodboldhold.‬

I udekampen mod formstærke Villarreal, som nærmest var endt som favoritter forud for opgøret, foldede Lionel Messi, Luis Suárez, Antoine Griezmann og Sergi Roberto sig ud for fulde gardiner. Bolden blev flyttet rundt med få berøringer mellem spillerne, der blev løbet i både mellemrum og dybde. Spillerne turde aflevere til hinanden og ikke kun til Lionel Messi, som i øvrigt selv brugte sine holdkammerater konstruktivt, hvilket bare i endnu højere grad får ham til at ligne verdens bedste fodboldspiller.‬

Mest bemærkelsesværdigt havde Quique Setién valgt at placere Sergi Roberto på den centrale midtbane, foran Busquets og til venstre for Arturo Vidal (som også så overraskende god ud i pasningsspillet for en gangs skyld). Her fandt Roberto for alvor takterne og var måske om nogen årsagen til, at FC Barcelona endelig lignede sig selv og et hold, Setién havde sat op.‬

Det får uvægerligt en til at tænke på, hvor god en spiller, FC Barcelona måske i virkeligheden har snydt sig selv for ved at lade den nu 28-årige Roberto bruge en stor del af sine gode fodboldår som højre back. Ja, det har Roberto endda selv påpeget efter kampen.‬

Ikke at der er noget i vejen med en god højre back. Sergi Robertos kvaliteter som fodboldspiller kommer bare meget bedre til udtryk på midten. Som da han på fornem vis satte det angreb op, som Pau López endte med at afslutte ved at prikke bolden forbi Sergio Asenjo og i eget mål lige for næsen af Griezmann. ‬

Franskmanden fik i øvrigt også en gedigen oprejsning med sin måske bedste kamp som FC Barcelona-spiller. Nok så vigtigt fik han scoret et overleget chipmål på oplæg af Lionel Messi. Alt spillede for FC Barcelona. ‬

Desværre for dem tyder alt på, at det er for sent. Real Madrid skal mindst tabe én og spille en uafgjort i de sidste fire runder for at lukke catalanerne ind i kampen igen. Og de ligner de ikke nogen, der har tænkt sig. ‬

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *