Runde 8: Pressede Barça skal vende skuden på Mestalla

De seneste tre runder i La Liga har hverken budt på sejre til FC Barcelona eller Real Madrid. De to storklubber skal derfor finde tilbage på sporet i La Liga, der dog også byder på flere andre spændende kampe. Her er rundeoptakten.

Inden jeg dykker ned i særligt Barças kamp, som er rundens absolutte hovedkamp, vil jeg derfor lige sørge for at komme rundt i hjørnerne af La Liga-runden, som absolut ikke er støvede.

Allerede fredag aften blæses den i gang med et brag på San Mamés. Her er der nemlig baskerderby, det store af dem, når Athletic får besøg af Real Sociedad. I tabellen er gæsterne ét point foran Athletic, som dog stadig har den udsatte udekamp mod Rayo i baghånden. Det ville nok også være et mere retvisende billede, om Athletic havde været foran.

Begge hold har været svingende, men Athletic har dog blot tabt en enkelt kamp, mens de har klaret uafgjort mod både Real Madrid og senest FC Barcelona. Nederlaget var til gengæld forsmædeligt, 0-3 hjemme til Villarreal for halvanden uge siden, men alt i alt er der positive tegn at spore på Eduardo Berizzos mandskab, som er ved at finde ind i argentinerens spilsystem, der absolut synes kompatibelt med Athletics historik som et højtpressende og arbejdsomt mandskab. Derfor har jeg dem også som favoritter til at sejre hjemme mod Real Sociedad, der også har spillere som Theo Hernández, Adnan Januzaj, Diego Llorente og Mikel Merino ude med skader.

Spændende søndagskampe på stribe
Søndag starter Atlético Madrid og Real Betis et overordentligt flot søndagsprogram ud, når de på Wanda Metropolitano krydser klinger i et vaskeægte opgør mellem modsætninger. Diego Simeones altid solide enhed møder Quique Setiéns Real Betis, der i seneste hjemmekamp mod Leganés sneg sig op på over 80% i boldbesiddelse og gerne nyder en risikofyldt aflevering eller to i løbet af kampene. Det kan blive farligt for Betis, for er der noget Atlético er gode til, så er det at vente på modstandernes fejl – så tungen lige i munden for formstærke Betis, der går en svær kamp i møde!

Efter den tager Espanyol over hjemme i Barcelona, hvor Villarreal venter. Villarreal er stadig svære at blive kloge på, hvilket torsdagens 3-3 mod Spartak Mosvka i Europa League vidnede om. Til gengæld har Espanyol gjort stort indtryk med deres præstationer indtil nu. De har ikke kunne få det til at fungere helt på udebane, men hjemme rydder de bordet. Det tror jeg også, de gør på søndag, selvom den naturlige favorit til opgøret normalt ville være Villarreal. Det ser bare lovende ud for Espanyol, der har fået etableret en stærk midtbane med Marc Roca, Sergi Darder og Esteban Granero, som måske kan blive en Espanyol-veterandarling a la gode gamle Iván de la Peña. Samtidig er Borja Iglesias for alvor ved at finde ind i La Liga-formen oppe foran med god hjælp fra en anden veteran, Sergio García.

Mellem den kamp og aftenens hovedbrag sniger sig et danskeropgør ind. Simon Kjær byder Celta velkommen i Sevilla, men spørgsmålet er, om der overhovedet kommer nogen danskere i spil fra start. Simon Kjær er det sikreste kort, men med et tæt kampprogram bagude og to landskampe forude, er det muligt, at han spares. Pione Sisto har på det seneste måtte tage til takke med bænkpladser, og Mathias Jensen løb efter en flot debut desværre ind i en skade til træning fredag morgen, som også holder ham ude af U21-landsholdets kommende kvalkampe. Ærgerligt! Sevilla – Celta kan dog uanset hvad blive en underholdende kamp med masser af mål i sigte.

Real Madrid og Barça skal tilbage på sporet
Efter den lette underholdning med mål og spektakel bliver det alvor søndag aften. Her skal Messi og FC Barcelona forsøge at erobre Mestalla. Efter tre kampe i streg uden sejr er de tre point det eneste, der tæller for FC Barcelona. Men mens Barça har tabt point, har Valencia hentet selvtillid, sæsonens første sejr og et udmærket uafgjort resultat ude mod Manchester United i midtugen i en kamp, Valencia måske i virkeligheden burde have vundet.

Til gengæld har FC Barcelona ikke tabt fem gange i streg på Mestalla, så det er ikke nødvendigvis den mest frygtede udebane for lige præcis catalanerne. De kommer da også med en særdeles god oplevelse i bagagen med en forrygende 4-2-sejr ude over Tottenham, hvor Lionel Messi viste sig fra sin uforståeligt gode side, mens Arthur stemplede ind i rollen som Xavi. Det skal blive spændende at se, om Arthur igen får chancen, og dermed skubber Ousmané Dembélé ud på bænken med Coutinhos fremrykning til venstresiden af fronttrioen.

Ernesto Valverde har brændt hænderne på rotationer de seneste uger, så medmindre han stædigt vil holde fast, kunne man sagtens forestille sig at se en gentagelse af onsdagens startopstilling. De får i hvert fald brug for alle kræfter, for på den anden side af fjerdedommeren kan Marcelino måske stille i sin absolutte gallaopstilling for første gang i sæsonen. Den der indebærer en midtbane bestående af Guedes, Kondogbia, Parejo og Soler, den som viste vejen ind i Champions League sidste sæson, og den der kan blive utrolig svær at bryde ned for hvilket som helst hold. Det bliver et brag!

Et decideret brag er der måske ikke tale om, når Real Madrid lørdag rejser nordpå til Vitoria for at møde Alavés. Det gør de igen uden Isco, Carvajal og Marcelo. Det kan godt blive en vanskelig opgave for Real Madrid, der ligesom ærkerivalerne fra Barcelona har lidt pointtab tre gange på stribe, men som modsat catalanerne ikke fandt oprejsning i Champions League, hvor det blev til et skuffende nederlag ude til CSKA Moskva.

For Deportivo Alavés har virkelig taget La Liga med storm indtil videre. Her på siden havde jeg dem som en af nedrykningskandidaterne i min sæsonoptakt, og de tabte godt nok til Levante i sidste runde, men spillere som Ximo Navarro, Jonathan Calleri og sidst men ikke mindst Ibai Gómez, som undertegnede er lidt småforelsket i, har vist gode takter. Møder Real Madrid-holdet ikke op i fulde omdrejninger, som tilfældet har været de seneste to uger, så kan det blive en overordentlig svær opgave på det kompakte Mendizorrotza!

Seerforslag
Der er altså nok at se til i weekendens ottende spillerunde. De absolutte must sees følger dog her med et lille oddsforslag tilknyttet:

Athletic Club – Real Sociedad, fredag kl. 21
Fredagsunderholdningen er sikret, og den bliver sendt direkte fra Bilbao. Baskerderbyet er altid spændende og fyldt med dramatik, og de seneste indbyrdes opgør peger ikke i nogen sikker retning i forhold til udfaldet. Athletic vinder i San Sebastián, Real Sociedad vinder i Bilbao – det eneste sikre er, at der kommer smæk på tacklingerne og kontroverserne.

Oddsforslag
Begge hold scorer i kampen. Krydr den evt. med et uafgjort resultat. Begge hold har lidt af uforklarlige svigt i forsvarszonen, i Real Sociedads tilfælde helt nede på målmandsposten, hvor Gerónimo Rulli har lignet en cirkusartist mere end en sikker sidste skanse. Samtidig har de haft svært ved at hente point, så det virker ikke usandsynligt, at begge hold igen taber point her.

Valencia – FC Barcelona, søndag kl. 20:45
Et Champions League-opgør på et Champions League-tidspunkt. Valencia kan med en sejr påbegynde det store reparationsarbejde i tabellen efter de mange uafgjorte resultater i sæsonindledningen. De er dog uheldige og møder et Barça-hold, som for det første sulter efter en sejr i La Liga og for det andet kommer fra en aldeles opløftende kamp på Wembley i midtugen.

Oddsforslag
Et frækt bud er, at Gerard Piqué scorer i kampen. Han har måske haft sine svigt bagtil på det seneste, men han har også en evne til at dukke op, når det gælder. Og det kan sagtens komme til at gælde på søndag, for Valencia vil formentlig gå den modsatte vej af Athletic, Girona og Leganés – som alle pressede FC Barcelona højt fra start – og stille sig kompakt i sine to firkæder. Det har FC Barcelona haft svært ved at håndtere indtil nu, og i onsdagens kamp mod Tottenham nød Messi godt af et åbent og slagudvekslende spil. Det bliver formentlig ikke tilfældet søndag, hvorfor de små tilfældigheder og dødbolde kan blive afgørende. Og dem er Piqué altså ekspert i!

 

Kampe:

13/09/2020
Barcelona 01:00 Elche
Real Madrid 01:00 Getafe
20/09/2020
Levante 01:00 Atlético de Madrid
Sevilla 01:00 Elche
30/10/2020
Eibar 22:00 Cádiz
31/10/2020
Real Madrid 15:00 Huesca
Athletic Bilbao 17:15 Sevilla
Osasuna 19:30 Atlético de Madrid
Deportivo Alavés 22:00 Barcelona
01/11/2020
Real Betis 15:00 Elche
Celta Vigo 17:00 Real Sociedad
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *