Runde 9: Kriseklokkerne bimler og bamler i Madrid

Levante sendte med en imponerende sejr på Santiago Bernabéu Julen Lopetegui og Real Madrid ud i en afgrundsdyb krise, som Real Madrid ikke har oplevet siden pre-Cristiano-æraen. Derfor handler denne rundeopsummering da også mest om det brændende lokum i hovedstaden.

© Богдан Заяц

Denne niende spillerunde var en af dem, der står tilbage med én stor, tyk overskrift, som også er overskriften til denne rundeopsamling: Kriseklokkerne bimler og bamler i Real Madrid. Og det i en weekend, hvor Lionel Messi kom til skade, så han misser i El Clásico. I øvrigt i en topkamp som FC Barcelona endte med at vinde 4-2 over Sevilla, hvilket sender catalanerne op på førstepladsen.

Men Julen Lopeteguis første – og måske også sidste – krise som Real Madrid-træner er nu oppe i det allerhøjeste luftlag. Der hvor AS og Marca liner erstatningerne op, og frem mod El Clásico næste weekend vil det aldeles uagtet af resultatet mod Viktoria Plzen i Champions League blive debatteret ivrigt, hvorfor man ikke har valgt/vælger at fyre ham.

En krise er det naturligvis altid, når Real Madrid ikke vinder fire kampe i streg i La Liga og er at finde uden for de europæiske pladser. Endnu større bliver den af, at man ikke formår at rette op på spillet og resultaterne i løbet af en landskampspause, men at tendenserne fra de svære uger forinden blot er fortsat. Og så er der hele fornemmelsen af, at man på ingen måde kan tale om sort uheld og stolpe ud.

Kontramaskinen Levante
I weekendens hjemmekamp mod Levante kunne Real Madrid rigtig nok have fået mere med sig efter et tungt pres i det meste af anden halvleg. Et tungt pres, der dog også kunne have kostet flere ydmygende scoringer imod, havde José Morales været lidt skarpere i definerende øjeblikke af Levantes farlige kontrafremstød.

Det var han til gengæld i første halvleg, hvor Levante gentagne gange spillede sig igennem et rystet Real Madrid-hold. Morales og Roger Martí sikrede 2-0-føringen inden pausen, og Marcelos reducering i anden halvleg blev aldrig fulgt op af hjemmeholdet. I en kamp der desuden bød på tre VAR-annullerede scoringer, begyndte hjemmepublikum på Santiago Bernabéu noget utraditionelt at udvandre allerede inden vi gik ind i tillægstiden. I en kamp, hvor Real Madrid jagtede resultatet.

Sene remontadas har Real Madrid-tilhængerne ellers set lykkes hundredevis af gange, men denne gang troede de simpelthen ikke på det. Benzema var skiftet ind, franskmanden gjorde en udmærket figur med et stolpeskud og gode udfordringer, men han lykkes ikke med at påvirke resultatet. Gareth Bale kom også ind, det kunne man sagtens have glippet, selv om man fulgte kampen intenst.

Det skete i en kamp, hvor Lopetegui havde valg at satse på sin spanske garde med Lucas Vázquez og Marco Asensio på kanterne og Isco på midten. Det fortæller alt om en træner, der ikke aner sit levende råd. Først satser han på det, han i starten af sin Real Madrid-karriere fik ros for; at turde bruge de mange dygtige, unge spanske spillere, som man har fået samlet sig sammen i Kongeklubben. Det gik ikke. Ind med den gamle garde, og det lykkes heller ikke, og Levante løb med en ganske fortjent 2-1-sejr og stadfæstede sin position som det absolut farligste kontrahold i Spanien.

Fyring eller ej?
I efterspillet til kampen blev Guti nævnt som manden, der var linet op til at kunne overtage Lopeteguis rolle. Han kender klubben indefra, han kender truppen og han har selv gennemlevet lignende kriser som spiller. I sidste ende er konklusionen dog, at Lopetegui er blevet reddet af det tætte kampprogram og El Clásicos komme. Florentino Pérez har simpelthen vurderet, at det er for usikker en situation at smide en ny mand ind i rollen, og han vil ikke risikere at skulle ud i to trænerfyringer samme sæson.

Og så er der hele spekulationen om Sergio Ramos’ rolle. Ramos var en af de spillere, der på baggrund af kendskabet til Lopetegui fra det spanske landshold skulle have anbefalet at gå efter ham som Zinedine Zidanes afløser. Måske derfor har man set billeder af en frustreret Ramos til dagens Real Madrid-træning, og måske på grund af Sergio Ramos’ stærke magtposition som den store anfører, madridistaen højt agtet blandt fansene, hvis mening uden tvivl har en betydning, har Pérez valgt at lade Lopetegui give den et skud mod Messi-løse FC Barcelona.

Men det er alt sammen spekulationer. Og de vil fortsætte, og den eneste mulighed Lopetegui har for at lukke en smule ned for dem, er at vinde over Barça næste weekend. Intet mindre!

Ugens mål
Ugens flotteste mål kom i rundens absolutte topkamp, der grundet Real Madrid-situationen ikke har fået den store omtale i dagens blog. Inden Lionel Messi måtte udgå med sin armskade modtog han en aflevering ind i midten, efter Nelson Semedo tog et stærkt fremryk i højresiden. Messi teamede op med Coutinho, der afsluttede første gang med indersiden på en let hoppende bold. Alligevel fik han sendt bolden afsted i en perfekt bue, uden om Vaclik og op i trekanten. Imponerende sparketeknik af brasilianeren!

Ugens spiller
Når man vinder på Santiago Bernabéu, kriseramt Real Madrid-hold eller ej, så har man gjort noget rigtigt. Levantes mest markante præstationer stod dribleren José Morales og målmanden Oier Oiarzábal for. Jeg tildeler dog titlen til sidstnævnte, da han stod igennem en anden halvleg med tungt pres fra Real Madrid-holdet. Han kom måske ikke under det store bombardement som venten, men han var hele tiden rolig, og i de tilfælde, hvor det brændte på, diskede han op med flotte redninger.

Ugens løftede øjenbryn
Espanyol tog ude mod Huesca sæsonens første udesejr. Dermed har Espanyol lagt sig lige i hasen på bysbørnene fra FC Barcelona, en sjælden catalansk duel i toppen. Espanyol har vundet alle hjemmekampe, og kan de bygge på med udsejre, så begynder det at se rigtig spændende ud for Rubis madnskab, der ser overordentligt solidt ud. Og så kom sejren i hus på baggrund af to nye Borja Iglesias-scoringer. Angriberen med fortid i Celta og Zaragoza ser ud til at kunne blive et af sæsonens mest værdifulde indkøb i ligaen!

 

Resultater:

25/10/2020
Real Sociedad 4 - 1 Huesca
Getafe 0 - 1 Granada
Cádiz 0 - 0 Villarreal
Real Valladolid 0 - 2 Deportivo Alavés
24/10/2020
Atlético de Madrid 2 - 0 Real Betis
Sevilla 0 - 1 Eibar
Osasuna 1 - 0 Athletic Bilbao
Barcelona 1 - 3 Real Madrid
23/10/2020
Elche 2 - 1 Valencia
18/10/2020
Real Betis 0 - 3 Real Sociedad
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *