Runde fem: Afgørende røde kort og goleadas

Der var gang i dramatikken på de spanske stadions med både goleadas (målrige opgør) og røde kort i hobetal. Her er opsummeringen af runde fem

© Дмитрий Садовников

Femte runde i La Liga blev en runde fyldt med drama og røde kort. Hele syv røde kort blev langet over disken rundt omkring på de spanske stadions, og i flere af tilfældene blev chorizo-madderne aldeles afgørende. Selvom Real Sociedad blev hårdest ramt med hele to udvisninger i udekampen mod Huesca, holdt de fast i deres 1-0-føring indtil slutfløjtet lød i Huesca og blev dermed det eneste af de seks decimerede hold, som formåede at trække sejren i land.

Rayo Vallecano kollapsede helt og aldeles, efter Abdoulaye Ba dummede sig og blev udvist hjemme mod Alavés i en kamp, du kan læse mere om her. Senere samme dag i en anden del af Madrid blev Ivan Alejo udvist for Getafe, men da Atlético Madrid på det tidspunkt allerede havde sikret sig en 2-0-føring, begrænsede skaden sig til at forhindre et forsøg på en mirakuløs remontada de sidste tyve minutter af kampen.

For Valencia ændrede udvisningen af kaptajn Dani Parejo nok heller ikke det store i lokalopgøret på Estadio de la Cerámica i Vila-Real. Både spillerne og tilskuerne led i eftermiddagsheden, og præcis som jeg forudså i optakten til runde 5, endte opgøret målløst uden at fremprovokere målløse grimasser på tribuner eller foran tv-skærmene. Begge hold døjede med at skabe chancer både før og efter Parejos udvisning, og Valencia-fansene vil – ud over endnu et pointtab – nok mest af alt undre sig over, at Villarreals kaptajn Mario Gaspar slap langt mere nådigt for en tackling, der faktisk umiddelbart så slemmere ud end Parejos.

FC Barcelona jokkede i spinaten
De to sidste røde kort i runden kom også i rundens to sidste kampe søndag aften, og de blev måske også de mest afgørende for de respektive ofre.

I Sevilla havde Athletic Club hurtigt bragt sig i spidsen med 2-0 på scoringer af Iñaki Williams og Raúl García. Den fest ville Markel Susaeta dog ikke deltage i, og med to dumme frispark inden for ti minutter måtte den rutinerede kantspiller tidligt i bad. Fra sin position i katakomberne under Benito Villamarín kunne han se Marc Bartra med et sjældent langskudsmål og Sergio Canales, som ser ud til at kunne blive god for Betis, bringe balance i regnskabet, så kampen endte 2-2.

2-2 blev også det overraskende resultat i det catalanske opgør på Camp Nou, hvor Girona og sidst men ikke mindst Christian Stuani var på besøg. Hjemmeholdet bragte sig planmæssigt i front efter 19 minutter ved Lionel Messi, men herfra gik det i sort for storfavoritterne. Clement Lenglet blev udvist, måske lidt hårdt, for et albuesving, og inden pausen havde Christian Stuani med sit fjerde sæsonmål udlignet Messis føring. Kort efter pausen udlignede han så netop Messis sæsontotal på fem scoringer, da Stuani med et brag af et spark sendte Girona-fansene helt op over de ikke eksisterende skyer over Barcelonas nattehimmel.

Herefter reagerede Ernesto Valverde ved at sende Ivan Rakitic og Coutinho ind i stedte for Arthur og Vidal. Det gjorde godt for Barça, og Valverde vil utvivlsomt være tilfreds med det billede, han så den sidste halve time. Et FC Barcelona-hold i undertal pressede gevaldigt på og så hele tiden så tilpas farlige ud, at det efter Piqués udligning en halv time før tid pegede i retning af, at de tre point alligevel skulle ende i den catalanske hovedstad. Men Girona holdt stand, og dermed påførte miniputterne sæsonens første pointtab for giganterne i et historisk resultat for Girona. Valverde vil være bekymret over, at FC Barcelona nu har lukket fem mål ind i de seneste fire kampe, men til trods for et dumt pointtab, bør alarmklokkerne ikke ringe i Barcelona. Det skal de nu alligevel nok gøre, men heldigvis for dem kommer der nu en midtugerunde, som hurtigt kan forpurre tvivlen.

Det tredje catalanske hold var i øvrigt også ved at kaste grus i maskineriet på en stor udebane. Espanyol gjorde livet svært for Real Madrid lørdag aften, og kun overliggeren afholdt Borja Iglesias fra at udligne og påføre Real Madrid endnu et pointtab. Marco Asensios fine scoring endte dog med at blive kampens eneste, og så er resultatet, at FC Barcelona og Real Madrid deler førstepladsen med 13 point tæt forfulgt af … Deportivo Alavés!

Rundens mål
Ibai Gómez var en fornøjelse at følge for Deportivo Alavés, og han bankede også på som rundens spiller. Andre møvede sig dog foran, men så kan han i stedet glæde sig over at have scoret rundens mål – hans første og Alavés andet i 5-1-afklapsningen af Rayo Vallecano. En klassiker af et fremragende langskudsmål, der besad den helt rette blanding af perfekt retning, fart og skrue.

Rundens spiller
Stuani og Ben Yedder markerde sig begge særdeles positivt. Men alligevel vælger jeg at tildele hæderen til Ben Yedders holdkammerat Pablo Sarabia, som i den grad gik forrest i den historiske 6-2-storsejr ude over Levante. Aldrig før har Sevilla scoret seks mål på udebane, og sørme om ikke Pablo Sarabia var involveret i alle seks mål. Tre rendyrkede oplæg, to af dem til Ben Yedder, en enkelt klinisk afslutning, og så var det også ham, der førte bolden ind i feltet til de to resterende scoringer med henholdsvis et indlæg og et løb i feltet. Bemærkelsesværdigt!

Rundens løftede øjenbryn
Celta Vigo lukkede for anden gang i streg tre mål ind. Forrige runde skete det i 3-2-nederlaget i Girona, og denne gang var det Real Valladolid, der formåede at udligne kampen trods en komfortabel Celta-føring på 3-1 indtil midt i anden halvleg. Inden kampen havde Real Valladolid endnu ikke scoret i sæsonen, og det vidner alt andet lige om et Celta-mandskab, der har noget at arbejde med. De er placeret på fjerdepladsen med godkendte otte point, men det burde have været mindst ti af slagsen!

Resultater

25/10/2020
Real Sociedad 4 - 1 Huesca
Getafe 0 - 1 Granada
Cádiz 0 - 0 Villarreal
Real Valladolid 0 - 2 Deportivo Alavés
24/10/2020
Atlético de Madrid 2 - 0 Real Betis
Sevilla 0 - 1 Eibar
Osasuna 1 - 0 Athletic Bilbao
Barcelona 1 - 3 Real Madrid
23/10/2020
Elche 2 - 1 Valencia
18/10/2020
Real Betis 0 - 3 Real Sociedad
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *