Rundeoptakt: Domingo de derbis og Rayo-farcen

La Ligas anden runde byder på flere spændende lokalopgør, når blandt andet Betis og Sevilla tørner sammen i sommerheden. Her er optakten til tredje spillerunde.

Mens en del af de spanske klubber tumler med at få lukket de sidste handler inden fredag aften kl. 24:00, hvor vinduet for at handle spillere lukker i for dem, er der en ny spillerunde i vente. Allerede fredag aften er der hele tre opgør i vente, deriblandt et baskerderby mellem Real Sociedad, som har fået en god start på sæsonen, og Eibar, der har hængt gevaldigt i bremsen.

I det hele taget er der en del lokalderbys i vente i denne runde. For tredje gang ud af tre mulige byder tredje spillerunde også på et lokalopgør i Madrid. Denne gang rejser Leganés fra deres base i den slumrende forstad til det larmende finanskvarter, hvor Santiago Bernabéu tårner sig op som et uindtageligt fort. I hvert fald for alle andre end Leganés, næsten uindtageligt. I sidste sæson tørnede de to klubber sammen i Copa del Rey-kvartfinalen, og efter en planmæssig 1-0-sejr til Real Madrid på Butarque, gik det helt galt for Kongeklubben hjemme på Santiago Bernabéu.

For første gang siden OB’s mirakel i 1994, som en del af de spanske Real Madrid-fans, undertegnede har mødt, lader som om, de ikke kan huske, formåede et hold at sende Real Madrid ud af et dobbeltopgør efter at have tabt 0-1 på hjemmebane. 2-1 sejrede Leganés på Bernabéu, og da holdene et par måneder efter mødtes på samme arena i ligaen, gjorde agurkedyrkerne igen livet surt for hjemmeholdets fans, som dog kunne se sit hold snuppe en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr.

Lørdag aften får Leganés igen muligheden for at gøre et forsøg, når de – med eller uden Martin Braithwaite – skal forsøge at sylte Real Madrid-fansenes uundgåelige forventninger om en overkommelig opgave, en dag på kontoret.

Domingo de derbis
Man skulle næsten tro, at Javier Tebas og de andre chefer i La Liga havde kigget med i Superliga-planlægningen, når de søndag har lavet en ”derbydag”. Allerede klokken 12 går det for sig på Ciutat de Valencia, når Levante i den spanske middagshede tager imod storebror fra Mestalla. Det kunne umiddelbart lyde som en smal sag for Valencia, som torsdag aften måtte se sig trukket op af hatten sammen med Manchester United og Juventus i en art dødspulje i Champions League. Men den næste udfordring er nu en stor nok mundfuld i sig selv.

Valencia har nemlig ikke vundet en La Liga-kamp på Ciutat de Valencia siden november 2011. November 2011! Siden har de været der fem gange, og i fire af tilfældene har Levante sågar trukket sig sejrsrigt ud af opgøret. Det vidner om et lokalopgør, der lever sit eget liv. Det er ikke logisk, at Valencia i fem forsøg ikke har vundet over Levante, der i denne periode sågar har været en tur i Segunda División. Til gengæld er det logisk, at udebanevanskelighederne også gælder den anden vej, ikke en eneste gang har Levante besejret Valencia på Mestalla i det nye årtusinde.

Efter andenrundenederlaget til Espanyol er sejr dog det eneste, der tæller for Marcelinos batmen. Derfor er de nok også glade for, at den længe ventede Gonçalo Guedes-handel er gået igennem, så han er et muligt valg til søndagens startopstilling. Det skal i den henseende blive spændende at se, hvilken betydning det får for Daniel Wass’ rolle. Indtil videre har han ligget på netop den venstrekant, der er reserveret til portugiseren. Da Kondogbia er tvivlsom, mens afløseren Coquelin stadig er skadet, og Guedes endnu ikke har trænet med truppen på grund af forhalinger i kontraktprocessen, tyder meget dog på, at Wass igen er at finde i startopstillingen.

Også senere søndag kommer en dansker i ilden i et brandfarligt lokalopgør, når Simon Kjærs Sevilla-mandskab besøger Estadio Benito Villamarín. Her skal Betis forsøge at rette op på en sløj sæsonstart, der har budt på boldbesiddelse en masse, men ingen scoringer og blot et enkelt point. Den kamp kan du læse meget mere om, når Hay Ligas fanbidrag med Betis-brillerne på sætter fokus på netop el Derbi sevillano.

Uanset udfaldet, vil sevillanerne i det mindste kunne glæde sig over, at der bliver afviklet en god fodboldkamp i byen. Det er mere end i Vallecas, hvor Rayo-fansene lørdag må gå se sig snydt. Her skulle de have set deres helte tage imod Athletic Club, men da Madrid-kommunen har besluttet at lukke stadion, bliver det ikke til noget. Kampen er udskudt på ubestemt tid, og ikke før oktober (siges det i hvert fald) skal Rayo regne med at kunne spille på hjemmebanen igen. I mellemtiden ser det ud til, at klubben står med valgene om at finde et andet stadion i Madrid, mindst med plads til 13.000, som er antallet af sæsonkortkholdere, spille hjemmekampe for lukkede døre eller omlægge hjemmekampene i perioden til udekampe. Av!

Årsagen skal findes i sikkerhedsproblemer. Til den første hjemmekamp mod Sevilla var der som vanligt en masse dysfunktionaliteter på stadion, men værst af alt fornemmede tilskuerne den ene tribune ryste under sig, da de jublede ved Rayos scoring. I sidste uge aflagde kommunen så et besøg, og efter det besluttede de straks at lukke stadion, så der kan blive foretaget yderligere stresstests på tribunen og påført reparationsarbejde. Rayo-fansene er naturligvis vrede, en vrede der har rettet sig lige dele mod klubbens ledelse, som i forvejen ikke er i god jord hos en stor del af fansene, og Madrid-kommunen, som de ikke mener, har respekt for Rayos eksistens i skyggen af Atlético Madrid og Real Madrid. Uanset hvor skylden ligger, og hvad der kommer til at ske, er det en absurd farce af spanske dimensioner, vi er vidner til omkring Rayo Vallecano.

Hay Ligas seeranbefalinger
I denne runde er der, ud over alle La Liga-kampene, i særdeleshed to kampe, jeg har en fidus til, kan blive vældig interessante at følge.

Eibar – Real Sociedad, fredag kl. 22:00
Eibar er kommet skidt fra start, og har fået sølle 0 point ind på kontoen efter to runder. Det er særligt skuffende, set i lyset af, at de i første runde tog imod Huesca på hjemmebanen. Real Sociedad har derimod optimismen i behold i forsøget på at revanchere den elendige sæson 17/18 efter en flot udesejr over Villarreal og et uafgjort resultat ude mod Leganés. I den sidste kamp viste de dog tegn på den sårbarhed, der kendetegnede deres seneste sæson, da de smed en 2-0-føring i kampens afsluttende fase. En udekamp i et baskisk opgør, hvor Eibar oven i købet er ved at mærke presset, ser ikke ud til at blive en behagelig oplevelse for Garitanos Real Sociedad, så det bliver en spændende test af, hvor langt han er nået med sit hold.

Oddsforslag: Uafgjort. Eibar skal på tavlen, og Real Sociedad viste mod Leganés, at Garitano ikke bare med et trylleslag kan få udfordringerne til at forsvinde. Det indbyrdes møde på Ipurrúa i april endte i øvrigt også med en nulløsning.

Real Betis – Sevilla, søndag kl. 20:45
Den anbefaling giver næsten sig selv, men læs med i Hay Liga Fan for mere om Sevilla-derbyet.

Oddsforslag: Jeg ville sætte mine penge på mål. Real Betis’ målforbandelse kan ikke vare evigt, og i sidste sæson spillede de to hold henholdsvis 5-3(!) og 2-2. Værsgo, for en seeranbefaling og et no-shit-Sherlock-betforslag!

Rundens kampe (Rayo - Athletic udsat på ubestemt tid):

13/09/2020
Barcelona 01:00 Elche
Real Madrid 01:00 Getafe
20/09/2020
Levante 01:00 Atlético de Madrid
Sevilla 01:00 Elche
30/10/2020
Eibar 22:00 Cádiz
31/10/2020
Real Madrid 15:00 Huesca
Athletic Bilbao 17:15 Sevilla
Osasuna 19:30 Atlético de Madrid
Deportivo Alavés 22:00 Barcelona
01/11/2020
Real Betis 15:00 Elche
Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *