Den brede bund, hvem får brug for mund til mund? – Sæsonoptakt 2018/19 (1/3)

La Liga får ofte skudt i skoene, at det er en liga uden bund, eller i bedste fald med en tegneseriebund fyldt med hold, der ikke kan byde de store hold op til dans. Vi, der følger La Liga, ved, at det ikke er tilfældet – alle La Liga-hold har noget at byde på, og ligaen er fyldt med kvalitet og spændende hold hele vejen igennem. I denne optakt kigger jeg netop på La Ligas bund.

I sidste sæson overlevede samtlige tre oprykkere i La Liga. Med bravour endda. Getafe pressede sig med en ottendeplads på til Europa, Girona tog under den nykårede Sevilla-træner Pablo Machín fusen på alle med en imponerende tiendeplads, mens Levante som dårligste nedrykker endte på 15.-pladsen med overlegne 17 point ned til den ”bedste” nedrykker Deportivo de la Coruña.

Det fortæller på den ene side en historie om en sæson, hvor tre ellers udmærkede hold, Deportivo, Las Palmas og Málaga, alle floppede eklatant, men på den anden side fortæller det også historien om, at man absolut ikke må dømme oprykkerne ude på forhånd.

Alligevel er det svært at se historien gentage sig, for de tre oprykkerhold til denne sæson ser absolut ud til at få det svært. De er derfor også at finde i den nederste fjerdedel af tabellen i Hay Ligas sæsonoptakt, som her begynder med at varme op til netop kampen om overlevelse i den ene ende, og kampen om at tage et skridt op i top 10, som Getafe, Eibar og Girona fra denne kategori alle lykkedes med sidste år.

Det spår jeg, at de ikke gør igen. Ikke fordi de er blevet dårligere stillet – i særdeleshed ikke Getafe – men fordi, de også udnyttede et stort dyk hos store klubber som Athletic Club og Real Sociedad, som bør kunne finde tilbage til top 10 i næste sæson. Mit bud på bund 10 i den kommende sæson er som følger:

Hay Ligas bud på placeringerne 11-20 (i parentes sidste sæsons placering)
11. Espanyol (11.)
12. Getafe (8.)
13. Eibar (9.)
14. Levante (15.)
15. Leganés (17.)
16. Rayo Vallecano (Vinder af Segunda División)
17. Deportivo Alavés (14.)
18. Girona (10.)
19. Real Valladolid (Vinder af playoff i Segunda División)
20. Huesca (2.-plads i Segunda División)

Espanyol, Getafe og Eibar stræber efter mere
Min gennemgang af holdene baserer jeg på disse forudsigelser, og derfor starter jeg ved Espanyol. Det gør jeg, fordi de bør være det hold fra denne kategori, der presser sig mest på til at indtage en plads i top 10. Siden kinesiske Chen Yansheng overtog aktiemajoriteten i klubben i 2016 har Barcelona-klubben fået afviklet gæld og fået styr på det økonomiske, noget der har efterladt rum til at satse lidt på det sportslige plan. Indtil videre har det dog været i det små, og i sidste sæson formåede Quique Sánchez Flores ikke at få gang i den gamle garde af rutinerede La Liga-spillere, han fik til rådighed i sin trup.

Inden denne sæson har Rubi taget over, og på transfermarkedet har det mest af alt handlet om at få holdt sammen på holdet. Vigtigt var det at få gjort Sergi Darder til permanent Espanyol-spiller. Til gengæld måtte man sende topscorer Gerard Moreno tilbage til Villarreal. Det er noget af en bet for et hold, der i forvejen ikke var kendt for at få måltavlerne til at bimle og bamle rundt omkring i det spanske. 36 blev det til sidste sæson, kun undergået af Leganés, og buddet på en redningsmand er kommet i form af Borja Iglesias, som bankede 22 kasser ind for Zaragoza i Segunda sidste sæson som lejesvend fra Celta, hvorfra Espanyol altså nu har købt ham fri. Borja Iglesias kan da også blive en af de spændende spillere at følge, når han formentlig kommer til at skulle stå for målene flankeret af Leo Baptistao og Pablo Piatti. Det bliver altafgørende at gå gang i den trio, for begynder Espanyol at score mål, ser resten af holdet solidt ud med masser af rutinerede spillere på midtbanen og i forsvaret.

Og når nu vi taler om Segunda-målscorere, der tager skridtet op i La Liga denne sæson, så har Getafe i den grad tænkt sig at deltage i festen. Ind er kommet Jaime Mata med imponerende 33 mål for medoprykkerne Real Valladolid i sidste sæson og Sergi Guardiola, som nettede 22 gange for Córdoba. Det ser på den måde spændende ud for Getafe, hvor Pepe Bordalás lavede mirakler i Getafe sidste sæson, noget han i denne sæson skal forsøge at gentage. Trods de spændende forstærkninger er det svært at se ham ligefrem gentage sidste sæsons flotte placering. Nok har Getafe beholdt vigtige spillere, men igen har sommeren været præget af stor udskiftning og forsøget på at gøre lejeaftaler permanent. Det er lykkes med at par stærke spillere som Antunes og Markel Bergaga, mens indkøbene af Ivan Alejo fra Eibar og David Soria som erstatning for Guaita gør, at Getafes beskedne fanskare kan indlede sæsonen med ro i maven. De kommer ikke i nedrykningsfare, men de må nok også indstille sig på lidt mindre end en top 10-placering denne gang. Men det er ingen behagelig oplevelse for de større klubber at møde Getafe.

Det samme kan man sige om Eibar. På det lille, intime Ipurúa bider de altid fra sig, og selvom det ikke længere er det mindste stadion i ligaen, har det stadig en sær charme over sig, at, hvad der ligner halvdelen af byen, har udsigt til grønsværen fra deres altaner. Eibar er gået fra at være ”Spaniens Hobro”, for at genbruge en fortærsket sammenligning, til at redde sig på grund af skrivebordsafgørelse og til nu under Mendilibars kyndige ledelse at være et ganske ubehageligt hold at møde – et hold, der kan stjæle point fra alle, og altid lader til at tro på egne evner, noget de blandt andet viste i hjemmekampen mod de senere mestre FC Barcelona i den forgangne kampagne. De har mistet et par vigtige spillere i løbet af sommeren, Takashi Inui, Dani García og Ander Capa, de to sidstnævnte til storebor Athletic, og mindre profilerede spillere er kommet ind, men Eibar lader til at have styr på, hvad de kan, og de synes at være et af den slags hold, som bunden bare ikke går ud af. I Inuis fravær skal Mendilibar håbe, at Orellana kan samle sig sammen til en sidste god periode efter en turbulent periode med Celta-exit og manglende succes i Valencia, og at Joan Jordán kan blive ved at hæve sit niveau på den centrale midtbane, så fraværet af Dani García går så ubemærket hen som muligt.

Levante og Leganés griber ud efter de solide bundplaceringer
Eibar, Getafe og Espanyol er selvfølgelig også i farezonen for at ende i det ingemandsland, der befinder sig et sted mellem Europa League-rækkevidden og nedrykningsfaren. Risikerer er måske ikke ordet at bruge i den henseende for Levante og Leganés. De to forstadsklubber fra henholdsvis Valencia og Madrid vil nemlig være tilfredse med at ligge i ufarlig distance fra den stiplede linje og uden at skulle mærke hjertet oppe i halsen hver eneste weekend. Med stærke transfervinduer har de begge forberedt sig udmærket til at lykkes med netop det.

Levante har grebet nedfaldsfrugterne i form af varme Premier League-penge i kølvandet på VM. Her spilllede Jefferson Lerma en rolle for Colombia, og vel var han også en god mand for Paco López i sidste sæson, men at Levante har hentet €30 millioner ind for ham, virker overordentligt fornuftigt. Det er tre gange så meget, som klubbens tidligere rekordsalg af Keylor Navas til Real Madrid. Og uden at det skal lyde som et eventyr, så har Levante også slået sin egen transferrekord tre gange, siden de fik høvlet euros ind på kontoen for Lerma.

For €8,9 millioner har de hentet den umiddelbare direkte erstatning for Lerma i form af Nikola Vuckevic fra Braga. Fra Zürich kommer den ghanesiske angriber Raphael Dwamena for €6,2 millioner, mens den nigerianske landsholdsspiller Moses Simon er købt i Gent for €5 millioner. Det er nr. 1, 2 og 3 på listen over dyreste Levante-indkøb nogensinde, og alligevel har de overskud på transferbogen. Talk about business! Det giver sidste sæsons redningsmand Paco López nogle helt andre alternativer at flytte rundt med, og især Dwamena og Simon kan være friske pust til en offensiv, der i høj grad har trukket på rutinerede José Morales’ kræfter. Samtidig er Rubén Rochina hentet permanent, og selvom det er noget tid siden, han har vist det, er han stadig en spiller med et potentielt topniveau, der kan hjælpe Levante godt. Derfor kommer Paco López heller ikke til at miste sin helterolle på Ciutat de Valencia – i hvert fald ikke endnu.

I Leganés har de ikke kastet om sig med pengene på samme måde. Til gengæld må det skabe noget nervøsitet på Butarques ydmyge tribunerækker, at opryknings- og to gange overlevelseshelten Asier Garitano er forsvundet. Han bør nu stadig få en statue rejst, selvom omgivelserne omkring Butarque ikke vil gøre den slags pynt megen ære.

Garitanos afløser virker dog umiddelbart som noget af et scoop for Los Pepineros. Mauricio Pellegrino er tiltrådt som cheftræner, og han viste i forrige sæson med Deportivo Alavés, hvordan man med ydmyge midler får stablet et solidt fodboldhold på benene, da han overlevede deres første La Liga-sæson, mens han på heroisk vis førte dem hele vejen til pokalfinalen. I Leganés skal han igen kæmpe med små midler, og ligesom i Alavés kommer han til at gøre det med blandt andet nogle dygtige lejemål. Diego Rolán, Guido Carrillo, Michael Santos samt Jonathan Silva som erstatning for solgte Diego Rico er alle lejet. Samtidig har Leganés klogelig købt Juanfran i Deportivo – en spiller, der har været i flere større klubbers sigte – mens tilgangen af José Arnaiz, der sidste sæson viste spændende takter i FC Barcelona, også kan vise sig som en gevinst.

Vigtigst af alt har de et bundsolidt fundament. Siovas og Muñoz i det centrale forsvar og gult-kort-krigeren Rubén Pérez sikrer kontinuiteten. Lykkes det også at holde på brasilianske Gabriel, som tiltrækker sig interesse fra større destinationer, og med nævnte forstærkninger in mente, ser det ud til at folkefesten ikke skal ophøre endnu på Butarque, hvor sæsonkortene, de 10.000 pladser, der nu engang er, alle er solgt igen. Kan Leganés virkelig være kommet for at blive. Noget tyder på det!

Oprykkerne står for skud i den tunge ende
Og så tilbage til oprykkerne, der som nævnt alle overlevede i sidste sæson. Det vil jeg gerne vædde samtlige af mine skrøbelige klaverfingre på, at de ikke gør i denne. Mindst én, formentlig to, og det er slet ikke utænkeligt, at alle tre ryger direkte tilbage i det mindre fine selskab. Segunda División var tæt i toppen, og Real Valladolid fyrede for eksempel træneren, blot 12 runder inden de endte med at rykke op, der var ikke langt fra fiasko til succes, og omvendt. Når man samtidig ser på de trupper, oprykkerne kan præstere, kan man godt have dem mistænkt for med ræson ikke for alvor at kunne skille sig ud i Segunda, og hvordan pokker skal de så kunne skille sig ud i La Liga?

Rayo Vallecano er, fristes man til at sige, som altid fyldt med spørgsmål, når de vender tilbage til La Liga. Træner Michel (ikke den Michel, den anden Michel uden gloværdig Real Madrid-karriere) har aldrig trænet i La Liga. Men han vandt Segunda med et stadigt økonomisk trængt Rayo. Økonomien kunne de godt bruge, for der er flere uafklarede spørgsmål, for eksempel i hver ende af banen. Hvem skal stå på mål – Rayo har kun en målmand i truppen for nuværende – og hvem skal score dem. Topscoreren i sidste sæson, Raúl De Tomás, er vendt tilbage til Real Madrid, og derfor er det i skrivende stund 36-årige Javi Guerra, der er truppens eneste spydspids. Han har en stolt tradition for at have mål i støvlerne, men det er ikke holdbart i La Liga at have én afdanket angriber til sin rådighed. Man må derfor forvente en klassisk lejeudrustning, måske Rayo endda kan lykkes med at hive De Tomás tilbage for en sæson mere, når han indser, at han er bagerst i køen i Real Madrid. Får de ikke hentet et par spillere ind til både startelleveren og bredden, ser det sort ud for Rayo. Men med det udgangspunkt, at de i vanlig Rayo-stil får skrabet nogle gode lejeaftaler ind til sidst, og måske også fordi Rayo bare er et dejligt hold at have i ligaen, vurderer jeg, at de bliver den bedste oprykker. Derfor kan de fra et objektivt perspektiv nu godt ende med at rykke ud!

En anden klub, der kan ende som sorteper, er Deportivo Alavés. Abelardo overtog sidste sæson tøjlerne på et hold fyldt med lejesvende med 29 kampe igen og hentede derfra et imponerende pointsnit på 1.62. Det gjorde han med en solid 4-4-2-opstilling, der ikke mindede os om hans gloværdige spillerfortid i FC Barcelona. Med de mange lejede spillere i sidste sæson har Alavés’ transfervindue handlet om at hente dem ind igen, og det er til dels lykkes. I hvert fald har de fået hentet Guidetti ind, og han ser ud til at blive deres farligste våben oppe foran, når nu Munir er tilbage i FC Barcelona for en stund. Det lover ikke godt. I stedet burde Abelardo sætte alle sejl ind på at få gang i Borja Bastón, som er blevet gravet op fra elefanternes kirkegård af Alavés. Spørgsmålet er om de kan få støvet ham af til endnu en tørn i det baskiske, eller om den tidligere Eibar-bomber for bestandigt er en tidligere bomber. Uanset hvad, skal Abelardo nok få sit at se til.

I Girona får de også nok at se til. Efter en fremragende debutsæson, hvor meget skyldtes Pablo Machíns taktiske løjer og dygtighed, kalder hverdagen nu for de catalanske underhunde. Machín er nu i Sevilla, og ind er kommet Eusebio, som senest har stået i spidsen for Real Sociedad, hvor han ikke fik det til at spille. Girona har nogle dygtige, spændende spillere, naturligvis, men de vandt meget sidste år på overraskelsesmomentet og på at have et stærkt udtryk. Kan Eusebio bygge videre på det? Jeg har min tvivl, og uden et stringent koncept, der kan vinde point, står Girona muligvis tilbage med en trods alt i La Liga-sammenhæng sårbar trup. De må skulle hente noget nyt ind, hvis ikke de skal komme i alvorlig nedrykningskamp. Tal om den svære anden sæson!

Real Valladolid skal være glade, hvis de nogensinde når til den anden sæson. De kæmpede sig som nævnt til oprykning gennem playoffspillet efter at have fyret træneren i april og ansat Deportivo-Sergio, og de hentede faktisk kun 67 point i de 42 Segunda-runder. Desuden har de mistet topscorer Jaime Mata, og faktisk har de generelt mistet mere, end de har hentet. Det er derfor overordentligt svært at se, hvor det skal komme fra – lejesvendene Daniele Verde, Ivi eller Keko? Det er udmærkede spillere, men ingen profiler, og Real Valladolid skal i den grad ud og skrabe lidt sammen, når mætheden begynder at nærme sig i de store klubber, og der måske kan falde et par lejeaftaler eller restkøb af her eller der. Det er ikke for sjov, at Girona, ja, Girona, er storfavoritter hos bookmakerne i fredagens La Liga-premiere mod Valladolid. At jeg ikke har dem som den absolutte agterlanterne, skyldtes nok mest af alt, at der trods alt er tale om en klub af en vis størrelse med en lokal opbakning, som senest kom til udtryk da en gade i Valladolid blev døbt Avenida de Real Valladolid.

Den anden grund til, at Valladolid ikke er rosinen i pølseenden i denne bund-10-optakt er, at Huesca er rykket op. Huesca, som til daglig holder til på El Alcoraz med 8.000 siddepladser. Derfor fører de nu den efterhånden hårde konkurrence om at have de mest ydmyge omgivelser i La Liga foran Eibar og Leganés. I Huesca kan de glæde sig over den sensationelle bedrift nu at være det bedste hold i Aragonien foran den forsmåede kæmpe Real Zaragoza. Ja, de endte faktisk netop fire point foran Zaragoza Segunda Divisións tætte oprykningskamp. Op til La Liga-debuten har Huesca valgt en både en traditionel strategi og en utraditionel strategi for et oprykkerhold.

Den utraditionelle i form af ansættelsen af ingen ringere end den tidligere Atlético-målmand Leo Franco. Leo Franco har ingen trænererfaring. Som i OVERHOVEDET ingen trænererfaring. Siden karrierestoppet i netop Huesca for to år siden, har han lusket rundt i klubben og lært hen ad vejen. Og nu får han altså ene mand til opgave at redde et lavbudgetshold i La Liga. Den traditionelle strategi handler om at leje sig til den La Liga-erfaring, man på ingen måde ellers har i truppen. Luisinho fra Deportivo, Xabier Etxeita fra Athletic Club og Pablo Insua er kommet til på lejeaftaler, det samme er Rubén Semedo fra Villarreal. Sidstnævnte har af gode grunde ikke den store La Liga-erfaring, da han spenderede det meste af sin første sæson i det spanske i spjældet. Alligevel har Huesca satset på midterforsvareren, og netop forsvaret kan blive nøglen, med de rutinerede lejesvende som bærende kræfter. Offensivt ser det i hvert fald bekymrende tyndt ud. Helt fremme skal den 19-årige lejesvend Cucho fra Watford score målene, mens den tidligere Villarreal-spiller Moi Gómez ellers er den mest velkendte profil. Derfor bliver det vigtigt for Huesca, at Gonzalo Melero kan fortsætte målformen. Han scorede 16 mål i Segunda fra andet geled sidste sæson, og de mål kan blive vitale for Huesca. Men der er tale om en uprøvet spiller i La Liga-regi, og Huesca bør finde en ny stumtjener (at hænge deres hat på), for ellers risikerer de at komme til at råbe forgæves efter målene på El Alcoraz

Midt i al den dårligdom og negativitet er det vigtigt igen at minde om, hvordan det gik for oprykkerne i sidste sæson. Ingen ville have spået Girona en chance, inden sæsonstart. De blev nummer ti.

Bunden er traditionelt tæt i La Liga – her var sidste år en undtagelse. Flere af disse bund-10-hold kan komme i problemer, og de næste 38 runder må de forsøge at gøre mine ydmyge forudsigelser til skamme. Og så skal jeg med glæde hylde dem i efterrationaliseringen efter sidste runde er afviklet.

¡Hay Liga!

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.