Sæsonoptakt La Liga 20/21

Vi har knap nået at tænke over, hvor mærkelig en afslutning det egentlig var på fodboldsæsonen, inden vi i weekenden står her igen. La Liga går i gang. Begejstringen er svær at hive op på det vanlige niveau, men det er stadig vores fantastiske La Liga – og her er optakten til den

La Liga-sæsonen 20/21 starter på lørdag. Og den kommer til at gøre det, på samme måde som den sluttede. Uden tilskuere. Med coronasmittede spillere, det helt sikkert også på et eller andet tidspunkt i løbet af efteråret i et omfang, så et eller flere hold kommer til at skulle udsætte kampe på grund af det. Der har ligaforbundet selvfølgelig en plan klar i modsætning til inden den katastrofale afvikling af afslutningen på Segunda División, hvor Fuenlabrada – Deportivo ikke kunne afvikles: Klubberne må maksimalt få rykket én kamp pr. sæson på grund af coronasmitte, og det må ikke ske efter runde 30. Overtræder man det, bliver man simpelthen taberdømt med 0-3. Bum.

Vi kan derfor se frem til en sæson, der pludselig kan rammes af absurditeter. Vi så allerede et fingerpeg med PSG’s vanskeligheder i den franske liga torsdag aften. Klubber, der må stille med trupper på 13 mand bestående af overvejende ungdomsspillere, trænere, der pludselig mister profiler og træningstimer, og ikke mindst endnu en omgang i magtkampen mellem ligaforeningen LFP og forbundet RFEF.

Sidstnævnte har allerede sat det første stik ind: De har nemlig fået rykket sæsonpremieren fra fredag aften, hvor Granada skulle have taget imod Athletic, til lørdag aften. Det har de på grund af den særaftale, LFP og RFEF’s turneringsorgan indgik under coronakrisen, som betød, at La Liga igen kunne programlægge fredag og mandag – en mulighed, RFEF ellers til de spanske fans’ store begejstring havde fået fjernet. Nu var der jo ikke længere nogen tilskuere, der ville blive ramt af det, og lige præcis det faktum betød også, at LFP gik ud fra, at aftalen varede, så længe coronarestriktionerne fortsatte. Det var ikke tilfælde ifølge RFEF, og endnu en meningsløs fejde spiller sig dermed ud til stor frustration for fredsmægleren fra det spanske sportsråd under regeringen, Irene Lozano.

Før jeg vil vende de nye træneransigter, udsigterne i mesterskabskampen, de mest spændende handler (indtil nu) og komme med et bud på slutstillingen med kortfattede argumenter, skal vi lige en tur forbi nogle af sommerens store begivenheder uden for banen i La Liga.

Østkyst Galehus
Sommerens helt store samtaleemner har været at finde på den spanske østkyst, hvor FC Barcelonas Lionel Messi chokerede verden med sit ønske om at forlade klubben. Argentineren mente, at en i sig selv uforståelig klausul om frit lejde til at ophæve kontrakten efter enhver sæson skulle følge sæsonernes afslutning, ikke den nedfældede dato i kontrakten. Det er endnu usikkert, om det var FC Barcelona og La Liga eller Team Messi, der havde ret, men den lille troldmand har til La Liga-fans verden overs store lettelse valgt ikke at få afprøvet sagen ved en domstol.

Det havde da – i fint samspil med den ydmygende 2-8-afklapsning til Bayern i Champions League – også udgjort et pinagtigt farvel på en af fodboldhistoriens største kærlighedsforhold mellem en spiller, en klub og dens fans, og det ville utvivlsomt have sværtet Messis eftermæle en anelse til. Nu får han, om han ville det eller ej, en chance for at råde bod på skade, når han skal forsøge at løfte klubben endnu engang. Og så vil jeg slet ikke udelukke, at det i virkeligheden kan blive til endnu en forlængelse for Messi, hvis/når Víctor Font eller Joan Laporta har vundet præsidentvalget udskrevet til afholdelse den 15. marts 2021.

Til den tid kan FC Barcelona-fans måske begynde at se frem mod lysere tider igen. Sådan forholder det sig ikke længere mod syd. Her kæmper Valencia endnu engang en umulig kamp fyldt med selvmonterede benspænd for at sætte et sportsligt projekt sammen, som er klubbens størrelse og betydning værdig.

For tredje gang i sin tid som ejer er Peter Lim nemlig eksploderet i, hvad der ligner et impulsivt vredesangreb mod centrale personer i klubben. Første gang var i 2016, da han fyrede Nuno Espírito Santo for at iværksætte Operación Neville og spillerudsalg. Siden genskabte han orden blot for at fyre først Mateu Alemany og senere Marcelino, som i samspil havde iværksat et lovende sportsligt projekt. Nu er han så gået i gang med den komplette udrensning i spillertruppen, efter hans egen mand Albert Celades ikke kunne løfte den op på det forventede niveau med den skuffende placering helt uden for Europa-kvalifikationspladserne. Parejo og Coquelin er blevet foræret til Villarreal, Rodrigo er sendt til Premier League-oprykkerne – ja, det er næsten ikke til at tro – fra Leeds, og alle mand undtagen José Gayá kan nå at følge med ud ad den smækkende port til Paterna-anlægget, inden transfervinduet smækker i til oktober.

Argumentet er, at lønudgifterne skal nedbringes som følge af den missede kvalifikation til Europa. Den reelle grund er nok, at spillerne alle udviste enorm loyalitet til Marcelino, og Peter Lim har vist sig som en mere magtfuldkommen person, end man først antog.

Det hele borger for en rigtig svær sæson for både Valencia og FC Barcelona, dog mest for sidstnævnte, hvor ingen kan vide sig sikre på, hvad den gale ejer og hans endnu mere gale marionetpræsident Anil Murthy finder på.

Nye ansigter ‬på bænkene
De to kriseramte middelhavsklubber er da også blandt de seks La Liga-klubber, som har brugt sommeren på at skifte træneren ud.

I Valencia har Peter Lim og Co. satset pengene på den tidligere Málaga-træner Javi Gracia, en træner, der beviste sit værd i spidsen for et Málaga-setup i opløsning på grund af en ejer, der havde (har) mistet interessen for klubben, og i den sammenhæng fik introduceret og udnyttet klubbens egne ressourcer i form af dygtige, unge spillere. Lige netop det kan han få brug for, når spillere som Kang In Lee, Hugo Guillamón og Manu Vallejo skal ind og spille en større rolle – især hvis udrensningen fra toppen af truppens hierarki fortsætter.

På den måde er han måske ikke noget helt dumt valg, og som truppen trods alt er nu, vil jeg heller ikke gå med på ”Valencia-kommer-i-nedryknings-fare”-bølgen. Men Javi Gracia skal forberede sig på at komme under hårdt pres fra alle kanter fra første sekund.

I FC Barcelona nåede Quique Setién ikke at sætte så meget som ét fingeraftryk på FC Barcelona, inden det grumme eventyr sluttede. Han var for provinsiel i sit udtryk, manglede gennemslagskraft over for både medier og storspillere i en klub af FC Barcelonas størrelse, og så bliver man jo nødt til at hente en, der har netop det. Så ind er kommet Ronald Koeman. Formentlig til en enkelt sæson, indtil en ny præsident kommer med sin egen træner. I form af Xavi.

Koeman har såmænd startet ud med at tage en magtkamp med Luis Suárez, en kamp, han kunne have vundet, hvis Messi var strøget. Det gjorde han ikke, så nu skal Koeman nok håbe, at Suárez gør det – ellers kan han allerede have bragt sig i en penibel situation over for en spillertrup, hvis magt er større end nogensinde i den catalanske institution. Især selvfølgelig i form af Luis Suárez’ kammersjuk Messi.

Selvom Koeman som træner for FC Barcelona sandsynligvis og ligeledes uretfærdigvis er et dødfødt projekt, må man forvente, at han trods alt har en vis snor både fra klubbens fans, som husker hans bedrifter som spiller på Camp Nou inklusive et vist frisparksmål mod Sampdoria i 1992, samt spillerne, som trods alt får en tidligere verdensstjerne ind, hvis karriere må aftvinge en vis mængde respekt.

Spørgsmålet er, om Koeman kan rette op på FC Barcelonas slingrekurs, som til sidst slog ind på decideret katastrofekurs, og hvor meget der skal til for, at han faktisk sætter sig i sædet sådan for alvor. Det kommer til at kræve mirakler, men han har både truppen og præcedensen i klubben til, at mirakler kan ske. Både Guardiola og Luis Enrique gjorde det jo. Kun en tripple eller double med La Liga og Champions League vil gøre det svært, grænsende til umuligt for en kommende præsident at afskedige ham straks.

I den mere positive boldgade er excentrikeren Unai Emery vendt hjem til Spanien, hvor han sætter sig i spidsen for Villarreal. Og Fernando Roig ser virkelig ud til at ville give Emery alle muligheder for at levere det, han var garant for i både Sevilla og Valencia: Europa-kvalifikation og seriøst bejleri til top 4. Med indkøbene af Parejo og Coquelin, fraværet af store salg og den spændende lejeaftale med Real Madrids japanske kæmpetalent Kubo kan selv afgangen af veteranerne Cazorla og Bruno Soriano sætte pessimismen i kog på det keramiske stadion.

Jeg tror, Fernando Roig har lavet en lynhurtig analyse af situationen i spansk fodbold, hvor kvaliteten i den absolutte top de seneste to sæsoner har været lavere end årene før, og vurderet, at lige nu er tidspunktet til at gå efter noget spektakulært. Jeg siger ikke, at Villarreal skal være spanske mestre. Men muligheden for at slå mønt på en opportunistisk satsning er større nu end meget længe, og med Unai Emery i spidsen har han sikret sig en mand, der – når han lykkes – har metoderne til at få hver en saft i spillerne til at flyde til den rigtig legemsdel på det rigtige tidspunkt og derved forøge chancen for en kraftpræstation.

En anden af de nytilkomne skal i den grad også forøge chancerne for kraftpræstationer, og tilmed skal han gøre det i en liga og på et kontinent, han har nul erfaring med. Elche har nemlig valgt at satse på den argentinske træner Jorge Almirón med fortid i argentinsk, mexicansk og saudiarabisk fodbold. Det kan virke underligt, at en nyoprykker i det hele taget satser på en ny træner. Men det skyldes ganske enkelt, at oprykkertræneren Pacheta så en mere opportun mulighed i at gentage oprykningsbedriften med netop nedrykkede Espanyol. Det gør han nok ret i, da han der får mulighed for at blive La Liga-træner på sigt, ikke blot for en stund.

For Elche får det svært. Det var i forvejen en overraskelse, at de snød mere oprykningsparate konkurrenter som Almería, Real Zaragoza og Girona i playoff-ræset, og det vil være en sensationel bedrift, hvis Almirón holder dem oppe. Særligt med tanke, på at han netop ikke har erfaring med ligaen. Det har tidligere vist sig svært for latinamerikanske trænernavne uden forudgående spillerkarriere i det spanske at foretage overgangen til La Liga. Hverken Vanderlei Luxemburgo, Tata Martino eller Antonio Mohamed ræsonnerer ”succes!”, når man råber deres navne ud i gade, hvis man ellers gør det. Elche og Almirón får det svært.

En anden, der står over for en stor udfordring, er Pablo Machín. Siden de gyldne dage i spidsen for Girona fik han ikke for alvor fat i Sevilla-holdet, og siden gik han helt skævt af det hele i Espanyol. Nu får Machín chancen i Deportivo Alavés, noget der glæder undertegnede, som har nydt at se både hans Girona-hold og indledningsvis også hans forsøg på at viderebringe den dynamiske 3-4-2-1-opstilling med masser af fart, dynamik og aggressivt pres på modstandernes målfelt til Sevilla. Nu skal han forsøge at gøre det i Deportivo Alavés, som efter et par fine sæsoner løb ind i stagnation og dermed vanskeligheder i sidste sæson.
Særligt efter coronapausen, hvor det fabelagtige hjemmepublikum på Mendizorrotza ikke kunne råbe holdet fremad, mistede holdet pusten, og netop Alavés kan være et af de hold, som bliver hårdest ramt af manglen på tilskuere i – som minimum – sæsonens indledende fase.

Det er også et stort spørgsmål, om Machín kan indføre sine idéer hurtigt på et Alavés-hold, der primært har gjort sig kendt for stor soliditet i 4-4-2-grundkonceptet og simple indlæg til centerforwards. Machín kræver mere, og Deportivo Alavés-truppens kvalitet offensivr og på wingbacks er muligvis ikke til meget mere. Machín har da også understreget, at meget afhænger af den sidste måned af transfermarkedet. Hvis ikke man henter nogle forstærkninger (Jony kunne meget vel komme tilbage fra Lazio), kommer Machín til at kæmpe en bitter kamp mod nedrykningsstregen.

Den sjette og sidste nytilføjelse til La Ligas spraglede trænerkabinet kræver ikke den store præsentation. Manuel Pellegrini er tiltrådt i Real Betis, og hvem andre end den chilenske ingeniør skulle kunne bringe offensiv orden i det vidunderlige kaos, der notorisk hersker på Estadio Benito Villamarín? Kan han være manden, der endelig formår at presse solotonerne ud af det store potentiale hos Sevillas ufrivillige, genstridige andenviolin? Det kunne han meget vel være. Og kløgtige indkøb af rutine til de bagerste geledder med Claudio Bravo og Víctor Ruiz kunne tyde på, at Pellegrini har udført sin diagnose og har iværksat sin plan for et angreb mod nye højder i tabellen. Det bliver spændende at følge!

Mesterskabskampen‬
Som jeg allerede har antydet, så tror jeg, der kan ske ting og sager i toppen af La Liga denne sæson. Hverken de forsvarende mestre fra Real Madrid eller titeludfordrerne fra FC Barcelona imponerede. Real Madrid gjorde i deres insisterende resultathøst og med deres defensive stabilitet, men deres offensive kapabilitet var mere svingende, og det er ikke sikkert, den bare sender dem ud på et sæsonlangt cruise mod endnu et mesterskab. Kommer Hazard tilbage i bedre form? Kan Vinicius løfte sig fra det store håb til den store spiller, og kan Martin Ødegaard give luft til de efterhånden på-randen-til-udmattede Modric og Kroos? Kan Benzema fortsat løfte det hele til øverste niveau og samtidig bidrage med de vigtige mål, som ikke af sig selv ser ud til at komme fra andre? Det er ikke sikkert.

I FC Barcelona skal Koeman, som nævnt, forsøge at samle en sønderskudt klub, som efter et langt optræk endelig (og for en stund?) er landet hårdt på røven efter en lang gylden æra. Kan Lionel Messi tvinges til en sidste dans a la Jordan og Pippen, eller får Bartomeus manglende sportslige planlægning lov at vælte en ny sæson ud over klippen?

Det sværeste ved at svare på de spørgsmål inden sæsonstarten er, at der stadig venter et langt transfervindue, og der er virkelig ikke sket meget i nogen af de største tre spanske klubber indtil nu. Real Madrid har ryddet lidt ud i deres kæmpetrup og hentet Mayoral og Reguilón (indtil videre) samt Ødegaard hjem fra lejeaftaler. Barça har sendt problembarnet Arthur til Juventus og hentet Pjanic ind den anden vej. Kan det virkelig rykke noget? Pjanic er en god spiller, men ikke nødvendigvis den type, Barça-fansene har siddet og ventet på, en venten, der har sendt nogle enorme og helt sikkert urealistiske forventninger over på Riqui Puigs spinkle og uprøvede skuldre.

Atlético har heller ikke rørt stort på sig, men ligesom tilfældet måske er i Real Madrid, kan det vise sig at være en god ting. Mens Real Madrid har planlagt generationsskifte med spillere i kulissen, så gennemførte Atlético det mere brutalt sidste sommer. Nu er det spillere som Joao Felix, Mario Hermoso, Renan Lodi, Thomas Partey og Saúl, der skal drive værket, og de tre førstnævnte skal virkelig tage et step op her i deres anden sæson. Der vil altid være en risiko for, at både kvalitet, bundniveau og vindermentalitet lider et knæk i et generationsskifte. Det er nu op til Simeone at få brikkerne til at falde på plads igen, og som altid vil argentineren spille en nøglerolle i, om Atlético lykkes eller ej.

Bag de tre giganters tvivl og kvalitetsfald kommer vi formentlig til at se Sevilla presse gevaldigt på efter et par gode signinger i Rakitic og i særdeleshed sidste sæsons mest scorende midtbanespiller i La Liga, Óscar Rodríguez. De bliver tilføjet en trup, der virkelig viste nogle tendenser, der pegede fremad i sidste sæson – ikke mindst selvfølgelig med den flotte Europa League-sejr, som reddede Spaniens ære på den europæiske scene i denne ombæring. Julen Lopetegui skal lynhurtigt have installeret Ivan Rakitic i rollen som tempodiktator efter Éver Banegas tragiske beslutning om at flytte til Al Shabaab for at nyde karrierens efterår under givtige himmelstrøg. Det er helt klart en kapabel afløser. Kan dette være sæsonen, hvor Sevilla endelig bider sig fast i toppen og kæmper med til den bitre ende? Det tror jeg. Det kræver nok, at det er post-corona-Luuk De Jong, der igen dukker op efter den korte sommerpause for at agere spydspids!

Også Villarreal har rørt på sig. I en periode efter coronapausen var de det absolut bedste hold i La Liga. Gerard Moreno og Paco Alcácer scorede, som det passede dem, Moi Gómez løftede sit niveau til nye højder, jeg ikek tiltroede ham, og deres defensive fundament med Pau López og Raul Albiol lignede pludselig noget seriøst bolværk. Nu har de så mistet Cazorla og Bruno (sidstnævnte kan ikke rigtig ses som en svækkelse i kraft af hans status som skadet de seneste sæsoner), men i stedet hentet Coquelin og Parejo i Valencia. Coquelin og Parejo, som i visse optursperioder har lignet en af ligaens bedste midtbanekonstellationer. Oven i det har man hentet Kubo ind til en kantposition, hvor også Samu Chukwueze og Ontiveros er i spil til pladserne. Med Unai Emery i spidsen for hele dette spektakel … kan I se det for jer? Jeg har ikke svært ved det.

Måske kan vi takket være kvalitetsdykket i den absolutte top og de ambitiøse armbevægelser i Villarreal og Sevilla se frem til en sæson, hvor toppen i La Liga blive hårdere kæmpet og mere spraglet end længe. En del af den fortælling handler om langtidsholdbarheden hos netop Sevilla og Villarreal – og netop den havde Sevilla ikke i sidste sæson. Og så har jeg tilladt mig ikke engang at nævne Real Sociedad!
‬‬
Fremhævede handler
Jens Jønsson‬ fra Bursaspor til Cádiz
Jens Jønsson er nok det mest overraskende danskerskifte til en La Liga-klub siden … siden Nicki Bille? Jønsson har imponeret med sin holdbarhed i det tyrkiske, og selvom de tekniske færdigheder måske vil drille ham lidt på den store scene, så vidner det om en mand, der kan stå imod. Og der kan jo også være sket meget på den front siden tiden i AGF. Fantastisk med en ny dansker!

Renato Tapia‬ fra Feyenoord til Celta Vigo
Renato Tapia er ikke et stort navn, men alligevel en spiller, der har markeret sig som en vigtig spiller for Feyenoord i Æresdivisionen og for det fine peruvianske landshold. Måske han kan bidrage med noget tiltrængt stabilitet på Celta-holdet, så de undgår endnu en nedrykningsgyser – forsvaret får i hvert fald brug for beskyttelse, hvis ikke det forstærkes med for eksempel Jeison Murillo, inden transfervinduet lukker.

Sergio Gómez til Huesca fra Dortmund (leje med købsklausul)
Et rigtig fint midtbanetalent, som tog turen fra La Masia til Dortmund, inden han sidste sæson hjalp Huesca til oprykning. Ham har de forlænget lejeaftalen med, og jeg glæder mig personligt til at se, om han kan løfte Huesca og først og fremmest sig selv på La Liga-niveau.

Reguilón hjemvendt til Real Madrid fra lejeophold i Sevilla?
Marcelos dødsstød, Mendys vej ud af gallaopstillingen eller retur til Sevilla på nyt lejeophold? Sergio Reguilón er for nuværende tilbage i Real Madrid, og hvis jeg var Zidane, ville jeg sørge for, at det blev en permanent løsning. Marcelo er desværre blevet gammel, og Ferland Mendy er ikke en no-brainer i forhold til fremtiden på Real Madrids venstre back. Reguilón var til gengæld ligaens bedste på netop den position sidste sæson, og hvorfor skulle man så egentlig ikke lade ham finde sin naturlige plads på mesterholdet?

David Silva fra Manchester City til Real Sociedad
Nyheden om, at Martin Ødegaard skulle hjem til Real Madrid, faldt tungt i San Sebastián. Nok holdt han ikke sit tårnhøje niveau til sidst i sæsonen, men når han var bedst, blev der ikke spillet bedre fodbold mange andre steder end på Anoeta. Hvordan kan man erstatte sådan en mand? Jo, man kunne hente David Silva hjem. Hvis han da ikke er for træt i benene efter 10 års tjeneste som Premier League-profil, så kan han sågar være en fuldgod erstatning. Uanset hvad bliver det en sand fornøjelse at se Silva tilbage i La Liga.

Óscar Rodríguez fra Real Madrid til Sevilla
Jeg drømte en nat denne sommer, at Éver Banega alligevel blev i Sevilla. Det viste sig ikke at være rigtigt. Da jeg var inde for at faktatjekke min drøm (gør I andre ikke det?) og konstatere, at virkeligheden var mit mareridt, opdagede jeg til gengæld, at Sevilla havde sikret sig Óscar Rodríguez. Det kan vise sig at blive denne sommers helt store handel. Sidste sæson var han den mest scorende midtbanespiller for Leganés. Primært takket være sine frispark, men han var samtidig den spillemæssigt dominerende figur på det hårdt udfordrede mandskab, som til sidst endte med at strække gevær. Hvis han kan ramme samme niveau på et hold med al den kvalitet, som Sevilla besidder, kan han blive en rigtig, rigtig giftig spiller.

Kubo‬ fra Real til Villarreal (lejeaftale)
Akkurat som Óscar Rodríguez var Kubo en af de mest inspirerende kræfter på et nedrykkerhold (Mallorca). I modsætning til Óscar kom der dog ikke de store resultater ud af Kubos anstrengelser, og det bliver udfordringen for ham i den kommende sæson; han skal til at producere oplæg og mål. Han viste gentagende gange, at han har evnerne til at gøre det, og Villarreal er et rigtig fornuftigt sted at udfolde sig for en ung, teknisk dygtig fodboldspiller. Først skal han dog lige overbevise om, at han skal spille fra start foran Samu Chukwueze, Ontiveros eller Moi Gómez.

Parejo‬ fra Valencia til Villarreal
Utvivlsomt den mest chokerende handel, og muligvis et godt bud på den mest værdifulde af slagsen – for Villarreal. Parejos fodboldhjerne og uforståelige boldbeherskelse passer perfekt ind i Villarreals spil og – viste det sig under Marcelino i Valencia – også i Emerys stramt organiserede, presfikserede og tempodrivende fodboldspil. Kan han fortsætte sidste sæsons storform, kan han løfte Villarreal til helt nye højder!

Pjanic fra Juventus til FC Barcelona
FC Barcelona har med indkøbet af Pjanic foretaget den indtil nu største handel ind i ligaen udefra. Pjanic har været en toneangivende  midtbanespiller i Serie A i en lang årrække og har da også i flere omgange været rygtet til FC Barcelona og andre fine adresser. Han er dog 30 år og kommer ind i en art byttehandel med den yngre Arthur, som FC Barcelona aldrig fik til at virke. Det virker, trods udfordringerne med Arthur, som en lidt underlig disposition i en klub, der nok nærmere har brug for en foryngelseskur. Dermed ikke sagt, at Pjanic ikke kan blive en glimrende spiller for holdet de kommende sæsoner.

Argumenteret bud på slutstillingen 2020/21
1. Real Madrid
(Fordi de er det mest velfungerende kollektiv af de bedste hold)
2. Sevilla
(Fordi deres udvikling har peget frem under Lopetegui, og de har forstærket sig intelligent)
3. FC Barcelona
(Fordi kaosset er for stort og spørgsmålene for mange)
4. Atlético Madrid
(Fordi de stadig kommer til at døje med uafgjorte kampe)
5. Villarreal
(Fordi deres seriøse udfordring på top 4 bliver afmonteret af Cholo til sidst)
6. Real Sociedad
(Fordi de har gang i et stabilt kvalitetsprojekt med en pivfarlig offensiv)
7. Real Betis
(Fordi Pellegrini får orden i kaosset. Kan de vinde Copa del Rey og skabe begejstring?)
8. Valencia
(Fordi de igen har spillet fallit som topklub, givet køb på deres sjæl og valgt plads i ingenmandsland)
9. Athletic Club
(Fordi de er stabiliteten selv, men kun Williams kan toppe med flødeskum)
10. Getafe
(Fordi de bare bliver ved og ved og ved, men de bliver ikke ved med at overgå bedre udrustede konkurrenter)
11. Celta Vigo
(Fordi defensiven er for skrøbelig til, at de offensive esser kan løfte dem op i de højere luftlag)
12. Levante
(Fordi de har gang i et rigtig fint og langsigtet projekt, der også med god vind kan sende dem op i top 10)
13. Real Valladolid
(Fordi Sergio har vist, at han godt kan skabe resultater med en middelmådig trup)
14. Granada
(Fordi de skal ud i Europa og først og fremmest skal passe på med at kollapse Espanyol-style)
15. Cádiz
(Fordi de har forberedt sig længe på denne oprykning og været tæt på flere gange)
16. Osasuna
(Fordi Chimy Ávila igen er blevet langtidsskadet, og uden ham er der langt til scoringer)
17. Deportivo Alavés
(Fordi de viste bekymrende form i sidste sæson og nu også skal vænne sig til en helt ny stil. Håber, jeg tager fejl, og Machín får genoprejsning.
18. Huesca
(Fordi de er oprykkere, og jeg kan ikke finde på argumenter for, hvorfor de er bedre end holdene ovenover)
19. Eibar
(Fordi Mendilíbars projekt er ramt af metaltræthed, og de oven i købet har mistet Gonzalo Escalante)
20. Elche
(Fordi deres blotte tilstedeværelser er en overraskelse, deres økonomiske formåen minimal, og de stiller formentlig op med en 40-årig angriber.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *