Tålmodighedens dyd i Valencia

Valencia har endnu engang måttet se sig selv dykke dybt efter en flot sæson, men måske kan en tålmodig strategi og en ny ledelsesstruktur sikre, at krisen kun nåede til banen – og måske allerede er lagt bag dem.

© Víctor Gutiérrez Navarro

I Valencia har denne sæson indtil nu været endnu et bevis på, at klubben stadig mangler et stort stykke arbejde, inden de igen er at finde som stabilt tophold i Spanien – og i Europa, som vi også kendte dem op gennem 00’erne.

Klubben har sejlet rundt i den nederste halvdel af tabellen og flirtet mere med nedrykningsstregen end med Champions League-kandidaturet, som det i Valencia ellers ses som en selvfølge, at Valencia blander sig i kampen om. Som minimum.

Indtil de seneste par måneder i hvert fald. Pludselig er uafgjorte kampe forvandlet til sejre, klubben kan fejre sit 100-års jubilæum med en Copa del Rey-finale mod Copa-kongerne FC Barcelona og Valencia ligger nu i det samme felt som Real Betis, Sevilla og Deportivo Alavés, der truer Getafes øjeblikkelige fjerdeplads og billet til Champions League-hæder og -penge. Og mange peger på Valencia som favorit til at tage pladsen fra Getafe (hvis nogen da gør). Det er i sig selv et vidne om, hvor skørt denne La Liga-sæson har udviklet sig …

Skuffelse, på skuffelse, på lovning om mere
Sådan vil de fleste Valencia-fans nok beskrive størstedelen af de seneste 10 år. Indtil februar i år er man i indeværende sæson da også i store træk gået fra skuffelse til skuffelse, når man har fulgt Marcelinos hold.

Nok sprudlede sidste sæsons Valencia-hold heller ikke hver gang. Marcelino ligger mere vægt på hårdt arbejde og stram organisation end uforudsete narrestreger for underholdningens skyld, men Valencia har været decideret tandløse. Selv Rodrigo, som gjorde sig så varm, at han kilede sig ind foran de andre angribere i køen om spilletid ved VM-slutrunden i Rusland, har lignet en forsagt skoledreng over for en maltbolsjetyggende Lektor Blomme, når han har stået ansigt til ansigt med diverse La Liga-målmænd.

Men Marcelino har tilsyneladende holdt hovedet koldt og har på sine pressemøder gentaget parolen til udødelighed: Vi arbejder stenhårdt, og så snart målene kommer, begynder vi at vinde kampene. Nu har spillere som Rodrigo og Kevin Gameiro så fundet målstøvlerne frem, og sandt som sagt; nu kommer sejrene.

Det mest spændende ved denne udvikling er, at vi overhovedet er kommet hertil. I en sæson, hvor Athletic Club, Celta (to gange), Villarreal (to gange) og Real Madrid (to gange) i nogenlunde sammenlignelige situationer har tyet til trænerfyringer, hvordan pokker kan det så være, at Marcelino har overlevet i jobbet som Valencia-træner med så langstrakte rækker af dårlige resultater at fremvise?

Det er på ingen måde naturligt, at Marcelino stadig sidder i trænersædet. Siden Peter Lim købte klubben i slutningen af 13/14-sæsonen, har ingen overlevet så længe som Marcelino. Selv ikke Nuno, der ellers i lighed med Marcelino ankom til et kuldsejlet projekt, løftede Valencia ind i Champions League for siden at se sit projekt falde til jorden i den efterfølgende sæson. Nuno blev fyret i november 2015 – halvandet år efter tiltrædelse, uden at få chancen for at vende tilstanden.

Det blev Marcelino ikke, til trods for at hans situation til forveksling har mindet om Nunos i løbet af denne sæson. Det har endda set endnu sløjere ud, med flirten med nedrykningsstregen langt hen i sæsonen.

En fodbolddirektør som bindeled
For at forstå, hvorfor Marcelino ikke er fyret, skal vi helt tilbage til 2014 – da Peter Lim købte Valencia. Dengang havde Peter Lim haft et godt øje til flere andre klubber, blandt andre Atlético Madrid, men valget faldt på Valencia, da deres daværende eksistenstruende økonomiske krise tvang dem til at lytte til Lims tilbud.

Lim kom og fik lavet en aftale med banken Bankia om tilbagebetaling af Valencias gæld på svimlende €230 millioner, og så var det næste mål klart: Valencia skulle, og skal, konkurrere med de store, gerne med den ultimative triumf i Champions League inden for to til tre sæsoner.

Med andre ord, enhver fodboldinteressereret rigmands drøm om at løfte en klub til den ultimative triumf med hurtige investeringer i spillermateriale. I starten gik det godt, Nuno kvalificerede et hold med spillere som Andre Gomes, Paco Alcácer og Nicolás Otamendi til Champions League i den første sæson. Men så gik det hurtigt ned ad bakke igen på Mestalla, og hurtigt stod det klart, at Valencias trods en forrygende raketfart ved afgang ikke havde nok benzin ombord til at nå hele vejen til stjernerne.

Nuno blev som nævnt fyret i november 2015, siden overtog Gary Neville i et håbløst pundit-eksperiment af en vennetjeneste; så tog Pako Ayestarán styringen i 12 kampe uden succes, inden Voro havde stor succes – i 12 dage – i efteråret 2016. Han blev dog afløst af Cesare Prandelli, som fik ti kampe til at overbevise klub, fans og sågar sig selv om, at han ikke var den rigtige. Ind kom så Voro, igen, i starten som ridder på den hvide hest, men siden som en halvskaldet spanier trukket ind fra gemmerne i det bagerste klædeskab, uden perspektiver i en klub som Valencia. På dette tidspunkt er vi så fremme ved 2017, tidspunktet hvor Peter Lim indser sin fejlslagne strategi og sadler om.

Det skete på allerøverste administrative plan, da han i marts 2017 ansatte Mateu Alemany som generaldirektør. Alemany er en yderst velrespekteret fodboldmand i det spanske, hvis største bedrift var driften af RCD Mallorca, som han omkring årtusindeskiftet og en årrække frem gjorde til en overpræsterende klub på både det sportslige og forretningsmæssige plan (udviklingen i Mallorca siden 2009, hvor Alemany trak sig, har kun bekræftet bedriften).

Da Florentino Pérez første gang vandt præsidentvalget i Real Madrid i år 2000 ønskede han således også at indlemme Alemany i toppen af direktionen, men Mallorca svarede igen ved at gøre ham til præsident!

I 2017 takkede Alemany så ja til jobbet som generaldirektør i Valencia, hvor han med al sin ekspertise har fået til opgave at lægge kilen til en langsigtet sportslig strategi, der skal sikre, at det næste succesprojekt ikke falder til jorden, så hurtigt som det havde rejst sig. Med Alemany som direktør har præsidentskabet fjernet sig yderligere fra sportsligt ansvar, og den nuværende Anil Murthy skal mest ses som et bindeled til Peter Lim selv og forretningsansvarlig.

Undertegnede på Valencias trænerbænk i 2014, kort inden Peter Lim købte Valencia. De to ting er ikke relateret.

Den beslutning er nok den smarteste, Peter Lim har foretaget sig siden indtoget i Valencia, og den viser også, at han ikke betragter Valencia som rendyrket legetøj. Den forhenværende præsident Lay Hoon Chan havde ingen onde intentioner, men både hende og Lim havde klart undervurderet betydningen af at have et indgående kendskab til fodboldverden, når man skal navigere i den på alle andre end det strengt forretningsmæssige område.

Peter Lim viste med ansættelsen af Alemany, at han besidder viljen til at lære og blive dygtigere til at styre en fodboldklub. Også selvom fansene stadig er noget skeptiske over for hans relativt sjældne besøg i den østspanske appelsinhovedstad.

Voto de confianza og et tredje ben i taburetten
Beviset for Valencias stålsatte satsning på den langsigtede sportslige strategi, og at det ikke blot er et luftkastel, finder man måske bedst illustreret i optakten – og det manglende efterspil – til hjemmekampen mod Real Valladolid den 12. januar i år.

Valencia lå skidt placeret, de kunne ikke vinde kampene og Marcelino så ikke ud til at kunne finde svarene på de manglende mål. Forstærkningerne lod vente på sig, mens profilerne enten var skadede eller så langt fra deres topform fra 17/18-sæsonen, at de ikke var til at kende. Adspurgt på et pressemøde inden kampen, hvorvidt Marcelinos skæbne ville afhænge af de 90 minutter hjemme mod Valladolid, udtrykte Alemany fortsat opbakning til cheftræneren på følgende måde:

– Selvfølgelig ikke. Et projekt er et projekt, og projekterne er ikke så kortsigtede som en kamp. Dette projekt fødtes for halvandet år siden, og det er stadig undervejs. Jeg synes, det er passende at huske på den enorme succes, denne træner og vores fodboldspillere har haft, og at vi ikke glemmer dette. I fodbold er der en tendens til at agere ud fra det seneste resultat. Jeg er forpligtiget til at bevare et overordnet frem for et enkelthedsperspektiv.

Et decideret voto de confianza over for marcelinismoen som vejen frem for Valencia. Dem hører man jo ofte fra sportslige ledelser, men da Valencia endnu engang skuffede med 1-1 i kampen, fik det ikke konsekvenser for Marcelinos job. Siden har Valencia ikke tabt i ligaen, er gået videre i Europa League og Copa del Rey, og vigtigst af alt er nogle af de mange uafgjorte kampe blevet forvandlet til sejre, som rykker gevaldigt i den forunderlige La Liga v. 18/19.

Med til forklaringen på den lange snor til Marcelino hører også det tredje ben til den sportslige ledelsestaburet, nemlig Pablo Longoria. Den blot 32-årige spanier med fortid som chefscout i Juventus blev i februar hentet ind som sportsdirektør, et job han naturligt ikke besad nogen erfaring i på forhånd. Men som han måske besidder potentialet til at blive rigtig god til.

Longoria er, ud over at have hat et spektakulært wonder kid-karriereforløb bag kulissen, kendt for at have en gennemsyret strukturel og nærmest manisk kontrollerende tilgang til sit arbejde. Og hvor kender man det fra? Nå jo, fra Marcelino. Læs bare dette citat fra en tidligere scout-kollega til Longoria:

– Pablo er en meget vedholdende person, han er perfektionist, detaljeorienteret og han bryder sig ikke om at lade noget være op til tilfældet, men forsøger altid at opgøre alt, så man ender med at tage den mindst mulige risiko i den endelige beslutning.

– Når han analyserer fodboldspillere, kan han godt lide at tage hen til klubbernes træningslejre, hvor han bliver og overnatter på hotellet for at se, hvordan de opfører sig. Han forsøger at støde på dem i lobbyen, så han kan se, hvordan de agerer, hvem de holder sig til, hvem de holder sig fra, hvad de laver i deres fritid. Mange gange får han så langt som at gemme sig bag en avis.

Man kan derfor sige, at scouten er blevet scoutet til at være den perfekte samarbejdspartner til Marcelino, når Valencias fremtidige trupper skal sammensættes. Det gør det naturligvis også til en sværere beslutning at skille sig af med Marcelino.

Mangel på mål, tålmodighed til overflod
I første omgang viste det sig dog måske at for mange kokke fordærver maden. I hvert fald kan Valencias transfervindue i sommers ikke betragtes som en bragende succes. Longoria hentede Batshuayi ind til det angreb, der har været en hæmsko for Marcelino hele sæsonen. Det har Marcelino selv heller ikke lagt skjul på, og måske har det også spillet ind på, at han har fået ekstra snor: Alemany, og Longoria har simpelthen indset, at de ikke har givet truppen det løft, som den stadig havde brug for i den knivskarpe konkurrence i toppen af La Liga og med Champions League som ny udfordring i kampkalenderen.

Marcelino selv har da også nærmest virket skræmmende i sin ro set i forhold til, at han har befundet sig i en situation, der tidligere længe havde kostet navne som Ronald Koeman, Quique Sánchez Flores og Nuno Espíritu Santo jobbet. Da Alemany havde været en tur i Singapore – ifølge medierne for at tale om Marcelinos fremtid med Peter Lim – bekræftede han blot at have talt med Alemany om mødet. Ifølge Marcelino kom Alemany – igen – med besked om at fortsætte arbejdet. Og så kunne han vende tilbage til sit store mantra fra denne sæson: Gruppen arbejder godt, og den tekniske stab fortsætter i det samme spor. Nu handler det om at forbedre effektiviteten oppe foran, og så skal det hele nok komme.

Okay, det er måske ikke meget anderledes, end hvad de fleste andre trænere i samme situation kunne finde på at sige. Og ofte ender det alligevel med, at de pludseligt, men ikke uventet, modtager en fyreseddel. Bare ikke for Marcelino.

Resultatet af førnævnte møde var i stedet, at Peter Lim manede til ro og gav grønt lys til at forstærke angrebslinjen i januars transfervindue. Det skete ikke, Rubén Sobrinos indflydelse har ikke været afgørende, det har derimod Rodrigos og Kevin Gameiros stigende formkurve, ligesom Geoffrey Kondogbias tilbagevenden og senest Gonçalo Guedes’ tegn på spillehumør. Med andre ord: Marcelino har vendt situationen. Alt imens kæmper de konkurrerende klubber under nye og gamle nye (Villarreal og nu Real Madrid, red.) trænernavne stadig med at vende den negative spiral.

Det tjener Marcelino ære, men først og fremmest Alemany. Hans beslutning om at tage en hat på og flyve op i en helikopter, da det så allersværest ud og Mestalla råbte på forandring og handling, gør måske, at Valencia allerede i denne sæson igen kan kvalificere sig til Champions League. Om ikke andet ser det ud til, at Longoria/Marcelino-samarbejdet får et nyt forsøg på at bringe Valencia et skridt tættere på den absolutte top af spansk fodbold.

Det var da heller ikke alt, der gik galt i Longorias første transfervindue. Daniel Wass har været en fin trupspiller, om end han nok har spillet lidt mere, end det var tiltænkt, på grund af skader, mens Mouctar Diakhaby kan vise sig at have været en gylden signing til midterforsvaret. Samtidig var en del af budgettet allerede brugt til at udløse frikøbsklausuler på Kondogbia, Gameiro og Guedes – alle vigtigt spillere i Valencias forsøg på at kæmpe sig tilbage til fordums styrke.

Forsøget på at gøre det skal gå gennem nøje planlægning og absolut kontrol over alle aspekter fra den defensive organisation på banen, over spillernes kostplan og til dosering af træningsmængden, en metode som Marcelino og Longoria måske kan gøre Valencia til absolut førende eksponent for i Spanien, ligesom de faktisk var det, da de senest vandt mesterskaber under Rafael Benítez i 2002 og 2004. Som da Benítez bad Valencia-ledelsen om at få installeret forfærdelige utidssvarende omklædningsfaciliteter på Mestalla, for hvis spillerne havde det for godt, ville de jo ikke lytte til hans uendelige tirade af taktiske instruktioner …

Netop det må være vejen op til toppen – ikke dårlige omklædningsfaciliteter, men absolut kontrol og struktur. Ligesom Atlético har gjort det på deres egen måde, når nu man budgetmæssigt ikke har chancen for at matche FC Barcelona og Real Madrid på muskelsstyrken.

Sæsonen har endnu engang udsat Valencia-tilhængernes tålmodighed for meget. Men denne gang kan det rent faktisk være, at netop tålmodigheden kommer til at gavne dem på sigt. Og det faktum at man har en stærk ledelsesstruktur bestående af dygtige folk, der bakker hinanden op i et fælles projekt.

Del oplevelsen med dine venner - og husk at følge Hay Liga på Facebook og Twitter @hayligadk for ikke at gå glip af næste artikel.
Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *