Wassist i underholdende deler på Mestalla

Valencia og Atlético delte i porten i en underholdende førsterundeskamp, som bød på debut, fuld spilletid og oplæggerrolle til Daniel Wass.

Valencia tog mandag aften imod Atlético Madrid i første rundes mest imødesete kamp i La Liga. Kampen gav debut til flere spillere på begge mandskaber, men mest interessant – med danske øjne – var det, at danske Daniel Wass efter skiftet fra Celta Vigo fik lov at starte inde for Valencia.

Han fik da også bragt sig selv i fokus i første halvleg med flere afslutninger mod mål. En enkelt gang forsøgte han sig fra distancen, mens han i hele to tilfælde kom til bolden med pandebrasken, efter at have søgt ind fra sit udgangspunkt på venstrekanten. Alle forsøgene var uden succes, og det var ret symptomatisk for Valencias første halvleg.

Langt de fleste forsøg fra hjemmeholdets side kom nemlig fra distancen, bortset fra danskerens hovedstød, som immervæk ikke er hans spidskompetence. Valencia kunne simpelthen ikke finde vej igennem Atléticos forsvar.

Anderledes forholdt det sig i den anden ende. Atlético var bedre på bolden, selvom begge mandskaber i virkeligheden havde svært ved at finde plads i modstanderens gode organisation. Atlético har dog et par dygtige kantspillere i Lemar og Correa, og efter 26 minutter brød sidstnævnte ud af kæden og tog et dybdeløb centralt i banen. Det udnyttede Griezmann til med en kig-væk-aflevering at levere bolden ind i hans løbebane, og da Cristiano Piccini i modsatte side tog en blunder to meter bag resten af bagkæden, fik argentineren frit løb mod målet. Det udnyttede han til perfektion med en indersideafslutning i korte hjørne.

Også Diego Costa viste farligheden i flere tilfælde. Det sidste manglede dog i et enkelt tilfælde, mens Neto med det yderste af neglene og Garay med en decideret nødbremse fik afholdt Diego Costa fra at bringe sig på måltavlen.

Fra anden halvlegs start trak Atlético sig i vanlig stil lidt mere tilbage. Taget Valencias problemer med at finde løsninger på den sidste tredjedel i betragtning, virkede det da også som en potentielt frugtbar løsningsmodel.

Tolv minutter inde i anden halvleg blev den tanke dog gjort til skamme af en ægte wassist. Kondogbia sendte en fremragende tværpasning afsted over 40 meter til Wass, der med en fremragende førstegangsaflevering dirigerede bolden videre ind i feltet. Her stod Rodrigo klar, og efter en perfekt brysttæmning savede han bolden ind bag Jan Oblak.

Nu stod Simeone med et hold, der havde indstillet sig på at forsvare sejren hjem og et Valencia-hold, der, opildnet af Mestalla, pludselig troede på, at de kunne hive de tre point i land. En kampsituation, Simeone for ofte lod sig henfalde til i sidste sæson, hvilket ledte til flere smidte sejre til fordel for uafgjorte resultater. Kort efter headede Gabriel på opstanderen efter et hjørnespark, mens Gameiro gjorde sin entré mod sit tidligere hold til fordel for Mina, der ikke fik meget ud af det.

Som ventet åbnede himlens porte sig dog ikke for Valencia af den grund. Atlético er nemlig gode til at forsvare sig. Chancerne herefter faldt primært som halve og efter dødbolde – i begge ender. Alligevel virkede det til at være Marcelino og Valencia, der havde størst tro på tingene. Da Simeone med ca. et kvarter skiftede Griezmann ud for Gelson Martins, reagerede Marcelino således ved at sende Batshuayi ind i stedet for Carlos Soler. Det var samtidig en blåstempling af Daniel Wass’ fine debut, da danskeren lige så vel kunne have stået for skud.

Den blåstempling kunne havde udviklet sig til en decideret festdebut, da Batshuayi sendte Wass afsted i dybden kort før den ordinære tids udløb. Han fik ikke den bedste førsteberøring, men alligevel fik han tordnet et fladt skud afsted, som Jan Oblak dog havde læst.

Da Oblak også fik stoppet Gameiros afslutning i de døende sekunder endte det hele med et uafgjort resultat. Atlético startede kampen bedst og angreb første halvleg med overskud og farlighed, men i anden halvleg forfaldt Simeone til gamle vaner, mens det var Marcelino, der turde gribe efter de tre point. Derfor vil Valencia måske være skuffede over ikke at få fuld gevinst, men set over de 90 ganske underholdende minutter kan ingen klage over uafgjort, som i øvrigt også var Hay Ligas bud i kampoptakten.

Nu du er her kan du jo også lige hjælpe alle de andre med at finde Hay Ligas indhold:
Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *